Tegning: Jørn Villumsen.

Tegning: Jørn Villumsen.

Jan Andreasen

Drop forestillingen om de selvcentrerede unge

De unge længes efter en skole, der repræsenterer noget helt andet end det, de bliver bombarderet med i deres fritid.

Jan Andreasen

Den britiske popsociolog Anthony Giddens’ tvivlsomme indflydelse på vores uddannelser og ungdomskulturen i de senere år kan næppe overvurderes.

Problemet er bare at Giddens’ teorier om de individualiserede unge, er og bli’r en myte. Tværtimod elsker ungdommen fællesskabet.

I mit arbejde som studievejleder oplever jeg det hvert eneste år her i forårssemestret, hvor vi har optagelsessamtaler på 2-årigt HF.

Langt de fleste af vores studerende har en fortid, hvor de har prøvet lidt af hvert efter folkeskolen. Mange har siddet et år i kassen i Netto, rejste lidt, været et smut på højskole i et par måneder osv.

De har været ude og prøve og folde sig ud i den store senmoderne verden. Og de er blevet trætte af det. De vil have en klasse, som de siger, hvor de får nogle klassekammerater og skaber venskaber. Livet som frie fugle, har været sjovt at prøve, men nu er det bare blevet for meget.

Fællesskabet på skolen og i en klasse skaber en tryghed, som de ikke finder andre steder. Nu hvor det er blevet alvor.

Ærlig talt. Er det ikke den samme historie, vi har hørt om 68’erne og generationerne efter dem? Lidt ungdomseventyr ude i den store verden. Og så turen hjem og tage en uddannelse, for at få et godt arbejde og en tryg tilværelse bagefter.

Allerede i sin store undersøgelse fra 2000 om 'Unge mellem egne mål og fællesskab', slog sociologen Lilli Zeuner en pæl igennem myterne om de unge som en narcissistisk, forkælet og egoistisk ungdom.

»Vi har ikke at gøre med en forsamling af egoister eller ignoranter«, sagde Zeuner dengang »vi kan se i undersøgelsen, at uddannelser former mennesker som kulturelle væsener, og at erfaringerne med fællesskabet skaber et godt grundlag for, at mennesker orienterer sig mod fællesskabet«.

3.380 unge deltog i undersøgelsen og det fremgik at de unge i livsform, tanker og handling er lige så fællesskabsorienterede som generationerne før dem.

»De unge er fællesskabsorienterede og lever i små fællesskaber. Sådan et fællesskab er klassen og ungdomsuddannelsen, og det skal vi anerkende når vi opbygger uddannelser«, som cand. negot, ungdomsforsker og underviser Jette Ernst senere har udtrykt det.

Ungdommen dyrker helt sikkert andre fællesskaber end tidligere, og på en anden måde. Men fællesskabet er stadig meget attraktivt for de unge.

Det har bare ikke været den herskende tænkning på bjerget i de seneste mange år. Her har popsociologen Anthony Giddens & Co nemlig hærget. Og haft kolossal indflydelse med senmoderne teorier om ’individualiseringen af samfundet’, hvor blandt andre de unge kun er optaget af sig selv.

Med narcissisme og navlepilleri som de fremmeste kendetegn. Det er i dag standardpensum for enhver uddannelsesforsker og hele uddannelseseliten herhjemme.

Slår man op i en hvilken som helst bog om ungdomssociologi fra de seneste par årtier, vil man kunne se, at Anthony Giddens og hans disciple fylder hele den første halvdel af bogen med deres teorier.

Mens forskning og undersøgelser som Lilli Zeuners, der også beskæftiger sig med ungdommen og fællesskabet, vil være gemt væk omme på bunden af side 281 eller ca. deromkring.

Anthony Giddens’ senmoderne tænkning fik sit gennembrud i den danske uddannelsesverden i begyndelsen af 1990’erne. Og hans ideer bredte sig hurtigt. Nu skulle alting individualiseres.

Undervisningsdifferentieringen blev skrevet ind i folkeskoleloven i 1993. Al snakken om ’ansvar for egen læring’ dukkede ligeledes op på dette tidspunkt. Ligesom at uddannelsespolitikerne nu begyndte at komme med forslag om, at folkeskolerne skulle tilbyde en undervisningen der var ’skræddersyet lige nøjagtig til den enkelte elev’ osv. osv.

Mange lærere var dybt skeptiske. Men hele uddannelsesparnasset, den pædagogiske elite, skolepolitikerne, medierne og mange forældre var begejstret og tog de nye budskaber til sig.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men Anthony Giddens’ og hans disciples forestillinger om individualiseringen er blevet til en selvopfyldende profeti, hvor det har drejet sig om at pådutte en fællesskabsorienteret ungdom det store ’individualistiske projekt’.

Og lige siden har det været én stor fest.

Bagsiden af medaljen har – som de fleste kan se – været, at først folkeskolen og siden ungdomsuddannelserne – er blevet én stor kampplads, hvor alle og enhver kommer rendende med lige nøjagtig deres ønsker til, hvordan de vil have det i skolen og på gymnasierne. Og alle tror at de kan få det som de vil have det.

Det har været ødelæggende. Det har simpelthen sat mange uddannelser og især folkeskolen under et kolossalt pres. Ideen om uddannelsessupermarkedet hører en helt anden verden til.

Alt imens de unge i virkeligheden længes efter det, den fremragende tyske ungdomsforsker Thomas Ziehe kalder ’god anderledeshed’. En skole, der repræsenterer noget helt andet end alt det de unge bliver bombarderet med i deres fritid.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce