Mona Juul har i sin første tid som de konservatives nye formand sagt alt det rigtige.

Hun har slået fornyelsens toner an ved – i den bedste konservative ånd – at ville forandre for at bevare. Hun har iklædt konservatismen et humanistisk temperament med ordene om, at man godt kan være fattig og konservativ, men man kan ikke være konservativ uden at være social. Her genintroducerer Mona Juul en socialkonservatisme, som har haft vanskelige kår i en periode, hvor partiledelsen primært gik til kamp mod topskatten.