ALLE POLITIKENS bog-, musik-, teater- og kunstanmeldere kan snart ses i kortene. Kultur- og opinionsredaktør Anita Bay Bundegaard har bedt alle anmeldere skrive en præsentation af sig selv, så læserne kan se, hvad de laver – ud over at skrive anmeldelser. De små personbeskrivelser lægges så under overskriften ’Kend din anmelder’ ud på politiken.dk, hvor alle kan se dem. Den ny service er en følge af hele diskussionen om anmelderes uafhængighed og habilitet. Som Læsernes Redaktør synes jeg, det er en god idé. Når en redaktør står med et muligt habilitetsproblem, er der to udveje: enten at erklære en journalist/anmelder inhabil eller være fuldstændig åben om en mulig interessekonflikt. Det kunne forhåbentlig danne skole, så alle Politikens anmeldere på samme måde får en lille varedeklaration. Vi anmelder nemlig rigtig, rigtig meget. Jeg har talt en uges anmeldelser op: 77 plus de daglige ’Set i tv’ og daglige anbefalinger af film i tv. Vi anmelder mad, biler, vin, kaffemaskiner, computerspil, musik, rejser, ballet, dans, arkitektur, film, kunst, sportskampe og – ikke mindst – bøger. 24 af anmeldelserne fra 27. oktober til 2. november var boganmeldelser. Så jeg vil bestemt hilse det velkommen, hvis de forskellige områdechefer indførte en lignende service for læserne. DET BETYDER IKKE, at habilitetsregler er overflødige. Pressejuristen Oluf Jørgensen sagde for en uge siden i reportagen om kulturlivets habilitetsproblemer, at Politikens regler ikke er helt gode nok. Jeg har spurgt ham, hvad vi kan gøre bedre. Svaret er kort og godt at skrive bestemmelserne om inhabilitet i forvaltningsloven af. Så her er de: »§3. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis 1) vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse, 2) vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn eller andre nærstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er repræsentant for nogen, der har en sådan interesse, 3) vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab, en forening eller en anden privat juridisk person, der har en særlig interesse i sagens udfald, 4) sagen vedrører klage over eller udøvelse af kontrol- eller tilsynsvirksomhed over for en anden offentlig myndighed, og vedkommende tidligere hos denne myndighed har medvirket ved den afgørelse eller ved gennemførelsen af de foranstaltninger, sagen angår, eller 5) der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed. Stk. 2. Inhabilitet foreligger dog ikke, hvis der som følge af interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller den pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn. Stk. 3. Den, der er inhabil i forhold til en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af den pågældende sag«. KAN VI BRUGE det til noget? Vores hovedprincip er at undgå en sammenblanding af interesser, ’der kan skabe tvivl’ om vores uafhængighed. I forvaltningsloven er det pindet bedre ud end i ’Politikens journalistik og etik’, men ville næppe løse uenigheden mellem Læsernes Redaktør og chefredaktionen i spørgsmålet om May Schacks dobbeltrolle som tilknyttet både Gyldendal og Politiken. Vi skal stadig veje og måle graden af tilknytning og afhængighed, og her kan vi stadig blive uenige. Reglerne på den britiske avis The Guardian, som er modellen for Læsernes Redaktør, er mere detaljerede end Politikens. Jeg vil citere et par af de mest relevante: »En forbindelse behøver ikke være formel, før det er nødvendigt at oplyse den«. »Det er altid nødvendigt at oplyse en interesse, når journalisten skriver om noget, som hun eller han har en betydelig forbindelse til«. »En journalist bør ikke skrive om eller citere slægtninge eller partnere, heller ikke selv om vedkommende er ekspert på det pågældende område«. Guardians regler gælder også for freelancere. Alle, der bestiller artikler fra freelancere, skal gøre dem opmærksomme på reglerne og eventuelt bede dem oplyse andre aktiviteter og engagementer. MANGE OG detaljerede regler er ingen garanti. På New York Times har retningslinjerne 155 paragraffer, og alligevel er avisen blevet ramt af nogle af de største journalistiske skandaler de senere år. Men næste gang, Politiken skal revidere sin retningslinjer, vil jeg slå et slag for også at få en bestemmelse om slægtninge, nære venner og forretnings- og foreningsforbindelser ind. Sådan som både forvaltningsloven og Guardian har det. Det hele er nemlig, som et lille skrift om Læsernes Redaktør på Politiken også hedder, ’Et spørgsmål om troværdighed’. Som min norske kollega Gunnar Bodahl-Johansen, der underviser i etik på Institutt for Journalistikk i Fredrikstad og i mange år var sekretær i norsk presses faglige udvalg, siger det: »På en redaktion kan man sagtens blive enige om nogle regler, der set inde fra er helt forsvarlige. Men det er læsere, lyttere og seere, der afgør mediernes troværdighed. Vi ved, de er skeptiske. Så hver gang, vi er i tvivl om habilitet, må vi lade tvivlen vinde«. Jeg er helt enig.