Der er ikke meget godt at sige om Hviderusland. Tværtimod. Det er et af de mest undertrykkende og autokratiske lande i Europa. Af samme grund har EU også i de seneste mange år haft en embargo mod at sælge udstyr, som kan bruges til at undertrykke den arme befolkning.
Men her i julen kunne Politiken i samarbejde med Danwatch og den internationale journalistiske samarbejdsorganisation OCCRP afsløre, at EU aktivt har støttet regimet med udstyr for millioner af kroner til at styrke grænsekontrollen for at holde asylansøgere væk fra EU. En grænsekontrol, der vel at mærke er berygtet for sin brutalitet og beskyldt for at torturere migranter, der bliver fanget.
Hvordan kan det dog ske – og hvordan kan det forenes med EU’s egne menneskeretlige og demokratiske idealer?
Svaret er, at det heller ikke er let. Men som Dansk Folkeparti og andre med rette har påpeget, er støtten til Hviderusland ikke grundlæggende anderledes end den støtte, som EU giver til Tyrkiet og en række lande i Afrika. Vi betaler grundlæggende de lande – der bestemt ikke er menneskeretlige ikoner – for at hjælpe os med beskytte vores grænser ved at stoppe migranterne, længe før de når i nærheden af EU.
Det er ikke rart at se på. Eller læse om. Men det virker. Med sine aftaler med udemokratiske lande som Hviderusland, Tyrkiet og andre har EU fået kontrol over migrant- og flygtningestrømmen.
Som afsløringen om Hviderusland viser, har det kostet dyrt i penge, men i endnu højere grad når det gælder EU’s egne idealer. Der er en indlysende konflikt mellem EU’s erklærede mål om at sprede demokrati og styrke menneskerettighederne og så støtte ekstremt undertrykkende lande. Det kan man sagtens kalde hykleri.
Men migrantpolitikken er et valg mellem onder. Når EU vælger at samarbejde med regimer som det hviderussiske, er det udtryk for en slags nødværge. Det må aldrig blive en permanent løsning, og det er altafgørende, at vi konstant er ekstraordinært opmærksomme på, hvor langt vi kan gå, og hvor længe det er nødvendigt.
Vi sejler mellem Skylla og Charybdis. På længere sigt er det åbenlyst ikke en farbar vej. Asylsystemet er forældet og bør generelt reformeres. Her bør EU gå foran og tage sin del af ansvaret. Indtil da må EU fortsætte den vanskelige balancegang mellem idealer og realpolitik.
mr
fortsæt med at læse
