Leder afmr

Klimakampen er ikke slut. Den er rykket online.

Politiken mener: Corona har vist, at radikale ændringer er mulige langt hurtigere, end de fleste havde forestillet sig. Den skal vi bruge i klimakampen

Lyt til artiklen

For ikke så længe siden var ugentlige skolestrejker for klimaet det helt store. I dag er mange skoleelever dybt frustrerede over ikke at kunne komme i skole, og klimadebatten er blevet presset længere ned på dagsordenen af coronakrisen. ​

I denne uge var det 50 års-jubilæet for den såkaldte Earth Day, men de store planlagte fejringer og verdensomspændende klimademonstrationer måtte selvsagt aflyses, og mange overså formentlig helt dagen. Vi har andet på hjernen lige nu.

Men klimakampen er selvsagt ikke død. Lige nu er udledningerne faldet på grund af krisen, men det er en stakket frist. Før eller siden kommer der atter gang i verdensøkonomien, og så ryger drivhusgasserne atter i vejret.

Coronakrisen har på rekordtid udstillet, hvordan hele verden er tæt forbundet, og at vi alle er i et samlet skæbnefællesskab. Ligesom der ikke er noget sted at gemme sig for covid-19, er der ikke noget sted at gemme sig for klimaforandringerne. Vi skal sammen finde vejen gennem begge kriser.

Netop fordi det kun kan ske ved alles samlede kraft, har Politiken sammen med Holdbart Klimafolkemøde i dag lanceret Folkets store klimabrainstorm. Som det meste andet for tiden foregår det naturligvis online. For selv om tiden ikke er til store offentlige demonstrationer og kampråb, er den i den grad til at tænke stort, nyt – og fælles. ​

I de næste 24 timer vil deltagerne komme med deres bedste, vildeste og mest opfindsomme bud på, hvordan vi kan reducere udledningen af drivhusgasser og finde en mere bæredygtig levevis. En jury udvælger derefter de bedste bud.

Intet er for vildt, intet for skørt, menneskets største styrke er netop evnen til at tænke abstrakt og samarbejde på kryds og tværs. Det er det, som har gjort homo sapiens til klodens dominerende art.

Samarbejde og nytænkning er i den grad, hvad vi har brug for nu. Både coronakrisen og klimaforandringerne er udfordringer, som kun kan løses internationalt. Selv om grænserne for tiden er lukkede, er begge kriser fløjtende ligeglade med menneskeskabte landegrænser. ​

Coronakrisen har vist, at radikale ændringer er mulige langt hurtigere, end de fleste af os nok havde forestillet os. Den omstillingsparathed og vilje til fælles indsats skal nu mobiliseres i klimakampen. Hvordan det skal ske, er op til os alle.

Ordet er frit, debatten er åben – kom og vær med. Det er nu, der skal handles og findes løsninger. Trods nedlukning og corona.

mr

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her