Det er et vældigt pendulsving for folkeskolen, når regeringen i sit nye udspil gør op med de bindinger, som folkeskolereformen fra 2014 indebar. Dengang blev der under indtryk af behovet for opstramning i en flydende tid, hvor danske skoleelever underpræsterede målt med internationale alen, indført længere skoledage – nu skal de være kortere, mener regeringen. Efter planen skal et skoleår være 200 timer kortere i løbet af et år helt fra børnehaveklassen til 9. klasse. Folkeskolen skal sættes fri, men fri til hvad og frihed for hvem?

Forkortelsen af skoledagene begrundes med manglende trivsel hos børnene, men er det skolens skyld, at så mange mistrives? Er længere skoledage et problem, hvis dagene er spændende og lærerige? Der er mange faktorer i spil i spørgsmålet om trivsel i det komplekse præstationssamfund, som nutidens børn vokser op i med skærmen som det spejl, de uafladeligt kigger i. Det er vigtigere, at der er kvalitet i undervisningen, end at der er lang tid i skolen, siger undervisningsminister Mattias Tesfaye, som om kvalitet og længde behøver være hinandens modsætninger. Reelt vil hver eneste skoledag blive en time kortere, hvis regeringens udspil bliver vedtaget. Det ligner en falliterklæring ikke at kunne bruge den time til noget fornuftigt og øger mistanken om, at den frihed til skolerne, som der helt sikkert er brug for at øge, også er en spareøvelse fra regeringen og dens veltalende undervisningsminister.