Enkelte sidder henslængt i stolen. Andre læner sig hen over bordet. De fleste har øjenkontakt med den, der taler. Men lyden mangler. Som i en scene i en stumfilm. Kun kropssproget afslører stemningen. En glasvæg adskiller medarbejderne fra redaktionsledelsen, som hver morgen mødes for at diskutere dagens avis – og den næste udgave af Politiken. Diskussionen er derfor fortrolig. Og læserne har selvfølgelig slet ingen indsigt i diskussionerne i redaktionsledelsen. Selv stumfilmen har de ikke billet til. Men prøv at forestille dig, at redaktionsmødet er offentligt. At enhver borger kan henvende sig og sætte sig på en stol i mødelokalet og overvære redaktørernes interne debat om avisen. Og ikke nok med det. Et webkamera filmer mødet, og det sendes direkte ud til offentligheden via avisens hjemmeside. Så enhver – også avisens konkurrerende medier – kan følge med i redaktionsledelsens overvejelser. Det lyder langt ude. Eller hvad? Prøv at tænke tanken igennem. Men det er ikke kun et tankeeksperiment. Avisen The Spokesman Review i Spokane i det nordvestlige hjørne af USA har siden juni sidste år sendt direkte fra redaktionsledelsens morgenmøde og eftermiddagsmøde fra mandag til fredag. Avisens chefredaktør Steven A. Smith er kendt som en af de mest nytænkende redaktører i USA, som forsøger at presse grænserne for at gøre avisen så åben som mulig og få en dialog med læserne. Og i denne uge fortalte han om avisens initiativer på en international mediekonference i Kalmar i Sverige, hvor jeg også deltog. Gennem mange år har han kæmpet for at nedbryde murene til det, som han kalder ’Fortress newsroom’. Ifølge ham et redaktionsmiljø, hvor læserne er en »nødvendig gene«, og hvor tilstræbt objektivitet indebærer, at journalisterne skal være så adskilt fra læserne som muligt. Han mener, at denne model har været med til at nedbryde tilliden mellem medierne og brugerne. Derfor skal tilliden genopbygges gennem åbenhed om pressens arbejdsproces og ved at diskutere journalistik direkte med borgerne. Derfor taler Steven A. Smith om ’the transparent newsroom’ som et nyt ideal, hvor borgerne deltager i avisens diskussioner i stedet for at være passive forbrugere af nyheder og information. Siden 1990’erne har han prøvet sine ideer af på fire forskellige aviser – og altså senest The Spokesman Review siden 2002, som er en lokalavis med et oplag på omkring 100.000 på hverdage. Som mange andre mindre amerikanske aviser har oplaget været faldende, men nu er avisens oplag begyndt at stige igen. Chefredaktøren har indført en blog, hvor fem redaktører svarer på spørgsmål fra læserne. Flere af lokalsamfundets bloggere inviteres til at anmelde avisen. En journalist skriver hver dag et referat af redaktionsmøderne, der lægges på netavisen. Og fotograferne har en blog, hvor de fortæller historien bag et bestemt foto. Det mest kontroversielle er dog webtransmissionen fra redaktionsmøderne. Indimellem bliver der da også sort skærm, når følsomme emner diskuteres. Men ofte bliver selv solohistorier diskuteret offentligt. Avisens erfaring er, at den næsten altid er så langt fremme med en solohistorie, at konkurrerende medier ikke har en chance for at indhente avisen. Spørgsmålet er dog, om offentlige redaktionsmøder fører til, at de reelle beslutninger bliver taget et andet sted. For eksempel i korridorerne. Men avisens chefredaktør sagde på konferencen, at det var ikke avisens erfaring. Politiken har det seneste år indført en række initiativer på nettet, hvor en af inspirationskilderne faktisk er The Spokesman Review. Bloggen ’Lederpladsen’ bestyres af chefredaktør Tøger Seidenfaden og chefen for lederkollegiet Anita Bay Bundegaard. Her diskuteres avisens leder – og indimellem er der også referater fra møderne i lederkollegiet. Nærværende klumme indgår i min egen blog som Læsernes Redaktør. Desuden er der et panel af syv læsere, som på netavisen kommenterer den trykte avis som oplæg til en læserdebat. Men Politiken har ikke lanceret offentlige redaktionsmøder, som også sendes direkte ud til omverdenen via nettet. Og spørgsmålet er også, om alle dele af arbejdsprocessen frem til den færdige avis er interessante for læserne. På The Spokesman Review er der et gennemsnit på 15-20 seere på nettet til redaktionsmødet om morgenen og 10 til 15 om eftermiddagen. Ikke ligefrem nogen seersucces. Så selv om det i disse år er et grundlæggende krav til medierne, at de indgår i en aktiv dialog med brugerne, er der altså grænser for brugernes videbegærlighed. På Politiken har der været så få læserreaktioner på referater fra møder i lederkollegiet, at bloggen nu koncentrerer sig om kommentarer til avisens ledere. Kun undtagelsesvis vil der være referater på nettet. Generelt bør fokus fortsat være på den færdige artikel, kommentar, nyhedsanalyse og leder. Som det vigtigste grundlag for diskussionerne med læserne. Men ellers er der kun brug for justeringer af de nye initiativer. Udviklingen hen mod stadig større interaktivitet mellem medierne og brugerne er kun lige begyndt. Der er brug for de eksperimenter, som aviser som The Spokesman Review kaster sig ud i. Alt for mange medier er tøvende over for at prøve grænser af. Generelt får jeg som Læsernes Redaktør kun positive læserreaktioner på Politikens åbenhed om avisens arbejdsproces og inddragelse af læserne i diskussionen om bladets journalistik. Måske skulle avisens ledelse lære af endnu en ide fra The Spokesman Review: Send en redaktør på en flere måneders studietur rundt i verden for at se på andre avisers erfaringer.