I 2001 blev egypteren Ahmed Agiza udleveret fra Sverige til Egypten. Før udleveringen fik Sverige en såkaldt diplomatisk forsikring: Egypten skrev under på, at Agiza ikke ville blive udsat for tortur eller anden umenneskelig behandling. Det gik anderledes. Agiza blev brutalt tortureret, og Sverige blev efterfølgende skarpt kritiseret af FN's torturkommission. Den diplomatiske forsikring var ikke det papir værd, den var skrevet på. Netop nu lægger en arbejdsgruppe under Integrationsministeriet sidste hånd på en større undersøgelse af, hvordan man kan håndtere sager om udlændinge mistænkt for terror. Gruppen blev nedsat i forbindelse med tunesersagen - og skulle blandt andet undersøge muligheden for, at Danmark kan anvende diplomatiske forsikringer. Alene behovet for sådan en 'forsikring' er en krystalklar anerkendelse af, at der er en reel risiko for tortur. Hvorfor skulle et land, der overtræder torturforbuddet, dog overholde den diplomatiske forsikring? Terrormistænkte skal for en dommer, og er de skyldige, skal de straffes - logik for enhver, der bakker op om retssamfundet. Og lige så logisk er det, at ingen skal udvises til tortur. Hvad er det for et demokrati, vi kæmper for, hvis vi i kampen mod terror accepterer tortur og skyller menneskerettighederne ud med badevandet? Regeringen har gjort sit til at presse arbejdsgruppen. I et svar til Enhedslisten har udenrigsministeren åbnet for, at diplomatiske forsikringer kan anvendes, hvis der findes en »effektiv implementeringsmekanisme, herunder løbende uafhængig monitorering«. Med andre ord: Udenrigsministeren udelukker ikke diplomatiske forsikringer, hvis bare de udsendte personer overvåges. Ifølge Amnesty findes der ikke pålidelige metoder til at kontrollere, om modtagerlandet holder sit løfte. Afsenderregeringen har ikke interesse i at få bekræftet tortur og mishandling - eftersom hjemsendelse til tortur er et brud på FN's torturkonvention. Og modtagerlandet har slet ingen grund til at indrømme mishandling, da de derved ville bekræfte at have overtrådt globale forbud. En ting er, at Dansk Folkeparti er fløjtende ligeglad med vores internationale forpligtelser. Det kan ikke komme bag på nogen. Partiets nye frontkæmper, Martin Henriksen, har foreslået at slække på menneskerettighederne. Og Pia Kjærsgaard, der har udtalt, at hun føler sig fanget i et spind af menneskerettigheder og konventioner, bakker sin unge partisoldat op. Efter tuneserloven er det heller ikke overraskende, at Venstre og Konservative er åbne over for tanken om at sende mennesker til torturstater. Til gengæld er det direkte chokerende, at også socialdemokraternes udenrigsordfører, Jeppe Kofod, har udtalt sig positivt om muligheden - på trods af advarsler fra både Amnesty og FN's menneskerettighedskomité. Det er bekymrende, at regeringen og dele af oppositionen så meget som overvejer diplomatiske forsikringer. Hvorfra kommer denne pludselige tiltro til, at løfter fra udemokratiske regimer vil blive overholdt? At det tunesiske diktatur eller mullahregimet i Iran er til at stole på? Herfra skal lyde en appel til regeringen og oppositionen: Tænk jer om, og lad tvivlen komme retsstaten og de potentielle torturofre til gode. (Fra dagens papirudgave af Politiken)