Jeg har i dag denne klumme i en lidt kortere version i papirudgaven af Politiken. Den er et svar på et indlæg fra Politikens Per Michael Jespersen . Men jeg synes også, at I skulle have mulighed for at debattere det her på siden.
/Johanne.

Til kamp mod krævementaliteten - der hvor den stortrives

Jeg hoppede ikke just af glæde, da jeg forleden morgen kunne læse på forsiden af flere aviser, at vores nye Socialminister blæser til kamp mod krævementaliteten. Bevares, visse steder i samfundet stortrives krævementaliteten - bankerne er et glimrende eksempel. Men det er hverken bankerne, overbetalingen af olieselskaberne i Nordsøen eller for den sags skyld politikernes lukrative pensionsordninger, den socialdemokratiske minister går efter. Faktisk er det lidt uklart, hvem det ifølge Hækkerup er, der fokuserer for meget på ret og for lidt på pligt. Men én gruppe blev nævnt: de arbejdsløse. Min manglende begejstring over ministerens opråb, faldt Politikens Per Michael Jespersen for brystet. Han mener (1/12), at jeg har misforstået vores velfærdssamfund. Men faktisk er jeg enig i Per Michaels beskrivelse af det unikke i det danske velfærdssamfund. Vores samfundsmodel må aldrig blive noget, vi tager for givet - men derimod noget, vi skal forsvare, værne om og udvikle. Og selvfølgelig skal ret og pligt følges ad. Det siger sig selv. Arbejdsløshed kan ramme os alle Både ministerens og Per Michaels kæder falder imidlertid af, når de udpeger de borgere, der står uden for arbejdsmarkedet, som eksponenter for en særlig krævementalitet. Tusindvis af mennesker har fået en fyreseddel i kølvandet af den økonomiske krise. For størstedelens vedkommende har de passet deres job og betalt deres skat til fællesskabet hele livet. Og kan derfor med al mulig ret forvente at få hjælp af fællesskabet, indtil de finder et nyt arbejde. Såvel arbejdsløshed som sygdom kan ramme os alle. Derfor har vi også alle sammen en interesse i, at der findes et sikkerhedsnet, som griber os, når uheldet er ude. Den forventning er ikke udtryk for krævementalitet, men for et solidarisk fællesskab - altså kernen i det velfærdssamfund, som Per Michael hylder. Tsunami af mistillid I denne uge er den offentlige debat blevet oversvømmet af en tsunami af mistillid til vores arbejdsløse medborgere. En tsunami, Per Michael desværre bidrager til, når han omtaler arbejdsløshed som et "først og fremmest" moralsk problem. Helt ærlig, de færreste vil vel påstå, at det er dårlig moral blandt de arbejdsløse, der er årsag til Danmarks voksende arbejdsløshed? Kontrollen med både de arbejdsløse og de sygemeldte er i forvejen fuldstændig ude af proportioner. Og den har kostet statskassen milliarder af spildte skattekroner. Det altdominerende flertal af arbejdsløse har kun ét ønske, og det er at komme tilbage i arbejde. Uanset hvor meget Karen Hækkerup taler om krævementalitet, og uanset hvor højt Per Michael løfter sin moralske pegefinger, så er der ganske enkelt flere arbejdsløse, end der er ledige job. Løsningen på det problem er hverken mere pisk eller mere mistillid. Løsningen er at skabe flere arbejdspladser - herunder job til de mennesker, der ikke kan yde hundrede procent. Alternativt skal vi blive bedre til at dele det arbejde, der er. At alt for mange borgere, der har langt større problemer end arbejdsløshed, placeres på kontanthjælp i årevis, er en helt anden (og meget vigtig) debat, som jeg ville ønske, vi kunne tage uden at stemple folk som egoistiske "krævere". En ting er sikkert: At der mangler arbejdspladser, er ikke de arbejdsløses skyld. Og vil man finde krævementalitet i det danske samfund, er der bedre steder at lede, end i de arbejdsløses stuer. Enhedslisten har lavet entemaside om arbejdsløshedsdiskussionen.
Hvis du har lyst kan du følge mig på facebook her.