Henrik Marstal savner politikere, der tør vise styrke ved at være sårbare og indrømme deres fejl og mangler.
Foto: Carsten Seidel

Henrik Marstal savner politikere, der tør vise styrke ved at være sårbare og indrømme deres fejl og mangler.

Debattører

Henrik Marstal: Slut med udenomssnak og aflednings­manøvrer - politikerne skal vise styrke ved at indrømme fejl og være i tvivl

Der er for mange politikere, der altid har skråsikre svar på rede hånd, og som fremfører argumenter uden at have øje for andre muligheder og andres indsigelser.

Debattører

Julian Rosefeldts film 'Manifesto' fra 2015 kan for tiden ses i danske biografer. I 13 forskellige roller fremfører Cate Blanchett i form af en række monologer uddrag fra kendte såvel som mindre kendte manifester fra kunstens verden.

I filmen indgår også dele af den russiske maler og kunstteoretiker Kazimir Malevichs suprematistiske manifest fra 1915. Herfra stammer udsagnet: »Kunst kræver sandhed, ikke oprigtighed«.

Det omvendte kunne siges at være tilfældet for politik: For hvis ikke oprigtigheden går forud for alt andet, risikerer enhver parti- eller embedspolitisk praksis at stivne i konventioner, i tomme floskler, i forhaling som magtanvendelsesmetode.

Og sandheden? Den afhænger alligevel altid af øjnene, der ser, jævnfør regeringens nyligt fremlagte finanslovsforslag, som har givet anledning til markant kritik fra en række aktører.

Men oprigtigheden har svære kår for tiden: Tilsyneladende er det vigtigere ikke at risikere at kompromittere sig eller falde igennem end at fremføre anderledes, radikale og nytænkende holdninger. Hellere formulere sig på måder, der støder så få som muligt, og som er så ufarlige som muligt, end at risikere at provokere nogen og få negative reaktioner.

Sagt politisk: Hellere undgå at støde potentielle vælgere fra sig end at bringe forslag til torvs, som kunne bringe verden et godt stykke fremad, men som i deres dristighed måske alligevel viser sig at være urealistiske eller forfejlede.

Og hellere formulere sig så rundt, at det efterfølgende kan bortforklares på alle andre måder end med ordene: »Beklager, vi tog fejl. Vi forsøgte at gøre tingene ud fra den bedste overbevisning, men nu viser det sig, at vi må ændre kurs«.

Men uden oprigtighed bliver det politiske sprog til et »selvreferentielt system, der helt glemmer virkelighedens ydmyghed«. Det var netop, hvad den tidligere politiske rådgiver Noa Redington i et debatindlæg i Politiken søndag hævdede var tilfældet ved regeringens fremlæggelse af skattelettelser i forbindelse med finanslovsforslaget.

Det selvreferentielle system er en del af problemet i forhold til den oprigtighed, som er kendetegnet ved, at den lige netop ikke lader sig indhylle i strategiske formuleringer og nulfejlskulturelle tilgange. For oprigtighed er at sige, hvad man mener er vigtigt og rigtigt uden på forhånd at have kalkuleret sig frem til, om det nu også bliver modtaget positivt.

Det er derfor på tide at opfordre politikerne og de højtstående embedsfolk til at gøre tingene anderledes ved at indrømme, når de har foretaget forkerte vurderinger og ikke være bange for at sige det rent ud, når de er i tvivl, eller når de ganske enkelt ikke aner deres levende råd.

Vi kunne kalde dette for en sårbarhedens politik. Det vil sige: En modvægt til den uimodsigelighedens politik, der lever af at producere udenomssnak, bagatelliseringer, afledelsesmanøvrer.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sårbarhedens politik er ikke en følelsernes udvandende politik, hvor politikere har ret til at jamre, når de får stillet et svært spørgmål, eller påkalde sig de omkringståendes retfærdige harme, når nogen fejlciterer dem.

Den er heller ikke en sentimentalitetens demoraliserende politik, hvor der bliver appelleret til offentlighedens medfølelse, om nødvendigt dens medynk eller forståelse.

Nej, sårbarhedens politik er i allerhøjeste grad en ansvarsfuld politik: En medvidende og empatisk politik, der handler om at skabe bedre mulighed for og større accept af, at politikere og embedsfolk fremover kan agere i mere åbne rum.

Det vil sige rum med bedre plads til at stille spørgsmål uden at kende svarene på forhånd, til at forholde sig til alvorlige problematikker uden endnu at have noget andet at sætte i stedet, og til at medgive, at det at være samvittighedsfuld også indbefatter at komme i tvivl, miste overblikket eller være decideret usikker i den pågældende situation.

For det behøver ikke at være udtryk for svaghed, mangel på dømmekraft eller dårlige kvalifikationer at miste overblikket. Nej, det kunne akkurat lige så godt være udtryk for det modsatte.

En svag politiker er ikke en person, der undertiden gør sig sårbar ved at fyldes af tvivl og miste overblikket, men derimod snarere en person, der altid har skråsikre svar på rede hånd, og som altid gennemfører sine forehavender uden at have øje for andre muligheder og andres indsigelser. En svag politiker er med andre ord en person, der opfatter det at fremstå usikker som udtryk for statustab.

Sårbarhedens politik er et opråb mod kynismen, manglen på gavmildhed og den hakken nedad, som så mange herhjemme, heriblandt landets ledende politikere, gerne tilslutter sig, ofte uden at have tænkt nærmere over, at der også er andre muligheder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og den er del af den forandringsbølge, som lige nu er i fuld gang over hele jorden i nye organisationer, værdifællesskaber, foreninger, partier og tænketanke. Derfor tør vi måske håbe på, at den med tiden vil finde vej helt ind i kernen af dansk politik.

Sagt, så ingen er i tvivl: Det er politikere og embedsfolk, der undertiden tvivler, mangler overblik og fremstår sårbare, jeg gerne så styre landet fremover.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce