Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Mette Dreyer (arkiv)

Tegning: Mette Dreyer (arkiv)

Jakob Olrik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Angsten for svaghed er blevet en kronisk folkesygdom

Alt, hvad der hedder svaghed, skal i dag gemmes af vejen. Hvorfor dog?

Jakob Olrik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg må smågrine, når jeg læser en af tidens mange stillingsannoncer, der efterlyser en robust medarbejder. Hvorfor skal man være robust for at være på jeres arbejdsplads? Er det så forfærdelig og nedslidende en arbejdsplads, at almindelig følsomme mennesker ikke vil kunne holde til at være der?

Eller er det fordi, I bare ikke ønsker ansatte med for tydelige svage sider, at I nævner ordet 'robust'? Sådan er det nu. Det er in at være robust og yt at være svag. Vi skal være stærke vindere med succes.

Vi er blevet sygeligt bange for at tabe spillet, falde udenfor og ende som forhutlede hjemløse, bistandsmodtagere, fattigrøve, flygtninge og psykisk syge - dem ingen kan lide.

Det gælder om at være stærk. Og om ikke andet så fremstå stærk. Vi lægger gladelig billeder ud på Facebook af det proteinpulver, vi indtager nede i fitnesscenteret, men vi viser dæleme ikke de lykkepiller, vi sluger hver morgen.

INTERVIEW

Vi fremviser stolt diplomet fra vores sidste triatlon, men gemmer lægeerklæringen af vejen, der fortæller, at vi lider af dyb depression. Vi fortæller alle, at vores datter har fået 12, men ikke at selvsamme datter ligger og stikker fingrene i halsen for at brække alt op, hvad hun spiser.

Vi mennesker er jo bare bittesmå, og livet er stort

Vi viser billeder af vores glade børn, men fortæller ikke, at vi har en krig kørende i Statsamtet med børnenes mor eller far. Vi fortæller anekdoter fra håndlæsere eller wellness-steder, men snakker ikke om den angst-selvhjælpsgruppe, vi ses med på psykologcenteret.

Vi udvælger et par småsvagheder vi kan joke lidt med: 'ih, jeg kan ikke finde ud af at lave mad, det brænder altid på, hihihi'. Det er til at rumme. Dé svagheder kan vi snakke om, for de er ikke farlige. Det er de store følelser, der er rigtig 'farlige'. Men hvorfor?

Vi er jo skabt til at kunne rumme både smerte og lykke. Og det er, hvad vi alle oplever: Smerte og lykke. Hvorfor skal det ene udbasuneres, og det andet forties og gemmes af vejen? Hvorfor er det stadig tabu i familien at have angst, depression, OCD, alkoholmisbrug, spiseforstyrrelse eller selvmordstanker? Det er jo dét, vi lider af!

I hver eneste familie florerer de sårbare følelser. Men det snakker vi ikke højt om. Og dét synes jeg, er uhyggeligt. For hvorfor skal hende med angst ikke have et ekstra langt knus? Hvorfor skal ham med depression ikke have ekstra lyttetid? Hvorfor skal svagheden ignoreres og tabuiseres?

Det er omsorg, ømhed, kærlighed, der kan opløse alle de følelser, der (uden kærlighed) ryger ud af form og bliver til destruktion.

De mennesker, der beder om hjælp, bliver set på som besmittede dyr, der skal tage sig sammen og gøre noget ved tingene

Vi mennesker er jo bare bittesmå, og livet er stort. Vi kan dø når som helst, knække sammen, miste os selv, miste hinanden, miste hele lortet! Intet er sikkert. Heller ikke de 'robuste' sind. Vi har alle sammen svagheder. Så hvorfor må der ikke være plads til svaghed i vores lykkelige samfund?

Da min søster døde for 6 år siden, oplevede jeg, at mange støttede op om afskedsceremonien. De trøstede og støttede, og gav svagheden plads. Men en uge efter, var det som om, det hele var glemt. Ingen spurgte mere til min søster. Det er for følsomt et emne, og de færreste ønsker at ribbe op i sorgen.

Men det er sgu hårdt at undertrykke følelser i længden. Følelserne bliver forkvaklede, og det skræmmer os, og så har vi endnu mere at skjule! Shit.

De mennesker, der beder om hjælp, bliver set på som besmittede dyr, der skal tage sig sammen og gøre noget ved tingene. Men måske er det lige omvendt: Måske er det os, der skal tage os sammen, og være noget for dem?

Der er masser af gode oplevelser i kriser og i smertefulde følelser. Det er her, vi oplever ydmyghed, taknemmelighed, livets betydning, åbenhed og samhørighed. Vi oplever en følsomhed over for det at være menneske. Og det er slet ikke så farligt. Lad os nu bare rumme hele svineriet. Give plads til at være os. Græde og grine. Og være dem vi er. Ellers bliver vi da først rigtig syge i bøtten.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden