En tilbagevendende kritik af forslag om religionsneutrale tiltag er, at de vil transformere det danske samfund til en grå, forskelsløs monolit, i sammenligning med hvilken det gamle DDR var et regnbuefarvet paradis.
Således har kirkeredaktør på Kristeligt Dagblad Anders Ellebæk Madsen kaldt indførelsen af religionsneutrale rum på nye hospitaler for ’drømmen om en farveløs mos’.
Chefredaktør på Berlingske Tom Jensen har øjensynligt fået kognitivt kraniebrud, da han læste undertegnedes forslag til en religionsneutral stat:
»Så er Danmark grundrenset for kristendom, og vi står på neutral grund, hvor intet betyder noget særligt, hvor alt er lige gyldigt, hvor enhver særegenhed er udvisket. Vi er på den bare mark hvor alt, der stak op, ud eller frem er pløjet ned.«
Hvad er substansen i denne kritik af religionsneutralitet? I omegnen af nul. Derimod scorer Madsen og Jensen topkarakterer i retorisk afsporing af en overordentlig væsentlig debat om Danmarks fremtid.
LÆS DEBAT
Faktum er, at indførelse af religionsneutralitet på ingen måde indebærer en ophævelse af religiøse forskelle.
Tværtimod vil det sikre, at tilhængere af forskellige religioner i Danmark får en ordentlig og ligeværdig behandling af staten. Religionsneutralitet er altså i nok så høj grad ensbetydende med statslig respekt for religiøse forskelle.
Religionsneutralitet indebærer heller ikke en udryddelse af kristendommen – eller nogen anden religion for den sags skyld.
Efter min og andres opfattelse skal folk selvfølgelig fortsat have lov til at være religiøse, herunder f.eks. fejre religiøse fester i det offentlige rum og bære religiøse symboler i uddannelsessystemet, når blot fagligheden er uangribelig.
Religionsneutralitet skal blot sikre, at staten så vidt muligt behandler religioner på ensartet måde, ligesom staten i dag så vidt muligt behandler politiske partier, mænd og kvinder, sorte og hvide, homoseksuelle og heteroseksuelle på ensartet måde.
Det indebærer selvfølgelig, at den lutherske folkekirke mister sin statslige særstatus, men det indebærer ikke en nedlæggelse af folkekirken. Den vil eksistere som flertallets kirke, så længe flertallet vil engagere sig i den.
Med indførelsen af religionsneutralitet er alle tværkulturelle problemer naturligvis ikke løst ved et trylleslag. Der vil formentlig altid eksistere skikke, der har negative konsekvenser, både når de er tilladte, og når de er forbudte.
Kort sagt:
En religionsneutral stat vil hverken privilegere én religion på bekostning af andre eller på totalitær vis forbyde religion. Tværtimod vil den inden for videnskabens, lovens og menneskerettighedernes rammer sikre de bedste muligheder for religiøs såvel som ikke-religiøs mangfoldighed og forskellighed.
LÆS DEBAT
Dette kan øjensynligt være svært at forstå, når man som svoren tilhænger af den statsfavoriserede folkekirke er vant til at blive forkælet. Ligesom det tidligere var svært for konger og adel at forstå, da nogle begyndte at tale om folkestyre.
I øvrigt er fromme kristnes krav om, at vi skal respektere vor kristne kulturarv, og at en majoritet af danskerne er medlem af folkekirken, udtryk for et himmelspir af dobbeltmoral.
Kristne missionærer og kolonisatorer har nemlig gerne udvist det stik modsatte: En eklatant mangel på respekt, når de er kommet til fremmede lande med ældgamle, ikke-kristne traditioner, og hvor ikke en eneste var kristen.
Så har en bestemt ting ofte haft topprioritet: At udrydde de ældgamle, ikke-kristne traditioner og omvende befolkningen til kristendommen.
Når kristne derimod først har erobret magten, har sagen stillet sig noget anderledes.
Så er det en indlysende fornuftssandhed, at alle andre skal respektere dem. Så er det en indlysende fornuftssandhed, at alt andet end en udtalt favorisering af deres religion fører til et trøstesløst kaos.
Skriv kommentar