Kim Melius Flyvholm Larsen.
Foto: Peter Hove Olesen

Kim Melius Flyvholm Larsen.

Leder

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.


Politiken mener: Kim Larsen var vor tids Grundtvig

Kim Larsen stod som solidaritetens forkynder.

Leder

Det er i hvert århundrede en lille håndfuld særligt beåndede kunstnere forundt at ramme så præcist i deres virke, at vi føler, at de var med til at skabe selve det fællesskab, vi er del af.

Kim Melius Flyvholm Larsen, som selvfølgelig droppede de fancy mellemnavne og kort og godt var Kim Larsen, var en af de væsentligste.

Han sov ind i dag, og her blev en lille smule mere stille, end vi kan li’, men hans sange lever videre, og ingen af os kommer uden om hans mest rammende slaglinjer.

De har sat sig i os og i den måde, vi tænker på og opfatter tilværelsen, hvad enten man nu er forklædt som voksen eller ej, så hvad gør vi nu lille du?

I snesevis af sange ramte Larsen med det høje humør, fandenivoldskheden og den store selvbevidsthed det sted i den danske folkesjæl, hvor der er højt som i en kirke eller et cirkustelt til loftet, plads til alle og enhver og solidaritet med dem, der ikke går den slagne vej.

Vores allesammens Larsen var folkelig i ordets allerbedste forstand.

Kim Larsen sang og digtede om skønne kvinder, kærlighed og tosomhed, om arbejdsliv, ensomhed og succes, mennesker som gjorde en forskel og om tilværelsens korte mirakel, så det var en fryd. Gavflabet frisind. Fræk frimodighed. Antijantelov uden snobberi. Folkets skønhed udsat for guitar og grimasser.

Der er stunder, hvor der ikke er noget bedre end tusind mennesker i almindeligt tøj, der i fællesskab skråler: »Vi er dem de andre ikke må lege med/ vi er det dårlige selskab/ vi har en svag karakter og en billig fantasi/ det er da godt at vi blev født/ før aborten den blev fri/ oh yeahhh«.

Kim Larsens afsæt både som solist og med Gasolin’ fandt sted på hans elskede Christianshavn, og det er en af kulturhistoriens smukkere poetiske tilfældigheder, at det var her Grundtvig i sin tid virkede som præst. For Kim Larsen var og er vor tids Grundtvig. En folkelig forkynder af både Staunings, Elvis’ og Guds nåde.

»Da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt«, skrev digterpræsten i 1820. Mere end 150 år senere digtede en ny tids popprædikant videre og fik både hyldet Vorherre og velfærdssamfundet uden at glemme det lille gran samfundskritik:

»Det siger blip båt og gud hvor går det godt, vi har hvad vi skal ha af både stort og småt«.

Frelserkirkens organist spiller melodien til ’Den signede dag’ hver morgen. I disse dage bør Larsens sangskat lyde over kvarteret.

»Fik du set det, du ville, fik du hørt din melodi?«. Det spørger Kim Larsen os om i sin dårende smukke sang om at huske at leve, mens tid er. Selv opnåede han at blive folkeeje. Til sidst med både stok og guitar. Værsgo’ sagde han til os, og vi siger tak. Hvilken herlig sangerpoet, hvilken prægtig sangskat.

Vi lod os lutre, kunne ikke lade være, for når poesi og musik løfter, og det gjorde Larsens, er man uden forsvar.

jsp

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden