Det var ventet efter, at et udkast til dommen blev lækket for nogle uger siden. Men alligevel kom det som et chok, da USAs højesteret fredag omstødte dommen Roe v. Wade, og dermed med et snuptag fjernede de amerikanske kvinders grundlovssikrede ret til at få en abort.
Abortretten var ikke en del af de principper, som USA blev grundlagt på, lød det konservative flertals absurde begrundelse. En argumentation, der – som mindretallet påpegede – kan bruges til at fjerne utallige rettigheder i det moderne samfund. Det er trods alt mere end 200 år siden, at USA blev grundlagt af en gruppe velstående hvide mænd.
Dommen er kulminationen på republikanernes årtier lange kamp for at udpege konservative dommere og gennem domstolssystemet presse USA i en mere reaktionær retning. Det er en tragedie for USA og de mange millioner af amerikanske kvinder, der nu lever i delstater, hvor abort – i visse tilfælde også efter incest eller voldtægt – nu er forbudt. Det vil formentlig koste liv.
Dommenefterlader USA endnu mere splittet og polariseret end før. Den moderate højesteretspræsident John Roberts har mistet kontrollen om det konservative flertal, der meget vel i de kommende år yderligere vil erodere amerikanernes rettigheder til eksempelvis homoseksuelle forhold og ægteskaber.
Det er dybt forstemmende og sørgeligt. Men også en påmindelse om, at rettigheder aldrig kan tages for givet; at selv de mest veletablerede rettigheder kan fjernes, og hver generation skal vinde dem på ny. Ingen sejre er vundet for altid.
Republikanerne og de konservative kræfter i USA formåede at fjerne abortretten, fordi de målrettet er gået efter det og har formået at mobilisere vælgerne til at støtte deres kandidater. Demokraterne og de liberale har ikke i samme grad været fokuseret på at forsvare rettighederne – eller de har i det mindste ikke i samme grad kunnet mobilisere deres vælgere til kampen.
Det må de gøre nu. Et stort flertal i USA støtter retten til abort. Dommen har skabt raseri, og den energi må demokraterne nu bruge til at genvinde politisk momentum.
mr
fortsæt med at læse
»Monumental dag for livets hellighed«: Nu får Højesteret abort-afgørelse de første konsekvenser
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.