Da jeg var 12 år, blev mine forældre skilt. Det gik for så vidt stille og roligt for sig, men ved samme lejlighed blev min far fyret fra sit arbejde som direktør i en fond. Hverken han eller min mor havde råd til at blive boende i vores hus, så min mor, min lillebror på 10 og jeg flyttede til en lille lejlighed i Espergærde, mens min far flyttede til en endnu mindre lejlighed i Humlebæk. Op til, under og i efterspillet til alt dette blussede min fars alkoholisme op.
Min far fik ingen dagpenge, da han aldrig har været medlem af en a-kasse, og han var for stædig til at søge kontanthjælp (mange mennesker synes ikke, det bare er livet at blive offentligt forsørget!). Derfor levede han i flere år helt uden indkomst. Små jobs havde han hist og her, men grundlæggende var han en mand, der på én gang havde mistet familie, hus og job, og for hvem tilværelsen nu sejlede. Det økonomiske incitament var med andre ord ikke årsagen til, at han ikke bare tog sig sammen og fik et job, for ethvert job bød på et økonomisk incitament!
