I morgen begynder Folketinget en ny sæson. En ny samling, som det hedder på gammeldansk. Traditionen tro (!) indledes samlingen med en åbningsgudstjeneste for Folketingets medlemmer. Det kan man selvfølgelig betragte som en hyggelig og fredelig samling af gode danske mænd og kvinder. Og så længe de sidder i kirken, laver de næppe nogle ulykker. Men dybest set er det en uklædelig sammenblanding af religion og politik, at Folketingets medlemmer indleder året med en gudstjeneste. Derfor har jeg sammen med SF’s Kamal Qureshi og den radikale Anne Marie Geisler Andersen taget initiativ til et alternativt åbningsarrangement. Her er demokratiet i centrum. Vi synes nemlig, at det er demokratiet og ikke religionen, der skal fejres ved Folketingets åbning. Og inden at der bliver råbt op om, at der er tale om en diskussion for eller imod religion i almindelighed eller kristendommen i særdeleshed, vil jeg i al stilfærdighed henlede opmærksomheden på, at vi tre arrangører ikke har den religiøse baggrund til fælles. Kamal er muslim. Anne Marie er kristen. Jeg selv er ateist. Hele pointen er netop, at vi ikke vil blande det religiøse og det politiske. Det er faldet flere af vores kolleger for brystet, at vi tillader os at lave et andet arrangement. Også selvom det er gode folk som Politikens Tøger Seidenfaden og Weekendavisens Martin Krasnik, der kommer og taler. Vi burde ikke gøre det den dag, lyder det. ”Jeg synes, arrangørerne af mødet skulle bukke for folkestyret og holde det en anden dag”, siger Britta Schall Holberg til Kristeligt Dagblad den 30. september. Jeg bukker gerne for folkestyret. Men ikke for et utidigt krav om, at vi, der ikke vil blande religion og politik, skal reserverer denne folkestyrets festdag til de, som vil. Man kan diskutere, hvor vigtigt en sag det er. Selve gudstjenesten er selvfølgelig mere et symbolsk end et konkret problem. Men i en tid hvor vi gerne og gerne højt fortæller nye medborgere at de skal adskille religion og politik, er det da på sin plads, at vi holder orden i eget hus. Og hvis den ikke var symbolsk, hvorfor så have den. ”Gudstjenesten er en meget klar symbolsk markering. Hvis det ikke var fordi, den netop betyder noget vigtigt, havde man afskaffet den for lang tid siden”, som Brian Arly Jacobsen, ph.d. i religionssociologi, siger til dagens udgave af Information. Nu prøver vi at påbegynde en ny tradition. En tradition med at fejre demokratiet på det, der rettelig bør være demokratiets festdag. Det er ikke en tom demonstration. Men et forsøg på at lade ord følge handling, når vi taler om at adskille religion og politik. Derfor går jeg ikke i kirke i morgen. Med venlig hilsen Simon Emil Ammitzbøll