Statsministerens fyring af Birthe Rønn og hans løfte om en uvildig undersøgelse af sagen om de statsløse er en sejr for det danske folkestyre og den kritiske offentlighed. Lars Løkkes beslutninger kommer ikke ud af ingenting. De er resultatet af dygtigt og vedholdende arbejde fra kritiske journalister og oppositionen i Folketinget. For når Rønn nu i en redegørelse har svaret på nogle af de spørgsmål, som hun for blot få uger siden nægtede at besvare - da hun demonstrativt slukkede for mikrofonen under det samråd, jeg havde indkaldt - er det alene på grund af det pres, som den demokratiske offentlighed har skabt. Rent faktisk burde Rønn have informeret os om ulovlighederne helt tilbage i august 2008, hvor hun (tilsyneladende) første gang blev gjort opmærksom på ulovlighederne af sine embedsmænd. Men frem for at orientere Folketinget valgte ministeren at give direkte ordre til at fortsætte ulovlighederne. Og derudover at gøre alt, hvad hun overhovedet kunne, for at pressen og Folketingets medlemmer ikke skulle opdage noget som helst. At vi nu endelig får kastet lys over sagen sker altså på trods af Birthe Rønn. Uanset politisk ståsted bør alle være glade for, at vi i Danmark har en kritisk offentlighed, der kan presse en til enhver tid siddende regering. Men regeringens problemer bunder ikke "bare" i denne sag om konventionsbrud og en magtarrogant minister. Problemerne stikker lagt dybere. Bindemidlet i den blå-sorte alliance Statsløse-sagen er et produkt af de seneste ti års tætte kinddans mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Man kan faktisk sige, at både ulovlighederne og fyringen af Birthe Rønn er en direkte konsekvens af den blå-sorte alliances indre dynamik. Bindemidlet og forudsætningen for alliancen mellem Pia Kjærsgaards tropper og Fogh/Løkke har været regeringens parathed til igen og igen at give Dansk Folkeparti indrømmelser på udlændingeområdet. Hver eneste finanslov har været pyntet med nye stramninger. Og både Fogh og Løkke har givet Dansk Folkeparti lov til at sidde på skødet af skiftende integrationsministre. Venstre og de Konservative har på ingen måde været modvillig. Og det er der to årsager til: For det første var regeringen helt klar over, at de konstante stramninger var en forudsætning for de borgerliges flertal. Og for det andet har regeringen haft en kynisk interesse i at fastholde fokus på det udlændingeområde, der har haft så afgørende betydning for deres seneste valgsejre. Så længe der blev diskuteret burkaer og badeforhæng, så slap regeringen for at blive stillet til ansvar for fyringer på vores sygehuse, nedskæringer i folkeskolen eller forringelser af ældreplejen. For slet ikke at tale om de ufinansierede skattelettelser, der er hovedårsagen til, at vi i dag står med et kæmpe hul i kassen. Strømmen af nye stramninger har systematisk ført Danmark på kollisions-kurs med de internationale aftaler som vi - ganske frivilligt - har tilsluttet os. Det så vi i forbindelse med sagen om Metock-dommen og senest i forbindelse med Danmarks udvisninger af asylansøgere til Grækenland. Udvisninger, der efterfølgende blev kendt ulovlige ved den europæiske menneskerettighedsdomstol. På trods af adskillige advarsler fra blandt andet FN og diverse menneskerettighedsorganisationer fastholdt Birthe Rønn retten til at udsende asylansøgere til Grækenland helt frem til den dag, hvor dommen faldt. Samtlige kritikere blev arrogant stemplet som utroværdige. Det siger nærmest sig selv, at Danmark har bevæget sig tættere og tættere hen imod konventionsbrud ved igen og igen at stramme udlændingelovgivningen. Og nu kan vi altså helt entydigt konkludere, at vi i hvert fald i tilfældet med de statsløse palæstinensere er kommet langt ud over kanten. Slutter ikke med Rønn Af den grund er det også klart, at regeringens problemer ikke slutter med Rønns afgang. For der er næppe nogen, der forestiller sig, at Pia Kjærsgaard og co. vil acceptere, at vi (for længst!) har nået grænsen - og dernæst høfligt indstille kravene om nye udlændingestramninger. Sagen om Rønn og de unge statsløse er kun et symptom på det grundlæggende politiske forfald, som er kernen i de sidste ti års blå-sorte samarbejde. Det er Dansk Folkepartis sejrsgang, der er grundlaget for Rønns nederlag. (Og den eneste virksomme kur mod ti års blå-sort elendighed er et snarligt valg, et nyt regeringsflertal og et stærkt Enhedslisten, der kan trække udlændingepolitikken i en human og værdig retning.)