0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vel er det ikke Helmand, men det er lige her

Læsernes Redaktør
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

SKYDERIERNE i København sætter også medierne på en prøve.
Vi vil jo gerne fortælle, hvad der foregår, hvem der er indblandet, og hvorfor de skyder.
Men vi har stort set ingen velinformerede kilder, så foreløbig er researchen ikke kommet så langt, som vi kunne ønske. Vi ved, hvor der er blevet skudt, hvor mange skud, der er affyret, og kender antallet af sårede og dræbte. Resten er først og fremmest noget, vi selv formoder eller hører andre formode.
Danske medier er vant til at berette om en urolig verden, men det plejer at være reportager fra andre lande som Irak, Pakistan og Afghanistan. Urolighederne efter rømningen af Ungdomshuset var ganske vist alvorlige, men vi kunne følge dem og forklare dem.
Der var dengang mange aktivister, der ikke vil snakke med medierne. Her under bandekrigen, som vi har besluttet at kalde den, er det værre.
Både journalister og fotografer udsættes for åbenlyse trusler. Politikens fotografer kan ikke tage billeder på Blågårds Plads. Der er kastet sten efter en af dem. Det er farligt, formentlig livsfarligt, at trodse kortfattede råd om at forsvinde fra gadehjørnerne på Nørrebro. Vi kan trods energisk indsats hverken følge eller kortlægge begivenhederne. Aktørerne holder foreløbig helt tæt – også på nettet.
Naturligvis har talsmanden for Hells Angels, Jørn Jønke Nielsen, været i medierne. Det bør han også, uanset hvor meget Hells Angels er indblandet. Indtil vi kan få fat i dem, vi virkelig vil tale med, må vi nøjes med dem, som vil tale med os – også selv om de giver os en gang spin.
Politiet ved tilsyneladende ikke ret meget, eller også fører det os alle sammen bag lyset.

DER STÅR MEGET på spil. Det drejer sig om genoprettelse af retssamfundets magtmonopol. Uanset om de involverede først og fremmest skyder hinanden, er det politiets job at få lovløsheden stoppet.
Vel er det ikke Helmand, men indtil videre er det lykkedes deltagerne i bandekrigen at skjule sig så godt i resten af befolkningen, at det i den henseende minder om Afghanistan.
Om jeg overdramatiserer? Det synes jeg ikke. Flere end 60 skudepisoder – heraf halvdelen i selve bandekrigen – siden august. Tre døde og flere sårede. Et foreløbig magtesløst politi, der endda også skal bruge ressourcer på at eskortere madbilen rundt til Nørrebros ældre.
Det britiske udenrigsministerium indskærper i en rejsevejledning, at rejsende skal være særligt agtpågivende i 2200 København N. Det britiske!
Som Læsernes Redaktør på Politiken kan jeg ikke tale på alle mediers vegne, men jeg synes bestemt ikke, Politiken har overdrevet og overdramatiseret. I det hele taget synes jeg ikke, man kan tale om heksejagt i medierne.

MEN VI HAR SOM nævnt et journalistisk problem. Det tager tid at opbygge et kildenet, især i det miljø, der her er tale om. Mine kolleger prøver det bedste, de har lært, og må i første omgang stille sig tilfreds med anonyme kilder og oplysninger, de ikke kan kontrollere.
Et kildenet bygger på tillid mellem journalister og kilder. Det tager altid tid og kræver altid omhu at opbygge et godt kildenet. Men her afskyr miljøet i forvejen offentlighed og journalister.
Naboerne og grønthandlerne har vi talt med. De ved ingenting, eller også tør de ikke sige noget. De er usikre på, hvem der har magten i netop deres gade.
Hvad kunne vi ellers gøre? Sende kolleger med indvandrerbaggrund? De findes. De ville efter alt at dømme blive betragtet som forrædere og dermed udsætte sig selv og formentlig også deres familier for en betydelig risiko. Så nej.
Jeg vil også fraråde at sende dem eller andre ind ’undercover’, altså med falsk identitet. Det kræver træning at arbejde ’undercover’, og risikoen ved at gøre det i et kriminelt miljø er betydelig. For ikke at virke påfaldende måtte journalister med falsk identitet også være med til at begå forbrydelser – eller lade som om.
Vi kunne også arbejde med skjult mikrofon og skjult kamera. Moderne udstyr fylder meget, meget lidt. Men al den stund, banderne kropsvisiterer tilfældige forbipasserende, vil de nok også kropsvisitere nysgerrige journalister.
Journalister eller fotografer kunne arbejde under politibeskyttelse. Dårlig idé. Pressen er ikke en del af ordensmagten, selv om mange i indvandrermiljøerne ser det sådan. Virker heller ikke. Politiet stod 10 meter væk, da der blev kastet sten mod en af Politikens fotografer.
I de senere år er journalister begyndt at arbejde med avanceret databehandling – computerstøttet journalistik. Men her i bandekrigen har vi ingen data at putte ind i regnearkene. Det hjælper heller ikke at søge aktindsigt. Hvis myndighederne kendte navne og adresser på de unge, ville de jo ikke køre frit omkring.
Det er de problemer, chefredaktører og nyhedschefer må tage stilling til, når de brændende ønsker at sende reportere og fotografer ind i området og ønsker at få fat i facts om bandekrigen.

DERIMOD SLÅR DE journalistiske metoder fint til, når det drejer sig om den offentlige debat om, hvad der kan gøres for at stoppe bandekrigen.
Her har vi et kildenet, og her har vi researchmetoder, der virker. Udvisning? Hårdere straffe? Mere politi? Den slags kan vi belyse i en håndevending.
Selvransagelsen er i gang på redaktionerne. Vi er nødt til at blive bedre til at dække den type begivenheder. Vi skal have bedre kilder i det miljø, hvorfra banderne rekrutterer. Vi kunne starte med målbevidst at ansætte journalister med indvandrerbaggrund, der alene i kraft af deres sprog kan opbygge andre kildenet end en normaldansker som mig.
Vi er godt klar over, det er vigtigt. I sidste ende drejer det sig om retssamfundet.


  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere