1. Sylvesters drøm. 1973.
Kim Larsens fingeraftryk og tonefald stod med store fede bogstaver over langt de fleste Gasolin’-sange fra ’Min tøs’ til ’Rabalderstræde’, men det er først med soloalbummet ’Værsgo’ fra 1973, at Kim Larsen blev den signatur, der skulle blive dansk popmusiks mest højest elskede. På dette skønne overskudsalbum, der stritter så lystigt i mangfoldige retninger, knyttede Larsen sin helt egen forbindelse mellem ungdomsoprør, bæverding og højskolesangbog. Her kan man til enhver tid gå på lystvandring. Standse op ved ’Byens hotel’ eller ’Hvis din far gir dig lov’. Eller ved ’Sylvesters drøm’. Mens fuglene synger og man kan mærke Jordens hjerte banke som en tanke, føler han »længsel efter tiderne, da jeg kunne rødme«. Hvor smukt er det ikke lige?
2. Midt om natten. 1983.
Kim Larsen var ikke kun Rabalderstræde og skønne kvinder. Fra de tidlige dage i slumstormermiljøet omkring Sofiegade fastholdt han en tæt tilknytning til den folkelige modkultur, der ikke ville indordne sig pænhedens diktatur. Fra besatte huse til rygernes ret til at ryge sig fordærvet. Med Himmelblå-fonden blev der i al diskretion sat varme kontanter bag de modkulturelle holdninger. Det var denne understrøm af protest, der kom til udtryk i kæmpehittet ’Midt om natten’. Uanset politisk tilhørsforhold elskede alle sangen om Spacy, der tog den ud i det blå fra femte sal, da strømerne kom midt om natten.
