Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Brian Esbensen

Langkær-gate udstiller middelklassens foragt for underklassen

Opdelt gymnasium er udtryk for, at den velstillede middelklasse ikke vil være sammen med underklassens børn.

Brian Esbensen

På Langkær Gymnasium er man begyndt at foretage klasseinddeling på baggrund af etnicitet. Ifølge blandt andre integrationsminister Inger Støjberg handler det om, at danskere ikke skal være i mindretal på landets skoler.

Det er de sådan set heller ikke. De fleste af disse unge er født og opvokset i Danmark, har dansk pas og taler – i dette tilfælde – dreven aarhusiansk.

Deres brøde består i, at de er brune (danskere), og for at sikre, at hvide (danskere) ikke kommer i undertal, foregår inddelingen i praksis således, at man opretter et antal hold med en 50/50-fordeling.

Langkær Gymnasium har på få år oplevet en massiv elevtilgang bestående af brune danskere. Det burde være en mega succeshistorie, men når det gælder brune/muslimer, kan det meste vendes til noget negativt, så det bliver det selvfølgelig

DEBATTØR

Det går selvsagt ikke op, så restgruppen bliver til hold med 100 procent brune elever. Denne nye praksis har ikke skabt ramaskrig. Okay, Institut for Menneskerettigheder har ganske vist udtalt kritik og kalder det ’rendyrket diskrimination’, men i et land, der konstant bevæger sig på kanten af de internationale konventioner, tages den slags ikke så tungt. Bortset fra spredte indsigelser klappede de fleste i hænderne; professor Niels Egelund meget højt og socialdemokraternes Dan Jørgensen nikkede ligeledes anerkendende. Selv Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen udtrykte forståelse for tiltaget.

Baggrunden for hele miseren er, at Langkær Gymnasium på få år har oplevet en massiv elevtilgang bestående af brune danskere. Det burde være en mega succeshistorie, men når det gælder brune/muslimer, kan det meste vendes til noget negativt, så det bliver det selvfølgelig.

I virkeligheden handler sagen dog mere om klasseskel end om etnicitet. Den øvre middelklasses børn - eller nok snarere deres forældre - ønsker ikke at mingle for meget med underklassen.

Langgær Gymnasium ligger midt i et område, hvor underklassen og den øvre middelklasse støder sammen. Området i Aarhus Vest er faktisk så karakteristisk, at det dannede grundlag for en dokumentarserie i fire afsnit, 'En vej - to verdener', som løb over skærmen i foråret 2016 på DR. Tæt på Langkær gymnasium finder vi både Gellerupplanen, rigmandsvillaer og Skjoldhøjparken, der er intet mindre end Danmarks største parcelhuskvarter.

Få steder i landet er klasseskellet mere tydeligt og eksplicit end netop her. Det, denne pæne velstillede middelklasse, som alle nu står i kø for at forsvare, i virkeligheden siger, er, at de nægter at være sammen med (alt for mange af) underklassens børn.

ELLEN THRANE-NØRBY

Nu har rektoren så fundet en ’pragmatisk løsning’, som det formuleres, og fordi det på overfladen lader til at handle om etnicitet, accepteres særhensynet. Særligt bemærkelsesværdigt er venstrefløjens omfavnelse af den åbenlyse diskrimination: ’Vi må jo tage udfordringerne i ghettoområderne alvorligt’, lyder det mantra, som forførte først Socialdemokraterne, så SF og nu også Enhedslisten.

Man skal være blind og døv for ikke at erkende, at der er problemer, der skal løses i ghettoerne, men her taler vi om unge mennesker, der netop forsøger at bryde mønsteret

Hvis bare det handler om ’udfordringer’ i områder, hvor flertallet er brune, kan selv venstrefløjen se igennem fingre med det meste. Men hvad er det for udfordringer?

Man skal være blind og døv for ikke at erkende, at der er problemer, der skal løses i ghettoerne, men her taler vi om unge mennesker, der netop forsøger at bryde mønsteret. De har passet deres folkeskole og er nu blevet erklæret egnet til gymnasiet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den store forskel på dem og deres nye klassekammerater er så, at de kommer fra betonbyggeriet og ikke fra parcelhuskvarteret eller de dyre forstadsvillaer. Mor og far er måske ikke helt så ressourcestærke og i stand til at støtte deres børn fagligt. Det er den virkelig skillelinje og traditionelt et vilkår, vi selvfølgelig accepterer i vores uddannelsessystem.

Vi skal ikke acceptere, at en forkælet middel-/overklasse dikterer klasseinddelingerne ved at stille et ultimatum, således at de i størst muligt omgang undgår underklassen. Ingen fornægter jo, at det er tilfældet. Faktisk er det det bærende argument fra rektorens side: Hvis vi ikke gør sådan her, flytter alle de ressourcestærke væk.

De resssourcestærke i denne sammenhæng er så tilfældigvis i overvejende grad hvide (danskere) og underklassen brune (danskere). Men det faktum har fyldt for meget, ligesom det har betydet, at alt for mange accepterer noget, de normal aldrig vil acceptere.

JACOB FUGLSANG

Det mest givtige for alle parter er naturligvis, at under-, middel- og overklassen omgåes hinanden i et universielt uddannelsessystem. Inden for den ramme er det ikke acceptabelt, at de stærkeste forsøger at trumfe deres vilje igennem, ligesom det slet ikke er acceptabelt, at man insisterer på kvoter, der resulterer i, at underklassens børn isoleres på særlige hold, mens man selv nyder godt af en mere blandet sammensætning.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce