De danske virksomheder går en hård tid i møde, hvis den røde blok får fingrene i dem efter den 15. september. En rød entré i statsministeriet vil nemlig medføre en byge af nye skatter og afgifter, som alle vil udgøre en reel trussel for mange af virksomhedernes eksistensgrundlag. Rød bloks hetz mod danske virksomheder stopper dog ikke her. Helle og Villy er nemlig også klar til at fratage virksomhederne retten til selvbestemmelse ved at indføre kvindekvoter. Helt konkret har S-SF har klart meldt ud, at 40 procent af bestyrelserne i danske børsnoterede selskaber skal være kvinder i 2014. Hvad sanktionen er, hvis virksomhederne ikke makker ret, forsvinder i tågerne, men den socialdemokratiske ligestillingsordfører kom til at lette lidt på låget, da hun meddelte, at hun mente, at man skal gå hele vejen og tvangsopløse virksomhederne. Tanken om, at statens magt skal række helt ind i bestyrelseslokalerne, er på alle måder skræmmende og et direkte overgreb mod private virksomheder. Derfor vil Liberal Alliance også kæmpe hårdt for at forhindre disse kvoter og dermed undgå de vidtrækkende konsekvenser, som det vil få for det private erhvervsliv og dermed dansk økonomi. Kvindekvoter er omgæret af så mange problemstillinger, at jeg dårligt nok ved, hvor jeg skal begynde. Der er dog to hensyn, som trænger sig på i den tilbagevendende debat, og de fortjener i særdeleshed at blive belyst. Nemlig hensynet til virksomhederne og dernæst hensynet til kvinderne. Lad os starte med det første. Enhver forretningsmand – eller kvinde - ved, hvor vigtig det er at have en kompetent og velfungerende bestyrelse, hvis man vil opnå succes. Vi ser gang på gang eksempler på, at de beslutninger, der bliver truffet i diverse bestyrelser, er udslagsgivende for regnskabsresultatet. Kvindekvoter er derfor kryptonit for dansk erhvervsliv, og det er komplet uansvarligt at tage virksomhedernes ledende organ som gidsel i et politisk eksperiment, som disse kvoter er. Og uansvarligheden bliver bestemt ikke mindre, når vi tager den økonomiske situation i betragtning. Vi befinder os nemlig i en økonomisk krise, hvor danske virksomheder har svært ved at konkurrere mod udlandet. Den situation vil utvivlsomt blive forværret, hvis staten får mulighed for at forgribe sig mod ejerne af de private virksomheder og frarøve dem muligheden for selv at vælge den kvalificerede bestyrelse, de har brug for. Sandheden er nemlig den, at kvindekvoter vil medføre, at en virksomhedsejer ikke længere frit kan vælge blandt de ressourcer, der står til rådighed på arbejdsmarkedet. Dermed er der en faretruende risiko for, at kvaliteten i bestyrelserne vil dale. Man skal nemlig huske på, at ethvert kvotesystem fører til ensretning på bekostning af forskellighed og fleksibilitet. Det andet hensyn – nemlig det til kvinderne – er dét fundament, som kvotetilhængernes forsvar oftest hviler på. Det kan på overfladen virke sympatisk, for man kan ikke løbe fra, at mændene er overrepræsenteret i landets bestyrelser. Så snart man kradser lidt i lakken, vil man dog opdage, at kvindekvoter i virkeligheden er dybt problematiske. I realiteten er kvindekvoter en hån mod de mange dygtige kvinder, som vi har i Danmark. Sagen er jo den, at enhver kvinde efterlades i et ingenmandsland, hvor hun aldrig vil kunne få et reelt svar på, om hendes bestyrelsespost er tilkommet med lov og magt eller som et resultat af flid og dygtighed. Hun risikerer at blive reduceret til en kvotekvinde, og det er ganske enkelt ikke rimeligt, at man med hårdt arbejde kan gøre sig fortjent til noget, som omverden på uretfærdig vis kan stille spørgsmålstegn ved. Der er mange dygtige kvinder, som vil kunne gøre en forskel i diverse bestyrelser. Disse kvinder har ikke brug for statens hjælp til at nå til tops. I det hele taget er politikernes behov for at bringe kvinderne frem ved hjælp af lov et udtryk for, at man sætter kvinderne i bås som nogle, der ikke selv er i stand til nå til tops. Sådan forholder det sig slet ikke i virkeligheden. Det er eksempelvis tankevækkende, at pigerne er overrepræsenteret på de længere videregående uddannelser, for det vidner jo blot om, at der er en stor kvindelig talentmasse, som bisidder muligheden for at komme frem – hvis de vel og mærke ønsker det. Hos Liberal Alliance hilser vi gerne flere kvinder i toppen velkommen, men det skal ikke ske ud fra en politisk målsætning, men derimod af kvindernes egen fri vilje og i samspil med virksomhedsejernes mulighed for fortsat at udpege bestyrelsesmedlemmer ud fra kompetencer. Hvis der endelig skal gøres noget for at pumpe østrogen ind i bestyrelserne, er det derfor vigtigt, at det kommer fra kvinderne selv. Eksempelvis kunne de kvinder, som med stor succes er placeret i toppen, gå forrest og agere mentor for de unge kvinder der står på spring. Det vil klæde den politiske debat, hvis fokus blev rettet mod lige muligheder og ikke lige resultater. For hver gang resultatligheden viser sit grimme ansigt, sætter vi nemlig et loft over muligheden for frit at udfolde sig – både som virksomhed og individ.