Søndag formiddag sidder jeg og læser Politiken, mens The og morgenbrød gør sin virkning. Og hvad læser jeg så? Endnu en artikel om, hvem der mon bliver ministre, når rokaden kommer. Og den kommer. Selvfølgelig gør den det. For på et eller andet tidspunkt bliver vi alle skiftet ud. Selv ministre. Men ærligt talt. Jeg er noget træt af at høre om rokaderygter og diverse journalister og kommentatorers mere eller mindre kvalificerede gæt. Det er til at blive helt rundtosset af. Måske vi skulle til at gætte på, hvilken kommentators gæt der er bedst kvalificeret, og hvis gæt der er mest ubehjælpsomt. Så kan vi give karakterer fra et til ti, hvad vi så end får ud af det. Mere interessant end rokaderygterne var det nye års reformønsker. Knap var nytåret ovre, før Det Radikale Venstre var ude og kalde på reformer. Ikke noget nyt i det. Men den konservative vicestatsminister, Lene Espersen, var hurtig til at bakke op. Nu var det lige før, at det begyndte at blive interessant. Sandheden er jo, at det danske samfund skriger på reformer. Især arbejdsmarkedsreformer. Nå, ja, skriger er måske så meget sagt. For mens dansk økonomi trænger til reformer, er der flere og flere, der skriger ved tanken om, at ikke alt skal fortsætte, som det er. Men sagen er den, at der bliver flere og flere, der skal forsørges af færre og færre. Og om ganske få år kommer vi til at mangle arbejdskraft. Det kan måske være svært at forstå. Især i en tid hvor konjunkturarbejdsløsheden rammer os. Det hjælper heller ikke ligefrem, at flertallet af Folketingets partier har kanoniseret efterlønnen og satser på den nemme popularitet på den korte bane i stedet for at sikre vores velstand. Nogle gange minder Danmark om Romerriget lige før lukketid. Vi nægter at se i øjnene, at Verden har forandret sig, og derfor skriger flertallet stadig på flere udgifter i stedet for at fremtidssikre Danmark. Det er værd at huske på, at det ikke kun er de politikere, der fører os stadigt sikrere mod afgrunden, der har ansvaret. Det har deres vælgere sgu også. Vi lever jo i et demokrati. Men lur mig om ikke de selv samme vælgere bliver de første til at brokke sig, når resultatet af deres krydser bliver mindre velstand. Nå, tilbage til reformønskerne fra R og K. Dem kan jeg og Liberal Alliance kun støtte. Vi er parate til at tage fat. Men der gik ikke mange nanosekunder fra R kom på banen, til de blev slået ned af S og SF. Og alle, der kender Margrethe Vestagers ministerdrømme, ved, at hun forstår signalet fra Helle Thorning. Lene Espersen blev også hurtigt tilrettevist af både Venstre og Dansk Folkeparti. Men hun blev alligevel ved med at slå fra sig. Men så var der pressemøde. Efter regeringsseminaret. Og der var blevet hygget og arbejdet igennem i sådan en stemning, at statsminister Lars Løkke (V) kunne slå fast, at der ikke ville blive ændret på det såkaldte Velfærdsforlig. Og dermed ikke på efterlønnen. Ja faktisk vil han ikke engang afholde et møde for forligskredsen. Der sad Lene Espersen (K) ved siden af og smilede af ministerlykke, mens hun stolt fortalte, at hun ikke var sat på plads. Ja, go’ morgen! Løkke meddelte også, at han havde tænkt sig at fortsætte med de samme ministre frem til næste folketingsvalg. Men på den anden side, så er ministerrokader, folketingsvalg og fremtrædende internationale topposter tre ting, som en statsminister ikke alene må lyve om. Det forventes. Og således er vi tilbage til rokaden. For mens reformerne atter fortoner sig i horisonten, tager rokadesnakken fart igen. Og kommentatorerne helmer ikke, før rokaden er gennemført, og de alle som én stolt kan sige: Hvad sagde jeg? Men bliver der rokade uden reformer, er rokaden jo ligegyldig. Måske ikke for den enkelte minister. Måske endda ikke engang for regeringens genvalg, selvom jeg finder det stærkt usandsynligt. Men total ligegyldig for den førte politik, og det er vel det, der er det interessante. Eller burde være det. Rend mig i rokaden og lad mig få nogle reformer! Hvad siger I? Hvordan skal vi få gang i reformerne? Og hvordan skal vi få folk til at holde op med at klynke, når vi vil redde deres og vores velstand? Er det nødvendigt med undervisning i basal økonomiforståelse, som en læser af bloggen foreslog mig i en mail? Med venlig hilsen Simon Emil Ammitzbøll