Politiken bruger som andre medier mange opinionsmålinger og undersøgelser. Skal man tro de mange klagere, jeg i månedsvis har holdt hen med snak, er vi ikke gode nok til at håndtere de tal, andre serverer for os. Men lad os lige tage overskriften først. Det er en lille omskrivning af det berømte citat: »Der er tre slags løgn: løgn, forbandet løgn og statistik«. Hvem sagde det? Vides ikke, lyder det rigtige svar. Britiske sprogforskere har fundet ud af, at det var et populært citat allerede i 1890’erne, og hælder til, at det nok må tillægges den konservative britiske politiker Benjamin Disraeli (1804-1881). Under alle omstændigheder har den amerikanske forfatter Mark Twain udødeliggjort det i sin selvbiografi, hvor jeg også har fundet et andet citat, som journalister burde have på deres opslagstavle: »Tal forleder mig ofte, specielt når jeg selv kan arrangere dem«. Ikke repræsentativt udsnit Vi havde et lærerigt eksempel i avisen mandag med overskriften ’Læsernes dom: Sundheden er vigtigst’«. Emnet er skam interessant. Hvad siger almindelige danskere til den prioritering af Danmarks vigtigste problemer, som forskere har opstillet som led i Copenhagen Consensus.? Vi ofrede ikke en rigtig meningsmåling, men stillede spørgsmålet via politiken.dk. 201 helt tilfældige læsere af Politikens netavis svarede. De 201 er ikke et repræsentativt udsnit af hverken befolkningen, læserne af Politiken ogeller af læsere af politiken.dk. Ikke desto mindre delte vi dem også op i kvinder og mænd for at se, om det har betydning for deres prioritering. Når vi så oven i købet bruger overskriften ’Læsernes dom’, er vi efter min mening ude på overdrevet. Vi burde enten have slået lidt mere på tromme på politiken.dk for at få flere hundrede svar mere. Det ville stadig være for tilfældigt efter min smag, men bedre. Ellers også burde vi have ofret en rigtig meningsmåling, hvor vi er sikre på at ramme et gennemsnit af befolkningen. Jeg synes som nævnt, emnet er vigtigt. Så det burde vi have gjort. Tendens - ikke dom Vi brugte i april formuleringen ’Danskernes dom’ om en anden og mere solid meningsmåling fra Megafon. Da havde Megafon spurgt 1.241 vælgere om deres syn på statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Socialdemokraternes leder, Helle Thorning-Schmidt. 1.241 er nok til at ramme en repræsentativ mængde, men spørgsmålet er naturligvis, hvor håndfast vi kan konkludere. Overskriften slog bombastisk følgende fast: ’Danskernes dom: Løkke er bedst til krise, skat og udlændinge’. Der var en markant forskel på vælgernes svar omangående evnen til at mestre den økonomiske krise. Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning havde henholdsvis 48 og 27 procent nmed sig. Så selv med forbehold for statistisk usikkerhed fører Lars Løkke Rasmussen her. Meningsmålinger kan fange tendenser, og derfor er de interessante og godt læsestof. Men vendingen ’danskernes dom’ bør vi reservere til valg og folkeafstemninger. Når det gælder meningsmålinger af for eksempel de politiske partiers tilslutning, overfortolker vi ofte. Når en meningsmåling viser et flertal på et mandat eller to til oppositionen eller regeringen, kan det være rigtigt. Men den statistiske usikkerhed er så stor, at det lige så godt kan være omvendt. Lars Løkke er hverken ved at vælte eller blive reddet. Vi har diskuteret det på redaktionen mange gange. Jeg synes, vi er blevet bedre til at fortælle, hvor mange vi spurgte, hvornår vi spurgte, om det er per telefon, og til at gengive spørgsmålene. Uanset hvilken journalistisk chef, jeg spørger, er det hensigten altid at præsentere basisdata. Men som jeg plejer at svare læsere: Det er godt at blive mindet om det. Vanskelige sammenligninger Ved artiklen 'Integration. Den ’polske bølge’ presser Europa’ på side 8 i 2. sektion 19. juni havde vi en grafik, der fik en læser til at rejse børster. Grafikken viste lønmodtageres gennemsnitsløn per måned i otte lande for at anskueliggøre den enorme forskel på Polen (612 euro per måned) og skandinaviske lande som Danmark (4.035) og Norge (3.935). Der stod udtrykkeligt under grafikken, at »tallene er ikke helt sammenlignelige, men dokumenterer det store polske indkomstefterslæb«. Vor læser fik den danske lønmodtagers gennemsnitsløn til 360.000 kr.oner om året og spurgte straks: »Hvor har I det fra?«. Skribenten havde søgt hjælp i Nationalbanken, men det er et beregnet tal, og ikke resultatet af for eksempel optælling af selvangivelser. Han forsvarede sig – efter min mening med rette – med, at »afstanden til Polen er som sagt det vigtigste«. Vor læser var der med forhammeren: »Der tales uden om med henvisning til, at det vigtigste er at registrere den store afstand til den gennemsnitlige indkomst i Polen. Det vil sige, at konklusionen bestemmer præmisserne, hvor det ellers normalt er omvendt. En uklædelig Erasmus Montanus-logik«. Jeg mener, at kritikken er ved siden af. Vi skrev, at »tallene ikke er helt sammenlignelige«, og skribenten havde søgt aktuelle oplysninger og angivet kilderne. Når man skriver om forskellen mellempå levestandarden i Polen og i Danmark, er det jo på forhånd klart, at Polen er langt bagefter. Holberg eller ej. Jeg har for et par år siden pløjet mig gennem østeuropæisk indkomststatistik. Den var dengang mildt sagt ikke meget værd. Jeg kunne kun finde ihærdige forsøg på at skjule de enorme indkomstforskelle, der er i overgangsøkonomierne. Alligevel vil jeg tro, at de 612 euro (4.600 kr.) om måneden er inden for målrammen. Og vi foregav ikke større præcision, end vi kunne stå inde for.