Retten i Lyngby er virkelig serviceminded. Retspræsident Flemming Schønnemann havde nærmest rullet den røde løber ud for pressen til de tre dages retssag mod Stein Bagger. »Forholdene var super«, siger Politikens kriminalredaktør Matias Seidelin. »Vi kunne reservere plads på forhånd til os begge fra Politiken, der var sat kaffe frem og sørget for strøm til vores computere. Dommer Søren Holm Seerup lagde også ekstra pauser ind, så kolleger fra radio og tv kunne komme med aktuelle meldinger«. Og så glemmer han endda at nævne de sodavandsautomater, der blev opstillet til lejligheden. Samt den direkte tv-transmission af domsafsigelsen. Spørgsmålet er, om det er nok. Om tiden ikke allerede er løbet fra retsplejelovens paragraf 32, der endda blev revideret for bare to år siden. Naturligvis hilser jeg som Læsernes Redaktør gode arbejdsforhold for pressen under en sensationel retssag velkommen. Det giver simpelthen bedre journalistik, at retsreporterne ikke skal slås om for få pladser og kan koncentrere sig om at dække sagen. Tak, hr. retspræsident. Retsplejelovens paragraf 32 siger, at det er forbudt at sende billeder, lyd og tekst, »medmindre retten undtagelsesvis tillader dette«. Det var ikke undtagelsesvis tilladt i Lyngby. Flemming Schønnemann informerede på forhånd bl.a. Politiken om, at det ville forstyrre højtalerne. Nogle journalister brugte alligevel flittigt sms og tTwitter i det første retsmøde, så dommeren måtte indskærpe forbuddet. Reglerne skal naturligvis overholdes, og medierne skal gøre alt for at referere og analysere så præcist som muligt. Det er for resten strafbart ikke at gøre det. Man kan efter retsplejelovens paragraf 1017 få op til fire måneders fængsel for at »give væsentlig urigtig meddelelse om en straffesag, der endnu ikke er endeligt afgjort eller bortfaldet«. Offentlighed i retsplejen kom ind i grundloven fra starten af 1849. Den gang fandtes der aviser, men hverken radio, tv, båndoptagere, computere eller pressefotografer. Så naturligvis måtte journalister tage både blok og blyant samt en tegner med ind i retssalen. Sådan var moderne massemedier dengang. Man kan jo spørge sig selv, hvad gæve grundlovsfædre som N.F.S. Grundtvig, Orla Lehmann og D.G. Monrad ville have bestemt, hvis de havde forudset moderne elektronik. Mit gæt er, at så havde radio, tv og alt muligt andet været tilladt. I 2009 er offentlighed i retsplejen ikke bare blyant og papir, men også mikrofoner og kameraer. Men i danske retssale er moderne medier stadig kun tilladt undtagelsesvis. Der kom som nævnt nye regler per 1. juli 2007. Det fik naturligvis Domstolsstyrelsen til at nedsætte en arbejdsgruppe, der også har lavet en vejledning – med streg under ’vejledning’, fordi den enkelte dommer suverænt afgør, hvad hun/han vil gå med til. Her kan man se, hvad juristerne er bekymrede for. For det første ro i retten. Det forstår jeg godt. Men der ville ikke være brug for sms, tTwitter og andre tikkelyde, hvis retssager blev transmitteret direkte i radio og tv. For det andet hensyn til vidneforklaringer. Vidner må ikke høre andre vidners forklaringer, før de selv bliver udspurgt. Nu kan vidner i en sag som den mod Stein Bagger ikke have undgået at høre andres forklaringer. Der er skrevet flere kilometer spalter og sendt flere timer, hvor alle med den mindste berøring til sagen har udtalt sig. Men langt, langt de fleste sager omtales ikke i medierne, og så er den bekymring ret teoretisk. Det er også værd at citere fra Domstolsstyrelsens vejledning. Friere adgang til at transmittere tekst fra retsmøder »kunne føre til øget risiko for, at vidner påvirkes af andres vidneudsagn. Arbejdsgruppen har imidlertid valgt at lægge vægt på, at arbejdsgruppen ikke er bekendt med tilfælde, hvor journalisters arbejde i retssalene i Danmark har medført en sådan påvirkning af andres vidneudsagn«. For det tredje er der, som pressejuristen Oluf Jørgensen siger, »frygten for amerikanske tilstande. At retssager ender med at blive et show, hvis de foregår for åbne tv-kameraer«. Den frygt er ikke ubegrundet. Netop en sensationel sag som Baggersagen, kan udvikle sig til et show. Men en dommer har mange redskaber til at sørge for ro i retten, og i en del sager vil man være nødt til at slukke for kameraer og mikrofoner, fordi der er navneforbud eller lukkede døre af hensyn til efterforskningen. På den anden side er tempo blevet en helt afgørende faktor i mediernes indbyrdes konkurrence, og det synes læsere, seere og lyttere at have vænnet sig til. De vil have nyhederne straks – helst i samme sekund de sker. Så hvad med at lave reglen om, så direkte transmission af billede, lyd og tekst er tilladt og kun undtagelsesvis kan forbydes? Jeg tror ikke, at det vil få vidner til at opføre sig som skuespillere og forbrydere til melodramatisk at bryde sammen. Jeg tror, den danske dommerstand er i stand til at sørge for den nødvendige ro og den værdighed. Af egen erfaring ved jeg, at selv banale retssager kan være spændende at overvære, så her er måske endda et område for ægte ’reality-tv’. Så jo tak, gerne mere amerikanske tilstande.