Kig godt på denne leders foto. En kile af lys, en sprække af håb bryder frem, når Solen begynder sit arbejde med at gøre nat til dag.
Billedet er ganske sigende for den globale mentale tilstand, forud for at ledere fra hele verden i dag for alvor indleder COP26 i Glasgow.
Politisk og klimatisk er verden henlagt i et selvskabt mørke, for når Solen får fat, vil den oplyse og opvarme en klode, som menneskeheden allerede har forvoldt uoprettelig skade på. Vi har forspildt muligheden for at afværge den globale opvarmning. I dag kan vi højst reducere dens konsekvenser.
Det var konklusionen i FN’s Klimapanels seneste rapport tidligere på året, og konsekvenserne kan opgøres i dødbringende oversvømmelser, naturbrande og vandstandsstigninger.
Californiere bringes på flugt fra hærgende skovbrande på størrelse med Jylland. Newyorkere drukner i oversvømmede metroer og private kældre. Tyske byer, huse og biler raseres over natten af vandmasser fra oversvømmede floder. Arktiske gletsjere smelter hastigt, og tørke og ulidelig varme gør store dele af Mellemøsten nærmest ubeboelig.
Det er på dette dystre og dystopiske bagtæppe, at verdens ledere nu skal forsøge at nå til enighed om en sluterklæring, der kan forpligte landene til for alvor at reducere den globale CO2-udledning.
Men det er netop i håbløsheden, vi skal finde håbet. Den store forskel fra Glasgow til alle tidligere klimatopmøder er, at der ikke længere er nogen vej uden om radikale løsninger, hvis vi vil efterlade en nogenlunde beboelig klode til vores børn og børnebørn. Og det kan lade sig gøre.
Parisaftalen i 2015 blev vor tids første markante vendepunkt i klimakampen. Af to grunde. For det første, fordi alle lande forpligtede sig til bindende mål for at reducere udledningen af drivhusgasser. For det andet, fordi verdens rigeste lande forpligtede sig til at yde økonomisk støtte til verdens fattigste lande, så også de kan accelerere den nødvendige grønne omstilling.
COP26 i Glasgow er det første klimatopmøde, hvor der skal gøres status, efter at Parisaftalen blev underskrevet, og derfor skal samtlige lande nu melde deres klimamål ind.
For Danmark vil statsminister Mette Frederiksen og klimaminister Dan Jørgensen møde deres globale kolleger med stor selvtillid baseret på det, vi herhjemme kalder verdens første og verdens mest ambitiøse klimalov med mål om en CO2-reduktion på 70 procent i 2030.
Danmark vil utvivlsomt blive internationalt fremhævet som et grønt foregangsland, og det er der på mange måder god grund til. Men foreløbig er klimaloven mest en retning og en ambition, der på lange stræk savner konkrete løsninger og nødvendig handling.
Samtidig hører det med til historien om klimaduksen fra det høje nord, at regeringen med den anden hånd gennemfører en politik, der er rød, før den er grøn. Dels med en landbrugspakke, der af partitaktiske grunde holder hånden over en af de største udledere af drivhusgasser. Dels med en reform af infrastruktur fuld af motorveje og asfalt fremfor en modernisering af den kollektive trafik og yderligere udvikling af den grønne bilisme.
Globalt har vi allerede op til topmødet oplevet et beskæmmende spil, hvor verdens rigeste lande forsøger at løbe fra den aftale om samlet at levere 100 milliarder dollars til de fattigste lande, som de lovede allerede under COP15 i København i 2009.
Flere lande – herunder Danmark – forsøger at trække de fattige lande i ulandsbistand for dernæst at yde dem klimalån, så det tæller med i statistikken. Verdens tilstand er ganske enkelt for alvorlig til den slags uværdige og useriøse kræmmermentalitet.
Under coronakrisen viste regeringer over hele verden, hvad de kan præstere af akut omstilling af økonomien med astronomiske hjælpepakker, når det gælder liv eller død. Det djævelske ved klimakrisen er, at dens konsekvenser viser sig så langsomt, at det er svært at få verdens ledere til at rykke ud med de samme blå blink og åbne pengekasser. Men efter et år, hvor Jorden har slået tilbage med oversvømmelser, ustoppelige skovbrande og alarmerende temperaturstigninger, må Glasgow være destinationen, og 2021 året, hvor verdens ledere tager det næste store skridt for morgendagens menneskehed.
Her giver det håb, at USA med Joe Biden som præsident er tilbage i klimakampen og vil deltage i Glasgow. Desværre har to af verdens andre store CO2-udledere, Kinas præsident, Xi Jinping, og Ruslands Vladimir Putin, valgt ikke at deltage.
Men deres globale uansvarlighed og gidseltagning af klimaet i en storpolitisk magtkamp må ikke få verdens øvrige ledere til at slække på ambitionerne.
De beslutninger og det slutdokument, de forhåbentlig kommer til at underskrive om et par uger i Glasgow, vil ikke nødvendigvis afgøre de storpolitiske magtforhold i verden i dag. Men de vil fortælle de næste generationer af børn og unge, hvem der stillede sig på deres side, da der skulle vælges mellem i går og i morgen, lys og mørke, nat og dag.
cj
fortsæt med at læse
