Journalister og chefredaktører fra 19 europæiske lande har vedtaget et europæisk charter om pressefrihed. Blandt dem er både Morgenavisen Jyllands-Posten, Berlingske Tidende og Politiken. Initiativet er tysk, og jeg deltog i mandags i det møde i Hamburg, hvor chefredaktører fra Stern, Der Spiegel, die taz, Die Welt og Bild fremlagde et udkast til charteret. Det kan lyde kedeligt, men det var det bestemt ikke. Der er så stor forskel på truslerne mod pressefrihed i Øst- og Vesteuropa, at mødet var tæt på at ende i kaos. Farlige domstole I Østeuropa er retssystemet en af truslerne mod pressen, og kolleger fra Rusland og Hviderusland insisterede på, at charteret udtrykkeligt skulle nævne de farlige domstole. Problemet er, at russiske domstole er som voks i hænderne på ministerpræsident Vladimir Putin og/eller rige forretningsmænd. De griber hellere end gerne ind mod medierne – uanset hvad der står i loven. Vi journalister i Danmark og Tyskland er ikke altid begejstrede for konkrete domme, der går mod pressen, men så må vi jo arbejde for at få den givne lov eller paragraf ændret. Ligefrem at nævne domstole som en aktuel fare for pressefriheden, uha uha…. Det lykkedes i Hamburg at finde et kompromis: »Alle stater skal sikre, at medier ved udførelsen af deres opgaver står under et uafhængigt retssystems fulde beskyttelse«. I Rusland eller EU-landet Rumænien er der ganske vist endnu ikke uafhængige retssystemer, men så må vi arbejde på det. Der var også et (rumænsk) forslag om at forbyde hemmelige agenter i at arbejde som journalister, og et (bosnisk) om at forbyde muslimske organisationer i at lægge pres på pressen. For slet ikke at tale om forbud mod misbrug af inspektion af brandsikkerhed, køkkenhygiejne og skatteregnskab. Det drejer sig kort sagt om forskellen på pressen i et retssamfund og et samfund med retsvilkårlighed. Pressen i Vesteuropa kan støtte og hjælpe kolleger i Østeuropa, men her er der lang vej til en presse, der er fri og uafhængig af både stat, rigmænd og mafiosi. Organisationer som Reportere Uden Grænser udgiver år efter år rapporter fyldt med konkrete tilfælde af indgreb mod journalister, redaktører og udgivere. Pres på EU Det ny europæiske charter kan blive en hjælp. Medierne i øst kan bruge det til at lægge pres på deres regeringer. Redaktør Hans-Ulrich Jörges, Stern, forestiller sig endda, at charteret notificeres, som det hedder, i EU og således supplerer de såkaldte københavnerkriterier, så nye lande kun kan optages i EU, hvis de opfylder og overholder det. Men først skal pressefolk i hele Europa tilslutte sig, og det bliver ikke helt gnidningsfrit. Artikel 6 er nemlig lidt diskret vendt mod de public service stationer som DR, ARD og BBC, der bruger licenspenge til at opbygge webaviser og på den måde udsætte medier som Politiken, Der Spiegel og Guardian for unfair konkurrence. Her står, at »institutioner under statslig indflydelse« ikke må bringe medierne i økonomisk fare. Så vi får se, om for eksempel Dansk Journalistforbund kan tilslutte sig. På mødet i Hamburg var det tyske forbund kun med som observatør. På den anden side er chefredaktør Nikolaus Brender fra den tyske public service station ZDF blandt underskriverne. Så måske ser skeptikere snarere spøgelser på grund af et mislykket forsøg for to år siden på at få de europæiske udgivere og det internationale journalistforbund til at enes om et pressefrihedscharter. Det gælder om at se perspektiverne. Pressen er som ’den fjerde statsmagt’ et nødvendigt led i demokratiet. I Danmark skiveskæres pressefriheden for eksempel af den nye dagbogslov og i lande som Rumænien og Bulgarien er bladudgivere og journalister både fedtet ind i politiske manipulationer og mafiaen. For slet ikke at tale om, at der hvert år slås journalister og redaktører ihjel i Europa. Politiken har skrevet under Chefredaktør Tøger Seidenfaden har skrevet under på Politikens vegne, og det synes jeg som Læsernes Redaktør er en god idé. Næsten enhver diskussion om pressefrihed er velkommen, og vi må også på Politikens redaktion hele tiden være opmærksomme på truslerne mod den redaktionelle uafhængighed. De kan komme fra annoncører, de kan komme fra de love, der egentlig først og fremmest skal bekæmpe terrorisme og de kan komme fra pressionsgrupper forklædt som krav om særlig respekt for religiøs overbevisning. »Selv om pressefriheden står stærkt i Danmark i disse år, og det mere er informationsfriheden, der kan være lidt presset af mediernes økonomiske vanskeligheder, så er pressefriheden altid vigtig at forsvare«, siger Tøger Seidenfaden. »Men mange steder – ikke mindst i den del af Europa, der først blev frit for små 20 år siden – er pressefriheden ingen selvfølge. I Rusland er den for eksempel under et konstant og massivt pres. Derfor har Politiken tilsluttet sig det nye europæiske charter«. Helt enig. Man kan selv læse hele chartret her. Skulle journalister og redaktører få lyst til selv at skrive under, kan det ske her: pressfreedom.eu/uk/