Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Tegning: Per Marquard Otzen

Filosofferne
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er ikke svært at definere terrorisme

Terrorisme er kendetegnet ved en bestemt type mål.

Filosofferne
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I en indsigtsfuld og velskrevet bog ’Terror’ i Aarhus Universitetsforlags Tænkepause serie skriver Carsten Bagge Laustsen, at det er »nærmest umuligt at nå frem til en klar og tydelig definition af, hvad terror er for noget (…) Det er nemmere at kende terroren på den måde, vi som samfund reagerer på fænomenet, end at udpege terroren selv. En foreløbig karakteristik af terror kunne derfor være, at terror er det, som lykkes med at terrorisere.«

Som støtte for terrorbegrebets udefinerbarhed fremfører Laustsen blandt andet, at der i dag er »nærmest gået inflation i terrorbegrebet. Der er en tendens til, at alle modstandere bliver terrorister.«

Laustsens synspunkter indfanger noget, som jeg tror er en almindelig, men også af grunde som vil fremgå nedenfor, forkert opfattelse.

For det første kan noget klart »lykkes med at terrorisere« – dvs. indgyde almindelig frygt eller angst – uden at være terrorisme. Der er trods alt aldrig nogen - selv ikke dem, der er mest rundhåndede i deres brug af ordet - der kaldt journalister, som dækker Ebola-epidemien i Afrika, terrorister med den begrundelse, at deres reportager »lykkes med at terrorisere« europæere, der er rædselsslagne for at blive smittet med sygdommen.

For det andet er der er en rimelig alment accepteret definition af terrorisme i den forstand af ordet, som folk typisk anvender, når de fordømmer terrorisme. Terrorisme er brugen af voldelige midler til at skabe generel frygt (eller lignende) og derigennem nå politiske mål.

Terrorisme er med andre ord kendetegnet ved en bestemt type mål - et politisk mål - og en særlig form for middel - skabelse af generel frygt gennem vold.

En bankrøver, der har taget gidsler og skaber frygt hos dem gennem vold med henblik på at slippe bort, er ikke terrorist i nærværende forstand. Vedkommende har ikke et politisk mål. Og en person, der slår en soldat ihjel fra, hvad vedkommende ser som en besættelsesstyrke, handler ikke terroristisk, hvis vedkommende ikke sigter mod at skabe generel frygt hos besættelsesmagten. En stat, som bomber en raketaffyringsrampe for at ødelægge med den utilsigtede konsekvens, at civilbefolkningen i nærheden med god grund frygter for deres liv, handler ikke terroristisk. Det betyder ikke, at man, afhængigt af omstændighederne, ikke kan sige mange andre negative ting om ikke-terroristiske voldshandlinger – f.eks. at de er disproportionale.

Laustsen har selvfølgelig ret i, at grupper, f.eks. Holger Danske gruppen under 2. Verdenskrig, som nogle, f.eks. den daværende tyske besættelsesmagt, kalder ’terrorister’ er grupper, som andre, f.eks. danskerne, kalder frihedskæmpere.

Det er blot irrelevant for terrorismens definerbarhed. For det første er der intet definitorisk i vejen for, at frihedskæmpere kan benytte sig af terroristiske midler. På præcis samme måde viser det ikke, at ’kidnapper’ er udefinerbart, at en kidnapper også kan være en dyreven og af vedkommendes venner bliver kaldt dyreven og af neutrale udenforstående blive kaldt kidnapper.

For det andet er det forhold, Laustsen peger på, ikke særligt for ’terrorisme’. Nogle vil f.eks. sige, at en bestemt politiker er hykler, mens andre vil benægte det. Det viser ikke nødvendigvis, at de forstår noget forskelligt ved ’hykler’. Måske det mest sandsynlige er, at de er uenige om, hvorvidt en given politiker opfylder kriterierne for at være hykler - kriterier som de to talere er enige om, men blot anvender forskelligt i det konkrete tilfælde.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Laustsen har også ret i, at nogle i nogen sammenhænge anvender ’terror’, som om alene ikke-statslige aktører kan udøve terror. Men heller ikke dette kan bruges som argument for terrorismens udefinerbarhed. En sådan brug er opportunistisk, i den forstand at dem, der bruger udtrykket på den måde – eksempelvis til at benægte, at Israel kan udøve terror mod civilbefolkningen i Gaza - ikke ville undlade at kalde Blitzen over London i 1940 og årene frem terrorbombning, selvom den var udført af en stat.

Det er en gængs politisk strategi, at omdefinere begreber lejlighedsvist og opportunistisk, men det bør man ikke tage for pålydende og til indtægt for begrebers konturløse karakter.

Det er også uomtvisteligt, at folk ofte er uenige om, hvorvidt voldshandlinger udgør selvforsvar eller er moralsk forsvarlige. På samme måde er det uomtvisteligt, at folk ofte er utilbøjelige til at kalde voldshandlinger ’terroristiske’, hvis de mener, at de er moralsk forsvarlige selvforsvarshandlinger.

Men dette fortæller os på ingen måde, at ’terror’ ikke er veldefineret. Folk er heller ikke tilbøjelige til at kalde handlinger, som de anser for moralsk velbegrundet selvforsvar, for ’brutale’ eller ’blodige’, men det er blot ikke fordi sådanne handlinger ikke kan være brutale eller blodige. Det afspejler blot, at folk der f.esk. finder, at det udgør en moralsk forsvarlig selvforsvarshandling, når et medlem af YPG i Kobane sprænger sig selv i luften sammen med en række ISIS soldater, hæfter sig ved andre af handlingens egenskaber. Sådanne folk vil naturligvis være anderledes indstillet, hvis en ISIS soldat sprænger sig selv i luften i Kobane med medlemmer af YPG uden de i øvrigt mener, at sådanne handlinger er mindre blodige eller brutale.

LÆS DEBAT

Det er intet i terrorbegrebet, som fortæller os, om en terroristisk handling er moralsk forsvarlig. Og at mene at der findes moralsk forsvarlige terrorhandlinger - som f.eks. mange Amerikanere mener er tilfældet med bombningerne af Hiroshima og Nagasaki i lyset af de endnu større menneskelig tab en fortsættelse af 2. Verdenskrig med konventionelle våben ville have medført - er helt foreneligt med at mene, at terroristiske handlinger alt andet lige er sværere at begrunde end ikke-terroristiske voldshandlinger. Det er også foreneligt med at mene, at terroristiske handlinger i al almindelighed er moralsk forkerte.

Udover, og ikke helt foreneligt med, Laustsens foreløbige karakteristik foreslår han også, at »forstå terror som en strategi - som et middel, der anvendes i forsøget på at vinde eller fastholde den politiske magt.«

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

At tænke terrorisme på denne måde snarere end blot som inkarneret ondskab, mener Laustsen med en vis ret er befordrende for at undgå »et større barbari end det vi vil bekæmpe.«

Det er dog vigtigt at holde fast i, at terrorisme ikke bare er en strategi på linje med f.eks. partiers valgstrategiske optagethed af marginalvælgere.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden