Når titusindvis af børn, voksne og ældre i dag marcherer for klimaet over hele landet, har de et klart budskab til politikerne: Vi har hørt jeres ord. Nu vil vi se jer handle.
For at understrege appellens alvor har denne avis inviteret den 16-årige svenske klimaaktivist Greta Thunberg til at holde sin første tale på dansk grund. Det sker foran Christiansborg, hvor flere end 30.000 deltagere ventes at lytte.
Med sine skolestrejker for klimaet har Greta Thunberg tændt en fakkel af håb for en generation af børn og unge, der løber tør for tid, mens politikerne taler, taler og taler. Som internationalt ikon og inspiration for klimakampen siger Thunberg de sandheder, verden godt kender, og som ingen længere kan løbe fra. Hverken FN, EU eller paven, og hvem hun ellers har holdt sine uafrystelige taler til.
Verden har alt for længe overhørt en klode, der råber om hjælp. Vi kender symptomerne: vandmangel i Spanien, skovbrande i Sverige og oversvømmelser i Tyskland.
Vor tids klimamarcher vil skrive sig ind i danmarkshistorien på samme måde, som atommarcherne gjorde det i 1970’erne. Vi taler om en folkebevægelse, der engagerer så dybt i generationer og så bredt hen over politiske skel, at klimaet for første gang står øverst på dagsordenen i valgene til både Folketinget og EU-Parlamentet.
Men dagens klimamarcher rundtomkring i Danmark er samtidig en manifestation af, at demokrati og borgerdeltagelse er andet og mere end det at stemme til Folketinget hvert fjerde år. Det handler om evnen og viljen til radikal nytænkning og vedvarende handling.
For modsat atombevægelsen handler klimakampen ikke alene om at sende ansvaret hen mod de nølende politikere. Klimakampen retter også et ansvar mod os selv og den måde, vi med vores overforbrug opslider klodens ressourcer og skævvrider de økologiske balancer.
Heldigvis ser vi en folkelig bevægelse, et landbrug og et erhvervsliv, der de seneste år i den grad er gået forrest. Må mange flere gå med. Dagens klimamarch er et rigtig godt sted at begynde.
cj
fortsæt med at læse
Hundredtusinder deltog i klimaprotester verden over sent fredag
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.