Denne klumme om børnefattigdom var i papiravisen i dag - her til diskussion på bloggen /Johanne Jeg er endnu ikke begyndt på julegaveindkøbene, men ifølge Nordea vil den gennemsnitlige dansker bruge 3.000 kroner på julegaver i år. En socialarbejder fortalte mig forleden om en enlig mor. Når husleje og andre faste udgifter er betalt, har hun 1.100 kroner tilbage til mad, tøj og alt, hvad der ellers skal til for at føre en normal tilværelse - hendes julegavebudget ser altså væsentlig anderledes ud end gennemsnittets. I går offentliggjorde Red Barnet en spritny undersøgelse af fattigdom blandt børn i Danmark. Den dokumenterer, at denne mor ikke er en enlig svale. Rundt omkring i landet sidder tusindvis af børn i samme situation. Med forældre, oftest enlige, som simpelthen umuligt kan få regnskabet til at gå op. Og tallet er stigende: Flere tusinde nye fattige børn er kommet til siden 2002. Børnene lever ofte isolerede liv, fordi de ikke har råd til at deltage i sociale aktiviteter. De skammer sig og forsøger at skjule deres fattigdom over for kammeraterne. Nyt tøj hører til sjældenhederne, og dårlig ernæring er en direkte konsekvens af fattigdommen. Tidligere undersøgelser har vist, at mange af børnene lever med mobning som en fast del af hverdagen. Forudsigelig fattigdom Det værste er næsten, at undersøgelsen ikke er overraskende. Den øgede fattigdom er en helt forudsigelig konsekvens af en række politiske tiltag, der er gennemført de seneste år. Kontanthjælpsloft, ungesats, satspuljeregulering, 300-timers regel og starthjælp. Der er begået politisk akrobatik for at forringe forholdene for kontanthjælpsmodtagere på så mange måder som overhovedet muligt. Resultatet er, at samfundets (i forvejen) svageste har fået endnu mindre at klare sig for. Og det er sket i en tid, hvor stort set alle andre samfundsgrupper har oplevet fremgang - med fladskærmen som det mest fortærskede symbol. Alle partier siger, at de er imod fattigdom. Naturligvis er de det - særligt for børn. Der er stemmer i både dyr og børn. Men det reelle ønske om rent faktisk at gøre noget kan læses ud af partiernes vilje (eller mangel på samme) til at gøre op med de mange stramninger af kontanthjælpen. Logikken er simpel: Hvis vi skal hive børnene ud af fattigdommen, skal forholdene for kontanthjælpsmodtagerne forbedres. Skattereform med omfordeling Desværre står forbedringer for kontanthjælpsmodtagere ikke øverst på det politiske flertals dagsorden. Det gør til gengæld en skattereform. Og den kan skam også bruges til noget - hvis den vel at mærke har til formål at gøre hurtigt og effektivt op med fattigdommen og sætter ligheden i front. Men selv vores venner i oppositionen vil bruge reformen til at lette skatten for dem, der tjener mest. Det får den enlige mor på understøttelse bare ikke en flad femmer ud af. Jeg kan med min bedste vilje ikke forstå, hvorfor selv oppositionen vil starte i toppen - frem for at løfte bunden. Dermed bliver uligheden endnu større, end den er i dag, det er simpel matematik. Skattereformen skal bruges til at omfordele fra top til bund og sikre, at ingen i Danmark skal leve i fattigdom - hverken børn eller voksne.