Money Money MoneySå er jeg tilbage på bloggen – tak til jer der over sommeren har efterlyst nye indlæg.

Mit første indlæg handler om penge og politik. Har pengepungens tykkelse indflydelse på borgernes politiske indflydelse, og lader partierne sig påvirke af deres økonomiske donorer. Værsgo: Ny Alliance har over sommeren (igen) lagt en ny politisk linje frem og er trådt i karakter som et ultraliberalistisk parti. Flad skat, nedskæringer i velfærden, mere frihed til virksomheder og dårligere adgang til sociale ydelser står nu øverst på partiets dagsorden. Selvom de stadige skift i politiske udmeldinger (kombineret med partiets personfnidder) måske nok har en vis underholdningsværdi, er det faktisk temmelig skræmmende, at man i ramme alvor kan fremlægge en politik, der vil lave en økonomisk blodtransfusion fra samfundets fattigste til dem, der i forvejen har aller mest. Heldigvis tyder de første meningsmålinger da heller ikke på, at sådanne holdninger har nogen gang på jorden i en dansk sammenhæng. Stor pengepung gir’ stor stemmeseddel? Bemærkelsesværdigt er det også, at den stadig mere snævre alliances nye politiske udspil er udsendt samtidig med, at Saxo-banks direktør Lars Sejer Christensen indtrådte i partiet. Partiledelsen udtalte i den forbindelse, at han skal ”involveres dybt” i den konkrete udformning af den nye politik. Samme Sejer Christensen er med sin bank en af Ny Alliances største økonomiske donorer. Og her er det så, at man må spørge sig selv, om det ikke er problematisk at lade økonomiske donorer, som NA er afhængige af for at overleve, få afgørende indflydelse på partiets politik? Er der ikke en potentiel risiko for, at NA’s afhængighed af Saxo-banks økonomiske støtte vil betyde, at Lars Sejer Rasmussen kan få væsentlig større indflydelse på partiets politik, end andre af partiets menige medlemmer? Og er det ikke i særlig grad problematisk, at Lars Sejer Christensens egen private økonomi uden tvivl vil få et enormt boost på bundlinjen, hvis Ny Alliances yderligtgående erhvervsvenlige politik blev virkeliggjort? Sat på spidsen: Er det demokratisk, hvis man kan ”købe” et lille parti i økonomiske vanskeligheder til at føre en politik, der gavner ens egne egoistiske økonomiske interesser? Mærsk belønner velgørere Spørgsmålet om økonomiske donorers politiske indflydelse begrænser sig bestemt ikke til Ny Alliance. Et andet tilfælde der er værd at overveje handler om Nordsøolie-aftalen. I 2003 indgik regeringen sammen med Dansk Folkeparti og de Radikale en aftale med en række private selskaber om fordelingen af afkastet af Nordsøolien. Aftalen var en ren foræring til selskaberne. Det der stinker er, at aftalepartierne (V, K, DF og R) efter at de indgik aftalen, i følge partiernes egne regnskaber, har modtaget partistøtte fra AP-Møller/Mærsk – et af de selskaber der tjente absolut mest på Nordsø-aftalen. Vi kender ikke beløbenes størrelser, for det er partierne ikke tvunget til at oplyse. Det kan være mange penge for partierne, mens det formentlig drejer sig om småpenge for selskabet i sammenligning med de enorme ekstraprofitter som selskabets siden har hentet hjem. Genforhandling og gråzoner Enhedslisten har siden forsøgt, at få genforhandlet aftalen, der i takt med olieprisernes himmelflugt er blevet mere og mere absurd, men aftalepartierne er modstandere af en genforhandling. Igen må man spørge sig selv, om partierne, når de afviser en genforhandling, som kunne føre milliarder fra selskabernes lommer over i offentlig velfærd, er helt upåvirkede af den økonomiske støtte som de modtager fra f.eks. A.P. Møller-Mærsk? Og spillede muligheden for økonomisk støtte fra Danmarks største virksomhed mon en rolle da aftalerne blev forhandlet? Begge de omtalte tilfælde er to ud af utallige eksempler på gråzoner, hvor der sker en (for mig at se) uheldig sammenblanding af personlige erhvervsinteresser og politik. Særligt de borgerlige partier modtager ifølge deres regnskaber støtte fra en lang række førende danske virksomheder. Det er naturligvis en mulighed, at partierne er total upåvirkede af deres økonomiske donorers interesser – men alene mistanken om det modsatte gør situationen værd at overveje. Hvad så med Fagbevægelsen? Når kritikken af erhvervsstøtten til de borgerlige partier rejses, peger de borgerlige partier ofte på, at de såkaldte arbejderpartier modtager støtte fra fagbevægelsen. Men det kan efter min mening ikke helt sammenlignes. Fagbevægelsens ledere som bevilger pengene har ikke en personlig økonomisk interesse i en bestemt politik. Her drejer det sig om at fremme interesser for den største befolkningsgruppe: Lønmodtagerne. Desuden er fagbevægelsens partistøtte i de seneste år blevet voldsomt reduceret, hvilket har skævvredet de politiske blokkes økonomiske muligheder markant. Der er en væsentlig og voksende forskel på henholdsvis rød og blå bloks samlede valgbudgetter. Der er selvfølgelig ikke nogen garanti for, at antallet af annoncer, valgplakater, radiospots og busreklamer har nogen indflydelse på valgdagen, men på den anden side; hvis ikke disse værktøjer virkede, ville partierne vel næppe bruge millioner af kroner på dem. Vi står altså med to demokratiske problemer. For det første en stadig større økonomisk skævhed mellem højre og venstre side i dansk politik, og for det andet den i hvert fald hypotetiske indflydelse, som store pengestærke selskaber eller enkeltpersoner kan få i politik. Amerikanske standarder og tykke pengepunge USA er et skræk-eksempel på et politisk system, hvor pengepungen spiller en alt for stor rolle. Ingen præsident, guvernør eller kongresmedlem kan blive valgt uden at have stærke økonomiske donorer i ryggen, og selv det at fremsætte et lovforslag kræver pengestærke ”sponsors” til lobbyarbejde mv. Det betyder at partierne ofte konkurrerer om at have den mest erhvervsvenlige politik. Det er også gang på gang blevet afsløret hvordan Bush-regeringen har haft overordentligt svært ved at adskille politik og privatøkonomi. Så langt er Danmark heldigvis ikke kommet endnu, men der er uden tvivl brug for en principiel debat om demokrati, partistøtte og private interesser. Det mest radikale forslag er simpelthen at forbyde økonomiske donationer over en vis størrelse fra enkeltpersoner eller virksomheder – for at sikre at partierne ikke er afhængige af private interesser. Man kunne også overveje en offentlig udligningsordning der sikrede økonomisk fairplay – så partierne fik støtte i forhold til størrelse. Og i første omgang ville det klæde ethvert partis budget, hvis det blev gjort offentligt tilgængeligt, hvor store beløb de modtog fra f.eks. A.P. Møller Mærsk. Vi kan vel alle være enige om, at demokratisk indflydelse ikke må afhænge af pengepungens tykkelse - ikke? Jeg er i disse uger på "turné" rundt på landets gymnasier og tekniske skoler for at snakke med eleverne og få idéer og indtryk til mit politiske arbejde. Men bloggen vil ikke ligge stille af den grund.

/Johanne