3. februar: Egentlig er det børnelærdom for enhver journalist. Vær kritisk over for kilder og deres motiver. Også selv om de er uafhængige forskere eller eksperter. I mange tilfælde har de et bestemt budskab, hvor de fremhæver enkelte undersøgelser og fakta frem for andre.
Tag nu dommedag. Ja, ikke den religiøse udgave. Men disse års klimaforandringer. Et oplagt emne, som nærer vores frygt. Når isbjørne bliver kannibaler og æder hinanden. Når eventyreren Bettina Aller vader i snesjap på Nordpolen. Når verdenshavene stiger, regnen vælter ned, og orkanerne hærger. Alt sammen på grund af den globale opvarmning. Senest forudser klimaforskere, at 2007 slår varmerekorden globalt set. Forskere og politikere har i mange år skændtes om, hvorvidt det er menneskehedens forbrug af især olie, kul og gas – som leder CO2 ud i atmosfæren – der har skabt den globale hedetur. For offentligheden har det været svært at gennemskue krigen på fakta mellem de to fronter. For alle påberåbte sig indiskutable kendsgerninger. Som selvfølgelig kunne udlægges forskelligt. Alt efter hvilken lejr man tilhørte. Derfor blev det ofte et trosspørgsmål. Men udviklingen og de videnskabelige undersøgelser har efterhånden givet den ene lejr ret. Selv den hårdeste politiske modstander af teorien om den menneskeskabte globale opvarmning, USA’s præsident, George W. Bush, har nu erklæret offentligt, at klimaforandringer finder sted, og at der er en sammenhæng med menneskelige aktiviteter. De skræmmende perspektiver blev opdateret i går, da den nyeste rapport fra FN’s klimapanel – som består af 2.500 forskere fra 130 lande – blev offentliggjort. Der er ikke tale om dommedagsprofetier, men der vil ske store klimaforandringer. Og årsagen til den globale opvarmning er med meget stor sandsynlighed menneskeskabt, fastslår rapporten. Der er stadig meget, vi endnu ikke ved om naturkræfterne. Forskere har tidligere peget på, at vi i det store perspektiv egentlig burde stå over for en ny istid. Kloden har nemlig naturlige klimavariationer med istider på omkring 100.000 års varighed, som afbrydes af mellemistider på cirka 10.000 år. Og selv i disse perioder er der klimavariationer. Altså mindre varmeperioder i istiderne og mindre kuldeperioder i mellemistiderne. Og vi er faktisk i slutningen af en mellemistid. Her på avisen har vi i mange år skrevet om klimadiskussionen med klassisk journalistik, hvor alle parter kom til orde. Men fakta om klimaet kan både bruges og misbruges. Og der er store politiske og økonomiske interesser på spil. Det giver journalistikken store udfordringer. For eksempel kom det frem i denne uge under en høring i USA’s Kongres, at amerikanske klimaforskere blev presset til at skrive deres rapporter om global opvarmning, så de passede ind i Bushregeringens daværende skeptiske holdning. Forskergruppen Union of Concerned Scientists fremlagde en undersøgelse, som viste, at i mindst 435 tilfælde har 150 statsansatte klimaforskere i løbet af de seneste fem år personlig oplevet politisk indblanding fra Det Hvide Hus. Som gruppens repræsentant Francesca Grifo formulerede det under høringen: »Næsten halvdelen af alle, vi har fået svar fra, har følt eller personlig oplevet pres for at fjerne ordene ’klimaforandring’, ’global opvarmning’ eller lignende vendinger fra en række dokumenter«. Og klimaforskeren Rick Piltz, som tidligere var ansat som forsker for den amerikanske regering, fortalte kongreskomiteen, at han forlod sit job i 2005 efter at have været under pres for at nedtone forskningsresultater om global opvarmning. Det var især en nu forhenværende stabschef for en miljøkomité i Det Hvide Hus, som førte an i den politiske indblanding. Han arbejdede oprindelig som lobbyist for olieindustrien, og han er i dag – ikke overraskende – ansat hos oliegiganten ExxonMobil. Desuden har olieindustrien også støttet forskere, der kunne levere rapporter, som var kritiske over for teorien om den delvis menneskeskabte globale opvarmning. Klimadebatten er et eksempel på, at det er vigtigt at skrive nuancerede artikler, som ikke kun er baseret på den journalistiske grundregel om at høre alle parter. Medierne skal et par spadestik dybere og være detektiver for læserne. Dels ved at undersøge, hvilke økonomiske og politiske interesser der kan stå bag såkaldt uafhængige forskere. Dels ved at lægge det åbent frem, hvis der er usikkerhed om årsagen til naturfænomener. Med omlægningen af Politiken sidste efterår er mulighederne for at gøre det endnu større. Der er mere tid til research og en øget indsats på indbliksjournalistik, der stoler på, at læserne kan forholde sig til komplicerede problemstillinger. Bare tænk på de vaklende højhuse i Rødovre. Nytårsdag bragede det løs i alle medier, at en kraftig vind i værste fald kunne få to højhuse i Rødovre til at styrte sammen. Omkring 600 beboere blev evakueret fra deres lejligheder, mens en kraftig vind rasede over landet. Alt sammen fordi en ingeniørrapport konkluderede, at husene kunne styrte sammen ved høje vindhastigheder. Men fjorten dage senere kom det frem, at postyret åbenbart var uden grund. Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) granskede ingeniørrapporten og konkluderede: »Selv ikke den værst tænkelige storm vil kunne vælte bygningerne«. Igen. Ekspertfakta mod ekspertfakta. Jeg spørger bare: Hvilke interesser ligger bag de to vidt forskellige konklusioner?
