Som en ronkedor – en gammel, ofte aggressiv hanelefant, der lever adskilt fra flokken – tumler Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) i disse dage rundt i glasbutikken og smadrer de skrøbeligste varer i det smukke udstillingsvindue, som det aktuelle EM ellers burde være.
Når Uefa op til dagens kamp mellem Tyskland og Ungarn har forbudt værterne at kaste regnbuens farver over stadion i München som symbol på støtte til seksuel ligestilling og LGBTQ-rettigheder, strider det direkte imod formålet med en slutrunde spredt ud over hele kontinentet: at samle hele den europæiske befolkning i fællesskab, livsglæde og begejstring for fodbold.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.

