Det er vist ikke nogen overdrivelse at sige, at 2007 var et skidt år. Både for Enhedslisten – og set fra mit politiske ståsted – også for Danmark. Ridser i regerings-lakken og dårlige venner 2007 startede ellers godt for Liste Ø. Eller måske rettere; skidt for VKO. Regeringen gik presset ind i det nye år, efter at det var blevet afsløret, at Fogh i 2002 havde godkendt, at Danmark udleverede afghanske fanger til amerikanerne – også selvom man vidste, at fanger i amerikansk varetægt blev udsat for mishandling. Enhedslisten var i front og gravede nye belastende oplysninger frem. Regeringen undgik med DF’s vanlige støtte en kulegravning, men sagen var (endnu!) en ridse i Foghs troværdighed. (mere om sagen her) I Irak gik udviklingen fra ondt til værre. Borgerkrigen, som krigsmodstanderne fra starten havde advaret mod, var en realitet. Fogh måtte i juni krybe til korset og foretage en alt andet end ærefuld retræte og trække flertallet af de danske tropper hjem. Endnu en alvorlig ridse i lakken til regeringen – og en sejr til krigsmodstanderne. På det økonomiske område var regeringen også under pres. Det blev mere og mere tydeligt, at regeringens udgiftsstop havde alvorlige konsekvenser for velfærden. Forældreblokader, Sosu-strejker og massedemonstrationer på Christiansborg fik regeringens ord om ”verdens bedste velfærd” til at klinge temmelig hult. Enhedslisten var også her på banen, og var blandt andet det første parti, som krævede en markant lønstigning til de lavestlønnede offentligt ansatte. (mere om sagen her) Klimaspørgsmålet kom på dagsordenen, og tåbeligheden af Fogh-regeringens tidligere kroning af Lomborg blev åbenlys for enhver. Alt i alt kunne 2007 umiddelbart se ud til at blive VKO-regeringens sidste … men sådan gik det som bekendt ikke. Fogh blev genvalgt og bevarede sit snævre flertal med Dansk Folkeparti. Enhedslisten fik et ordentligt gok i nøden og gik tilbage fra seks til fire mandater. Copy-paste-politik og hjælp fra de globale tendenser Der er uden tvivl brug for refleksion og analyse – i hele oppositionen. Hvad pokker gik galt? Ét af de steder, man skal kigge hen, er manglen på et reelt politisk alternativ. Helle Thornings strategi i de seneste år har været at kopiere store dele af de borgerliges politik. Det gælder udlændingepolitikken, skolepolitikken, retspolitikken og desværre også langt hen ad vejen den økonomiske politik. Men hvorfor skulle vælgerne tage en kopi, når de kan få den ægte vare? I stedet for at spille med på regeringens dagsordener burde de ledende oppositionspartier måske vælte spillebrættet og opfinde et nyt – hvor man selv kan påvirke reglerne. …Til oppositionens forsvar skal det i parentes bemærkes, at det er overordentligt svært at vælte en regering i en periode med rekordlav arbejdsløshed og økonomisk fremgang. Fogh blev med andre ord hjulpet godt på vej af de globale økonomiske tendenser. Enhedslistens gyser-valg For Enhedslisten var valget en gyser. En række meningsmålinger dømte os helt frem til valgdagen ude. Derfor var det selvfølgeligt glædeligt, at Enhedslisten blev i Folketinget – om end i reduceret form. Men det ændrer ikke ved, at valgresultatet var dybt utilfredsstillende. Særligt efter en valgperiode, hvor Enhedslisten faktisk på en lang række områder havde gjort sig gældende, hvor vi helt frem til vores årsmøde i foråret havde ligget lunt i meningsmålingerne og hvor en opinionsundersøgelse havde vist, at 14, 5 % af befolkningen kunne overveje at stemme på liste Ø. ”Hvad man ikke dør af, bliver man klogere af”…eller noget i den stil. I hvert fald er der brug for det sidste. Der er brug for en grundig refleksion af, hvad årsagerne til vores tilbagegang var. Der er nok ikke nogen tvivl om, at én af årsagerne til vores tilbagegang var partiets opstilling af Asmaa Abdol-Hamid og den turbulens, som det skabte internt i vores parti – godt hjulpet på vej af en til tider perfid hetz fra borgerlige politikere og medier. At SF med Villy i spidsen fik fordoblet mandaterne spillede naturligvis også ind. Men der var givet også andre årsager. Er vi for utydelige og for dårlige til at prioritere? Er det for svært at se forskel på os og den øvrige opposition? Er vi for dårlige til at kommunikere vores politik, eller er der centrale politiske spørgsmål, som vi giver for lidt prioritet? Åben dialog med dem der faldt fra For at få svar på disse spørgsmål, er der behov for en åben dialog internt i vores parti, men også (og ikke mindst) med nogle af de tusindvis af vælgere, som forlod partiet ved valget i november. Og med de mange andre vælgere, som har overvejet at sætte kryds ved Enhedslisten, men som ikke gjorde det. For én ting er helt sikkert. Der er brug for Enhedslisten. Måske mere end nogensinde.