Teksten er skrevet i samarbejde med mine politisk ordfører-kollegaer Sofie Carsten Nielsen (RV) og Magnus Heunicke (S) og bragt i avisen i mandags.
Vi kender det - desværre - alt for godt: Historierne om danske virksomheder, der lukker og slukker. Fabrikslokaler, der står tomme hen. Mennesker, der altid har passet deres arbejde og holdt igen med lønkravene, men som nu alligevel må udfylde en dagpengeblanket i stedet for at få en lønseddel. Og vi hører de samme forklaringer igen og igen. Mange produktionsvirksomheder er presset af hård konkurrence og lave priser. Derfor har de lagt plusser og minusser sammen. På plussiden en veluddannet, stabil og fleksibel arbejdskraft. God infrastruktur. En effektiv offentlig sektor uden korruption. Investeringer i forskning og udvikling. Det er alle forhold, som betyder meget for virksomhederne. Og det er forhold, regeringen arbejder intenst med at forbedre. Men på minussiden er også et højt niveau af skatter og afgifter. Det må vi forholde os til. Danmark bliver ikke et rigere samfund af, at vi kaster os ud i en global konkurrence om de laveste skatter. Men de betingelser indgår selvfølgelig også, når virksomhederne gør regnestykket op. Og for ofte falder det regnestykke ikke ud til fordel for Danmark. Konsekvensen kan mærkes. Arbejdspladser i produktionen og industrien flytter ud af landet. Ikke til den anden ende af jordkloden, men til vores nabolande. Udviklingen skaber utryghed i danske familier. Bekymring. Har jeg et job at stå op til i morgen? Næste år? Hvordan kan vi betale for huslejen og ungernes fodboldspil, hvis mor eller far rammes af arbejdsløshed? Det er derfor, vi beholder dankortet i lommen. Selv om mange har fået flere penge ind på kontoen fra januar på grund af skattereformen, og selv om mange har fået udbetalt efterløn, så sparer vi op. Det samme gælder virksomhederne. De tøver med at investere. Venter med at ansætte flere. Hvad bringer fremtiden? For den enkelte familie eller virksomhed er det selvfølgelig en forståelig reaktion. Men for samfundet betyder det, at økonomien står stille. Når alle venter på alle, sker der ikke noget. Danmark kan ikke vende verdensøkonomien alene, men vi kan ruste os til fremtiden. Og vi har brug for at få troen på fremtiden tilbage. Det kan vi politikere bedst bidrage til ved at gå grundigt til værks. Ved systematisk at justere på de skruer, der har konkret betydning i bestyrelseslokalerne, når det vigtige regnestykke skal gøres op: Kan det betale sig at fastholde arbejdspladser i Danmark? Det er derfor, regeringen har fremlagt en vækstplan for Danmark. Den handler først som sidst om arbejdspladser. Hvordan vi fastholder dem, vi har. Og hvordan vi skaber flere.
