»Det var et godt folkemøde, jeg kommer igen næste år, men indrømmet må det være, at det handlede lidt mere om fadøl end politik, men det gør Danmark jo desværre også«.
Sådan afrundede den afdøde konservative jetset-debattør Mads Holger sin legendariske klumme om Folkemødet tilbage i 2013, og konklusionen passer stadig.
Jeg har selv været glad folkemødegænger – for femte år i træk denne weekend – og jeg indrømmer gerne, at begejstringen især kommer af alle de festlige og fornøjelige møder, der foregår over en fadøl eller fem, når dagens mere seriøse program er vel overstået.
Mit indtryk er, at mange deler den begejstring. Og at det måske er den reelle årsag til, at så mange politikere, interesseorganisationer, offentlige institutioner, frivillige foreninger og virksomheder hvert år smider millioner af kroner efter fire dages lejrtur til Bornholm. Selv om jeg elsker Folkemødet, tvivler jeg på, om det overhovedet er så stor en succes, som de fleste gerne vil gøre det til.
Og her henviser jeg ikke til den noget bedagede kritik af, at Folkemødet ikke skulle være folkeligt. Med 100.000 besøgende er der ingen tvivl om, at folket har taget festivallen til sig.
Jeg kan heller ikke rigtigt hidse mig op over, at lobby- og konsulentbranchen fylder en del. Deres aktiviteter er bare mere synlige i Allinge, end de er resten af året.
Min tvivl minder mere om den slags tømmermænd, man har efter en fest, hvor man drak et par sjusser ekstra for at gøre det til en nogenlunde tålelig aften. Hvor man vågner op næste dag og tænker, at den halvfesne fest ikke opvejer for det dunkende hoved, man nu må trækkes med. Angeren over, at man gav den lidt for meget gas, uden at der kom det helt store ud af det.
Mit gæt er, at en del rejser hjem fra Allinge med den følelse. Måske også en del flere, end der tør indrømme det.
Hvem skummer fløden på Folkemødet?I 2016 blev der brugt 48 mio. offentlige kroner på Folkemødet. Det er formentlig kun en brøkdel af det samlede budget, der bliver skudt af på solskinsøen. Og hvad kommer der egentlig ud af det?
Over 3.000 arrangementer på fire dage. Et helt uoverskueligt antal små telte, hvor budskabssælgere står klar til at indfange hr. og fru Fjällräven.
Organisationerne kæmper febrilsk om opmærksomheden. Og mange gode debatter og intentioner drukner i mængden af tilbud.
Andre festivaler har typisk en ledelse, der fastlægger en klar profil. Som sammensætter et mangfoldigt program, men samtidig sørger for, at antallet af events er koordineret og afstemt efter publikums størrelse.
Måske trænger demokratifestivalen til en ledelse, der tør luge ud i antallet af arrangementer, og som ikke opkræver tusindvis af kroner for at være med? I så fald ville festen måske blive så god, at man ikke behøver tage hjem søndag med unødige Folkemøde-tømmermænd.
fortsæt med at læse
