Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: VILLUMSEN JØRN/Politiken-Tegning
Freia Dam
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Danmark er badet i lort, skrald og skodder

En tur til legepladsen kræver et militært overblik for ikke at smøre klapvognens hjul og moderens sko ind i bæ.

Freia Dam
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er et yndigt land. Eller måske var der engang et yndigt land. Uden henkastet affald i skoven, pisgule skodder på gaden og kronisk lort under skoen. Bliver du stødt? Bevares. Men Danmark er blevet mit skraldeland.

Det er jeg virkelig ked af. Og jeg er ærgerlig over den måde, vi behandler vores offentlige rum. Som om den salte østerstrand skriger på vores ispapir og øldåser. De brede bøge forlanger at kunne smykke deres rødder med kondomer og konserves, alt imens hundelorte skal bugte sig i bakke og dale så plastikflaskerne har nogle at danse med. For hvorfor skulle man samle det op? Sådan har der jo altid set ud. Men er det virkelig sådan, gamle Danmark skal bestå?

Det hører heller ikke til sjældenhederne, at mine ellers udmærkede sko får ekstra polstring fra tyggegummi og, hvis jeg er heldig, snotklatter. Irgrønne og nådesløse

En tur til legepladsen med den lille raske svend kræver et militært overblik for ikke at smøre klapvognens hjul og moderens sko ind i bæ. Om det er hund eller menneske svinger alt efter årstid. Værst er dog de mange hundeposer, der ligger gamle og oppustede hen. Spredt ud som små saftige vejbomber.

Klar til at gå af, hvis man et øjeblik troede, at man var i lortefrit farvand og kunne udhvile fra strid. Et sekunds uopmærksomhed kan koste mange hysteriske ryk frem og tilbage i vandpytternes dyb, mens man så inderligt håber, at lorten slipper sit tag inden turen går hjem.

LÆS DEBAT

Når fortovet er zigzagget som et avanceret minefelt og sandkassen venter forude, kommer næste udfordring. Skodderne. 9 millioner af slagsen forlader ifølge Kræftens Bekæmpelse hver dag sin ejermand for at blive trådt ned i græsset, smidt på fortovet eller som jeg tit oplever; gravet ned i sandkassen sammen med brugte bind og bleer. Perfekt størrelse til små babyhænder.

En perfekt stressmagnet for de omkringstående forældre. For selvom jeg som regel når at råbe nogle ukvemsord, fægte med arme og ben og nærmest torpedere ungerne i håbet om at undgå den lille bevægelse fra hånd til mund, så sker det ind imellem alligevel. Ind ryger noget, nogen engang har røget på, skidt eller blødt i. Og nej, man dør ikke af at slikke på en skoddet, halvopløst cigaret, men det er immervæk en smule grænseoverskridende at grave dem ud af en lillebitte mund, der hellere burde spise noget sandkage og savle på en skovl.

Det hører heller ikke til sjældenhederne, at mine ellers udmærkede sko får ekstra polstring fra tyggegummi og hvis jeg er heldig, snotklatter. Irgrønne og nådesløse. Helt oppe fra bihulens allerhelligste kammer. Jeg har faktisk aldrig helt forstået formålet med at spytte og snotte på gaden. Måske fordi jeg aldrig selv har mestret at få det til at flyve derudad, men kun lidt ned ad hagen. Hvorfor oplever jeg hver dag ellers pæne medborgere sidde som dødssyge lamaer og hælde kropsvæske ud af munden? Jeg forstår det ikke.

Jeg ville så gerne gå og nynne i dit hus og hilde hver en danneborger, men jeg er pissesur og vil hellere hvæse mugne eder over den gruppe borgere, der sviner dine smukke flader til

På vej hjem fra legepladsen er det næsten blevet obligatorisk, at ispinde, parkeringsbiletter, flyers, kvitteringer og slikpapir giver de brune, våde hjul noget at rulle sig i. Alene i Københavns Kommune koster det hvert år 210 millioner kroner at samle affald op fra parker og veje. Penge, som kunne bruges på så meget andet. På noget vigtigere og bedre som rent faktisk gav mening. Og som om beløbet ikke var sørgeligt nok i sig selv, så er det også et beløb, der ligger fast, trods de mange målinger der viser, at mængden af affald stiger stødt år efter år.

SE FOTOS

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der vil med andre ord kun blive mere møgbelortet selvom indsatsen er stor. Hvorfor? Fordi lidt skrald her og der åbenbart får dele af samfundet til at slå gnuhjernen til og følge trop. Forklaring? De knuste ruders teori. Den går ud på, at hvis man ikke udskifter en ødelagt rude i en bygning, vil alle ruderne lide samme skæbne inden for kort tid. For hvis ingen viser synderlig interesse for bygningen, så er det jo næsten gratis at at knuse en rude mere.

Det er som om, vores offentlige rum har trukket samme lod. I forvejen smidt lort og gammel lagkage er åbenbart incitament nok til at smide lidt mere. Og det er på trods af, at der ifølge Friluftsrådets undersøgelse fra 2014 var 73 procent af de adspurgte, der følte sig generet af henkastet affald i naturen.

Kære Danmark. Undskyld. Jeg ville så gerne gå og nynne i dit hus og hilde hver en danneborger, men jeg er pissesur og vil hellere hvæse mugne eder over den gruppe borgere, der sviner dine smukke flader til. Du skal bestå, men ikke på en rådden bund af dårlig opdragelse og epidemisk egoisme. Det bliver simpelthen nødt til at stoppe.

Lad 2015 blive året hvor vi atter vågner op og tager et ansvar. Opdrager vores børn og voksne til at putte skraldet i lommen og have modet til at puffe kærligt til dem, der lige glemmer det. Jeg skal personligt gøre mit bedste.

Du er trods alt mit fædreland.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden