Med lov skal land bygges. Sådan står der over indgangen til Folketingssalen. Og disse kloge ord, som stammer fra Jyske Lov, var integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs udgangspunkt i besvarelsen til Folketingets Integrationsudvalg, som havde kaldt hende i samråd om de afviste irakiske asylansøgere, der stadig er i Danmark. Baggrunden er, at Danmark og Irak netop har indgået en aftale om hjemsendelse. Ifølge den skriftlige aftale skal der som altovervejende hovedregel være tale om frivillige hjemsendelser og kun som en sidste udvej egentlige tvangshjemsendelser. Højst bemærkelsesværdigt afviste Birthe Rønn Hornbech på samrådet, at der kunne blive tale om frivillige hjemsendelser. Hun har da også straks efter aftalen med Irak afskaffet den repatrieringsstøtte, som irakere, der ville vende tilbage, hidtil har kunnet modtage fra den danske stat. Det er sikkert gjort for at være hård i filten og tilfredsstille behovene hos Dansk Folkeparti, men det får næppe irakernes hjemrejse til at foregå mere effektivt. Og har ministeren mon husket at fortælle den irakiske regering, hvordan Danmark har tænkt sig at opfylde aftalen? På samrådet spurgte jeg ind til, hvordan regeringen forholder sig til FN her i april måned har afgivet en rapport, hvor det understreges, at irakiske asylansøgere fra de fem centrale provinser, Bagdad, Diyala, Kirkuk, Ninewa og Salah Al-Din, bør ydes beskyttelse. Af et skriftligt svar fra Birthe Rønn Hornbech til Folketingets integrationsudvalg (UUI alm. Del 144), fremgår det, at en stor del af de afviste irakiske asylansøgere, der opholder sig her i landet kommer fra provinserne Ninewa og Bagdad. Altså de selv samme provinser, som FN’s flygtningehøjkommissariat (UNHCR) anbefaler, at man ikke sender folk tilbage til. Birthe Rønn Hornbech undlod at svare på mit gentagne spørgsmål, og jeg har nu stillet det skriftligt, for regeringen må og skal forholde til det internationale samfunds anbefalinger. På et tidspunkt røg kæden af for ministeren. Hun beskyldte udvalgets medlemmer for at have nogle særlige yndlinge (irakerne), som man ville gøre noget for. At man ville lave særlov. Men det vil jeg gerne have mig frabedt. Det er rigtigt, at der ikke er noget direkte lovgrundlag. Men jeg har selv været med til at fremsætte forslag i Folketinget om at skabe netop dette grundlag. Forslaget (B81, folketingssamlingen 2006-08) blev førstebehandlet den 2. marts 2007. Desværre var både regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne imod. Når det er sagt, vil jeg også gerne understrege, at en kirkebesættelse ikke kan være afgørende for, om folk skal have asyl i Danmark. Folk skal have asyl, hvis de ikke inden for en overskuelig fremtid kan sendes hjem, fordi det vil være til fare for deres sikkerhed. Sådan som UNHCR understreger i sin seneste rapport. Og så må vi ikke glemme, at Danmark også har et særligt ansvar, da vi var et af de lande, som var med til at invadere Irak. Og vi har et særligt ansvar, fordi en del af asylansøgerne er blevet mentalt forkrøblede mens de har siddet i det danske asyllejrsystem. Ministeren må garantere, at vi ikke kommer til at opleve hjemsendte asylansøgere, som ikke kan fortsætte den behandling, som de brug for. Vi skal undgå en gentagelse af skandalen med de hjemsendte kosovarer, som blev rullet op, da de netop ikke fik den sygdomsbehandling, som deres tilstand krævede. Min konklusion er, at afviste asylansøgere naturligvis er afviste. Og dem, der kan vende hjem skal gøre det. Helst frivilligt men i yderste konsekvens med myndighedernes hjælp. Men dem, som FN anbefaler, at Danmark yder beskyttelse skal naturligvis ikke sendes hjem. Og dem som er blevet syge af at opholde sig i Danmark, bør også få lov at blive. Desværre er debatten endnu engang blevet polariseret. Denne gang mellem kirkebesættere og deres støtter og et VKO-flertal, der alene tænker på at få alle 282 irakere ud af Danmark hurtigst muligt. Lad os gøre op med at de afviste irakere enten er ofre eller skurke. Nogle er ofre og har brug for vores hjælp. Andre har brug for at vende tilbage til Irak. Selvom lovgrundlaget ikke er på plads, kunne regeringen vælge at sikre, at vi i det mindste tager vores internationale og humanitære ansvar alvorligt. Socialdemokraterne så på mødet ud til at løbe fra deres hidtidige hårde position i 2007. Jeg har ikke brug for at skose dem for deres tidligere holdning. Samme indstilling må regeringen mødes med, hvis de vælger at handle i denne sag. Det er ikke for sent Birthe Rønn Hornbech. Simon Emil Ammitzbøll www.BorgerligtCentrum.dk