Befolkningen i Schweiz har ved en folkeafstemning besluttet at indføre et forbud imod minareter. Altså de tårne der er i en klassisk moske. Det er en trist beslutning. For det gør op med et godt liberalt princip om frihed til forskellighed.

Beslutningen kan skyldes mange ting. Frygt for det fremmede. Eller måske nærmere frygt for politisk islam. Som altid med folkeafstemninger er fortolkningsmulighederne næsten uendelige.

Men beslutningen er først og fremmest trist. Trist fordi det muslimske mindretal, selvfølgelig, vil føle sig trådt på. Trist fordi beslutningen er på kanten med ytrings- og religionsfriheden.

I Danmark har Pia Kjærsgaard straks jublet. Minareter. Sådan nogle vil hun heller ikke have i Danmark. Men minareter har vi såmænd allerede her til lands. Jeg bor selv meget tæt på Svanemøllen station. Der står en minaret, som vist er en del af vandsystemet. Og der står vist nok også en ude ved Hellerup. Må de så gerne stå der, bare de ikke er en del af en moske?

Jeg er vel selv det, man kalder ateist. Og jeg er ikke nogen tilhænger af at sammenblande religion og politik. Det burde være alment kendt. Der er i hvert fald en række teologer, som jævnligt lader sig provokere at dette faktum.

Men det generer mig nu ikke, at man rundt om i Danmark kan se en række forskellige kirker. Her tænker jeg ikke kun på folkekirkens middelalderkirker, men også på eksempelvis den russiske kirke i København, som med sine store guldkupler, signalerer typisk russisk-ortodoks kirke. Fred være med den.

Og dejligt er det, at vi har en smuk synagoge i Krystalgade. Jeg var selv til bryllup der for et par år siden. Og også indvendigt er det et smukt og dejligt sted. Selvom jeg ikke tror på den religiøse lære, der kommer fra hverken det ene eller det andet sted.

Også i udlandet er der mulighed for at bygge danske kirker. Jeg har familie i det sydspanske og har i den forbindelse været i den danske kirke dernede et par gange. Et spændende miks af spansk byggetradition med mere klassisk dansk forståelse af en kirke. Skulle vi ikke kunne vise det samme storsind over for religiøse minoriteter?

Jeg forstår godt, at mennesker frygter islamismen. Det er noget fanden har skabt. Ligesom mange andre former for ekstremisme. Men blander vi ganske almindelige hverdagsmuslimer med islamistiske terrorister og mørkemænd, gør vi samme uret, som vi ville have gjort ved at kalde en socialdemokrat i 1950’ernes Danmark for kommunist. Intet ville være mere forkert.

Jeg ser også, at der er begyndt at være skriverier om, at Schweiz har fået sin Muhammedkrise. Det kan godt være, at der bliver boykot af schweiziske varer. I øvrigt en god liberal måde at markere sin utilfredshed på. Men sagen om Jyllands-Postens tegninger og resultatet af den schweiziske folkeafstemning tåler ingen sammenligning. Aviser må selvfølgelig trykke de karikaturtegninger de har lyst til. Ligesom trossamfund må bygge de tårne, de vil. Hvis det er højtråbende bønnekald fra minareterne, man frygter. Så tag dog den diskussion. Der er stor forskel på, om man kan få lov at bygge et tårn og på, om man kan kalde til bøn derfra.

Lige meget hvad man må mene i diskussioner om indvandring, islam og terrorisme, så må det stå fast, at der ikke kan gælde dobbelte standarder. Enten går vi ind for ytringsfrihed eller også gør vi ikke. Jeg vil til hver tid forsvare Jyllands-Postens ret til at trykke tegninger. Men jeg vil også forsvare retten til at bygge bedehuse – selvom jeg ikke kunne drømme om selv at bede.

Jeg overvejede meget, om jeg ville skrive dette indlæg. Jeg har gjort mig umage med at få nuancerne med. For det ender hurtigt i en for-eller-imod islam eller for-eller-imod Dansk Folkeparti. Og det er efterhånden trættende. Men begivenheden kalder på politiske overvejelser.

” Frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede”. Sådan skrev Jørgen Schleimann over sine ledere i den korte tid, han nåede at være chefredaktør på Jyllands-Posten. Det gælder måske endnu mere i dag end dengang.

Det er med frisind som med frihed. Det giver kun mening, hvis det ikke kun gælder én selv. Ellers bliver det en frihed så gennemhullet som en schweizisk ost.

Der er grund til besindelse. Og der er grund til at huske på Grundtvigs ord om ”frihed for Loke, såvel som for Thor”.

Simon Emil Ammitzbøll