Den afdøde københavnske socialdemokratiske overborgmester H.P. Sørensen udtalte engang, at »når der brænder et lokum i byen, så kan man være helt sikker på, at der sidder en socialdemokrat på det«. Det er der nok mange socialdemokrater, der kan relatere sig til i disse dage, hvor målingerne gør mere nas end nogensinde, og diskussionerne om regeringens reformprogram er størst. Da vælgerne i september sidste år sammensatte Folketinget, gjorde de det på den absolut mest besværlige måde. Det skal man ikke græde snot over, men bare konstatere. Det borgerlige (godt hjulpet på vej af Enhedslisten) spin om de mange løftebrud har tæret på mit parti. Det er lykkedes dem alt for godt at skabe en kunstig fortælling om, hvad denne regering burde være i stand til. Jeg er blandt andet en af dem, der i tide og utide har krævet en mere hårdfør ideologisk kurs fra regeringen i den politik, der skal føres efter krisen. Det, vi alle sammen imidlertid har glemt, er, at Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten tilsammen fik 40,7 procent af stemmerne ved sidste valg. Egentlig en ret banal konstatering, men faktum er, at der på valgdagen ikke var opbakning til en entydig socialdemokratisk krisepolitik. Med andre ord: Vi vandt ikke valget 15. september 2011.
Alle i Danmark har en holdning til Socialdemokratiet og til, hvordan det socialdemokratiske projekt bør se ud. Alle lige fra Johanne Schmidt-Nielsen til Pia Kjærsgaard påberåber sig retten til at udlægge, hvad der er de sande socialdemokratiske værdier. Man kan midt i denne, for mit parti, svære krise vælge at gøre to ting.
