Jeg havde i dag denne klumme i Politiken, som reaktion på de seneste ugers efter min mening noget forskruede debat: Revolverlogik og Bush’isme Den danske ambassade i Islamabad har været udsat for et terrorangreb. Spandevis af politikere kappes om hvem der fremstår som Danmarks stærkeste mand. Enhver diskussion af den danske udenrigspolitik kategoriseres som landsforræderiske knæfald for terrorismen. Bush-logikken er for alvor slået igennem på Christiansborg: Enten er I med os, eller også er I imod os. Hovedargumentet mod kritik af den såkaldt aktivistiske udenrigspolitiske linje er, at eventuelle ændringer i strategien – ja selv forsigtige radikale spørgsmålstegn – vil blive opfattet som en sejr til terroristerne. Men hvem er det, der vinder, hvis vi lader et terrorangreb begrænse den danske debat? Skal vi blindt følge i røven på Bush, lukke øjnene for konsekvenserne og være fuldstændig ligeglade med, om strategien rent faktisk virker eller ej? Aldrig i livet. Derudover er det en gang hyklerisk sammenkog af retorik og plattenslageri, når Fogh plus efterabere hævder, at terrorangreb ikke skal have lov til at influere på den førte politik. Siden 11. september 2001 er terrorpakke efter terrorpakke blevet vedtaget med henvisning til eventuelle angreb – og med betragtelige indgreb i retssikkerheden samt massiv overvågning af befolkningen til følge. Man har sågar indledt en ulovlig angrebskrig i Irak på baggrund af falske oplysninger. Flere terrorister Alle kan være enige om, at terrorisme skal bekæmpes. Det relevante spørgsmål er, hvordan vi bekæmper terrorismen bedst. Efter syv år med ”aktivistisk udenrigspolitik” må man spørge sig selv: Er der kommet færre eller flere terrorister som følge af krigene i Irak og Afghanistan? Intet tyder på, at der er færre. Og oven i hatten er risikoen for potentielle terrorangreb her i Danmark steget betydeligt. Regeringens strategi fungerer altså ikke. Tværtimod. Alligevel holdes der pt. danmarksmesterskab på Borgen i kategorien: hvem kan lukke øjne og ører bedst og holde stædigst fast i, at vi er på rette vej. Khader har meldt ud, at kampen mod den islamistiske terrorisme vil blive lang og blodig. Selv folkesocialisten Søvndal er hoppet med på vognen: Det er ikke tid til diskussion – nu må nationen stå sammen. Det er en illusion at tro, at al terrorisme kan afskaffes. Men vi kan forsøge at begrænse antallet af mennesker, der er villige til at sprænge sig selv i luften. Indsatsen skal rettes mod rekrutteringsgrundlaget. Opgør med dobbeltmoral Her kunne et opgør med vestens dobbelte standarder være et passende sted at starte. Hver gang vi lukker øjnene for retsløsheden på Guantánamo eller for Israels besættelse af de palæstinensiske områder, giver vi terroristerne et kort på hånden i kampen om rekrutterne. Mere langsigtet må der sættes meget hårdere ind mod den massive fattigdom, der præger store dele af verden. Alle ved, at elendighed giver ekstremister gode vilkår. Derfor er det i parentes bemærket en katastrofe, at EU-landenes samlede udviklingsbistand er faldende, og at ulandene gennem uretfærdige handelsaftaler holdes nede i fattigdom. Og til sidst: Det er ærlig talt på tide, at der gøres op med den hjemlige debat, hvor mistænkeliggørelse og hetz mod et bestemt mindretal er blevet en folkesport for politikere. Muhammed-krisen viser klokkeklart, at indenrigspolitisk populisme kan få store konsekvenser for opfattelsen af Danmark ude i verden. Hvis den onde globale cirkel af terror og vestlig revolverlogik skal brydes, er der brug for diskussion af en ny og reel udenrigspolitisk aktivisme – ikke for borgfred og Bush’isme.