Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning. Per Marquard Otzen

Tegning. Per Marquard Otzen

Jens-André Herbener
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvis Jesus aldrig havde levet - så havde islam næppe eksisteret

Jøderne havde formentlig haft det lettere, islam havde næppe eksisteret, og verden havde været et langt mere tolerant sted, hvis ikke Jesus var blevet mytologiseret efter sin død. Her følger en kontrafaktisk påskeprædiken.

Jens-André Herbener
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I påsken fejrer kristne som bekendt Jesus’ opstandelse fra de døde – eller gør de?

Det er ikke længe siden, at sognepræst Per Ramsdal vakte opstandelse i folkekirken ved at benægte Jesus’ opstandelse. For rettroende kristne var Ramsdals udtalelse farlig vantro, og derfor fik han en syngende kirkelussing.

For talrige andre er det imidlertid oplagt, at Jesus’ opstandelse er en myte på lige fod med Guds skabelse af verden på seks dage. Faktisk har der længe været et klart flertal af danskere, der ikke tror på opstandelsen, et af kirkens grunddogmer.

I det følgende vil vi gå et skridt videre end Ramsdal og andre kættere og forsøgsvis skrive den kristne frelser helt ud af verdenshistoriens annaler. Tænk, hvis Jesus aldrig havde levet (eller ikke var blevet mytologiseret efter sin død), og kristendommen aldrig var blevet til? Hvordan ville de sidste to tusind år så have taget sig ud? Bedre, værre eller blot anderledes?

For det første er det temmelig sandsynligt, at verden ville have været et religiøst langt mere tolerant og pluralistisk sted.

Sagen er, at det var kristendommens universelle sandhedsmonopol, der for alvor introducerede religiøs intolerance i verdenshistorien. Det har den gjort, dels i form af en målrettet og langvarig bekæmpelse af alle religioner på Jorden til fordel for én, nemlig sig selv, dels internt i form af en målrettet og langvarig bekæmpelse af ’afvigende’ former af kristendom. Altså religiøs imperialisme udadtil og religiøs ortodoksi og kætterforfølgelse indadtil.

Dermed ikke sagt, at kirken opfandt religiøs intolerance. Men de tidligere eksempler på det var gerne betinget af sociale, politiske og moralske forhold, kun i mindre grad af religiøse, og de var kun af lokalt omfang. Desuden var de sjældne. Dermed adskilte de sig fra den universelle målsætning om bekæmpelse af alle andre religioner, som man historisk for første gang ser det med kristendommens fremkomst.

Faktum er, at verden inden kristendommens fremkomst ofte var kendetegnet af en multispraglet kulturel tolerance og mangfoldighed. Og folks guder var mange steder lige så løsslupne som menneskene selv. Ortodoksi var normalt en by i en fjern galakse.

I det 4. århundrede foretog kirken et skelsættende hamskifte. Her gik den fra at være forfulgt til at være forfølger. Da den indgik politisk alliance med Romerriget, erklæredes alle polyteistiske religioner uforsonlig krig. I 392 blev ’hedningernes’ kult forbudt. I 435 blev der indført dødsstraf for at praktisere den. Man lå her på linje med Islamisk Stats kulturmassakrer anno 2015:

»Vi befaler, at alle deres helligdomme, templer og kultsteder, hvis nogen altså er tilbage i hel stand, skal destrueres på ordre af øvrighedspersonerne, og at de skal renses ved rejsningen af et tegn [kors] på vor ærværdige kristne religion. Alle skal vide, at hvis det skulle vise sig ... at nogen har hånet denne lov, skal de straffes med døden« ( Codex Theodosianus).

Konkret smadrede kristne fanatikere et utal af ’hedenske’ statuer, gudefigurer, templer, hellige træer, lunde og uerstattelige skrifter i Europa, Nordafrika og Lilleasien.

Da kristne missionærer og kolonisatorer begyndte at rejse til andre verdensdele, gik det sjældent bedre. Tværtimod. I talrige tilfælde fik indfødte folkeslag knust deres ældgamle levevis.

Det har ikke blot været ensbetydende med et hav af menneskelige, men også kulturelle og økologiske katastrofer og tragedier verden over.

Hvis kristendommen aldrig havde eksisteret, havde jøderne givetvis også haft det lettere. Måske endda meget lettere.

Ganske vist kender man til jødehad i førkristen tid, men da kristendommen kommer til magten i senantikken og i særdeleshed fra højmiddelalderen, kommer det for alvor op i omdrejninger. Og den antisemitisme, der førte til holocaust i det 20. århundrede, havde næppe været mulig uden den årtusindgamle kristne antijudaisme, der var gået forud.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Uden kristendom havde islam i øvrigt næppe eksisteret. For islam repræsenterer på mange måder en religionshistorisk hybrid mellem jødedom og kristendom. Og uden de to universalistiske monoteistiske religioner havde verden været forskånet for korstogenes hellige voldsorgier.

Desuden havde synet på sex formentlig været langt mere afslappet uden kristendommen. Da den kom frem, blev ikke-ægteskabelig sex fordømt som synd, og de fallosfigurer og den homosex og pornografi, der var udbredt i den græsk-romerske verden, blev dæmoniseret.

Alt i alt har talløse kristne ført sig frem som selvglade imperialister verden over i mange, mange århundreder. Først da kristendommen begyndte at blive trængt i defensiven i oplysningstidens Europa, begyndte det at lysne igen.

Indebærer alt dette, at førkristne kulturer var jordiske paradiser, og at kristne kulturer i lange tider var det modsatte? Nej. Faktisk har kristendom bragt flere rosværdige forhold med sig, f.eks. afskaffelse af menneskeofringer og drab på uønskede spædbørn, udbredelse af fattighjælp og hospitalsvæsen, uddeling af nødhjælp m.m.

At verden ikke er sort-hvid, at der findes vold i alle kulturer osv., er imidlertid langtfra ensbetydende med, at alle religioner er lige tolerante. Og kristendom er utvivlsomt den religion, der har været instrumental i flest kulturdrab og mest ødelæggelse og intolerance i øvrigt i verdenshistorien.

Men kan vi overhovedet være sikre på, at det ville være gået bedre, hvis kristendommen aldrig havde set dagens lys? Nej, det kan vi ikke. Der kunne jo være kommet noget lignende i stedet.

Der findes imidlertid ingen guddommelig prædestination eller historisk nødvendighed, der siger, at dét ville være sket. Historien er et resultat af et ocean af menneskelige valg og ikkemenneskelige forhold, som kunne være faldet anderledes ud, end de gjorde. Med undertiden titaniske konsekvenser til følge. Ja, tænk, hvis Hitler var blevet skudt i 1916? Eller hvis Paulus var forblevet en lovtro farisæer?

Faktum er, at verden inden kristendommens fremkomst ofte var kendetegnet af en multispraglet kulturel tolerance og mangfoldighed. Og folks guder var mange steder lige så løsslupne som menneskene selv. Ortodoksi var normalt en by i en fjern galakse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Faktum er tillige, at kristendommens udbredelse indebar et afgørende sporskifte – og det var som påvist på vigtige områder til det værre. Ud med den lystige naturgud Pan. Ind med den almægtige, dømmesyge Gud.

Faktum er endelig – apropos påskehøjtiden – at der ikke findes skyggen af bevis for Jesus’ opstandelse og evigt liv. Derimod findes der klippefaste beviser for den død, som kristne i ensretningens navn har ført med sig verden over.

Måske vi bør tænke os om, inden vi næste gang ønsker hinanden ’god påske’.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden