Vores velstand er ikke naturgiven, og vi må ikke tage den for givet. Det var en af statsminister Lars Løkke Rasmussens mange og vidt forskellige pointer i nytårstalen 1. januar. Desværre ikke en pointe han havde lyst til at uddybe. Ikke et problem han ville fortælle, hvad Danmark skal gøre ved. Det burde vi ellers kunne forvente, at landets statsminister havde nogle forslag til. For Danmarks største udfordring er mangel på arbejdskraft. I nogle sektorer allerede her og nu. De fleste steder først i de kommende år. Helt basalt er problemet, at de store årgange er i fuld gang med at forlade arbejdsmarkedet. De lever (lykkeligvist) længere end deres forældre gjorde. Samtidig med at de tjekker ind i en ny tilværelse som efterlønsmodtagere og folkepensionister, kommer de mindre årgange ud på arbejdsmarkedet. De bliver (igen, lykkeligvist) bedre uddannede end dem, der går ud, men ikke så meget som vi kunne ønske os. Skåret ind til benet lever vi danskere en større og større del uden for arbejdsmarkedet. Som børn der går i offentlige daginstitutioner og folkeskoler. Som unge der skal have ungdomsuddannelse og videre uddannelse. Og i den anden ende som ældre og gamle, der skal have efterløn, folkepension, hjemmehjælp og massiv hospitalsbehandling. Så Løkke har ret, når talen falder på udfordringen. Vi kan ikke tage vores velstand for givet. Men Løkke undlader at komme med svar. Svaret er klart. Vi må sikre den nødvendige arbejdskraft. Ifølge regeringens egen arbejdsmarkedskommission er den vigtigste del af løsningen, at vi får udskudt tilbagetrækningsalderen fra arbejdsmarkedet. Derfor bør efterlønsordningen afskaffes hurtigst muligt. Og pensionsalderen sættes op. Selvfølgelig skal syge mennesker have mulighed for at blive understøttet af det offentlige. Men det er sådan set ligegyldigt om de er 48 eller 62. Og lad os se det i øjnene: antallet af efterlønsmodtagere er mange-mange-mange gange så stort, som antallet af danskere mellem 60 og 65, der ikke er i stand til at arbejde. Fact of life. Og selvfølgelig skal folk have lov til at trække sig tilbage og nyde tilværelsen, også før de når pensionsalderen. Så længe de gør det for deres egne penge. Og til dem, der skulle leve i en vildfarelse om det modsatte; Det lille beløb, som folk betaler ind til efterlønnen, er ikke i nærheden af at finansiere det, som de modtager fra de danske skatteydere. Så skulle det være på plads. Arbejdsmarkedskommissionen er ret præcis. Det er tilbagetrækningsalderen, der virkelig rykker noget, hvis vi skal løse udfordringen med manglende arbejdskraft. Selvom de kommer med en række andre forslag, er der ikke et af dem, der vil have noget nær samme betydning. Et forslag skiller sig dog positivt ud. Forslaget om at ændre på dagpengeperioden. I Danmark kan man modtage dagpenge i ikke mindre end fire år efter, at man er blevet arbejdsløs. Kun Island og Belgien har en længere understøttelsesperiode blandt verdens rige lande. Alle de øvrige har op til omkring 1½ år. Deriblandt vores nordiske broderlande. Men i Danmark har vi altså en dagpengeperiode på 4 år, også selvom der næppe er mange (om nogen?), der kan formå at være arbejdsløs i så lang tid med en så lav arbejdsløshed, som trods den midlertidige stigning i konjunkturarbejdsløsheden, uden at have andre problemer end selve arbejdsløsheden. I arbejdsmarkedskommissionens forslag ligger der endda den mulighed, at man kunne hæve understøttelsesperioden i tider med særlig høj arbejdsløshed. Tider som vi heldigvis skal år tilbage for at huske. Og tider der ikke umiddelbart ligger foran os. En dagpengeperiode på et sted mellem et år og halvandet ville gøre en positiv forskel. Så derfor: skal vi sikre, at Danmark også i fremtiden bliver et land, der er præget af vækst og velstand, så kræver det reformer. Især arbejdsmarkedsreformer. Afskaf dog efterlønnen, Løkke! Og forkort dagpengeperioden, nu vi er i gang. Hvis Løkke var kommet med disse forslag, kunne jeg virkelig have set perspektivet i nytårstalen. Og jeg og andre ville kunne have hørt de liberale grundtanker. Helt ærligt, nu kunne man jo ikke høre forskel på, om det var Poul Nyrup eller Lars Løkke Rasmussen, der holdt nytårstalen. Og derfor skal man heller ikke gøre sig nogle illusioner om, at det ville blive bedre med en S-SF-regering. Tværtimod, det ville bare gøre den fremtidige regning endnu større. Hvad siger I? Skal vi tage fat på arbejdsmarkedsreformerne og sikre den fremtidige velstand? Er der andre reformer, som vi behøver? Eller er det ok bare at fortsætte som nu? Jeg ser frem til jeres indspark. Med venlig hilsen Simon Emil Ammitzbøll