I Kroniken 'Klimadebattens onde cirkel’ i mandags langede professor Katherine Richardson, der er formand for Klimakommissionen, ud efter pressen. Medierne ikke bare skævvrider debatten om klimaforandringerne, men »vi kommer også til at diskutere det forkerte«. En alvorlig anklage må man sige: Pressen vender ryggen til, mens vandet stiger. Jeg må hellere komme med min pointe med det samme. Katherine Richardson skulle se at få sig en spindoktor, og det kan ikke gå hurtigt nok. Hun har brug for at få formidlet videnskabeligt stof midt i en rå og kynisk politisk debat. Det er et job for informations- og kommunikationsspecialister og ikke for prodekaner, hvis jeg må være så direkte. Tallene passer ikke Men lad os først tage et blik på situationen, som hun ser den. Videnskabsmændene er enige, men kun halvdelen af de almindelige borgere har takket være mediernes slaphed forstået klimaproblemet. 97 procent af forskerne på relevante fagområder er enige om, at »menneskelige aktiviteter udgør et signifikant bidrag til den nuværende globale opvarmning«, skriver hun med henvisning til en amerikansk undersøgelse. Det passer desværre ikke. I den nævnte undersøgelse svarer 97,4 procent af 79 klimaeksperter ja på det spørgsmål. Men i hele gruppen på 3.146 videnskabsmænd er det 82 procent. Alligevel, skriver hun, tror »kun omkring 50 procent af borgerne i selv oplyste lande«, at vi mennesker bidrager til klimaændringerne. Det passer heller ikke – ikke i Danmark i hvert fald. Jyllands-Posten offentliggjorde i juli i år en undersøgelse lavet af Rambøll Management. Ifølge den »mener tre ud af fire danskere, at der en global opvarmning, og at den er menneskeskabt«. 15 procent tvivler. En undersøgelse fra Megafon for TV 2 i februar i år viste, at 84 procent af de spurgte regner med, at menneskelige aktiviteter har indflydelse på klimaet. Budskabet ser da ud til at være trængt igennem. Den danske befolkning er enig med det store flertal af videnskabsmænd. Politiken følger videnskaben MEen derfor kan professor Richardson jo godt have ret i sin påstand om, at »i forhold til klima kniber det desværre med reel folkeoplysning, paradoksalt nok som bivirkning af ellers gode journalistiske kriterier: nyhedsværdi, underholdning og balance«. Hun mener, at vi journalister i vores bestræbelser på at være fair giver uforholdsmæssig god plads til de få uenige. De får også medvind, fordi vi altid helst vil viderebringe noget nyt og endelig har de fordel af svagheden for David – den ensomme kontroversielle forsker – i kampen mod Goliat – de 97 procent enige. Det er der naturligvis noget om. Folk, der går på tværs, får ofte positiv omtale. Hun tænker muligvis på Bjørn Lomborg. Men han har i Politiken flere gange sagt, at der er en menneskeskabt klimaeffekt. Hun kunne også tænke på den danske solforsker Henrik Svensmark, som mener, at vi er på vej mod en ny istid på grund af lavere aktivitet på Solen. Men han har slet ikke været nævnt i Politiken de seneste seks måneder, og teorien kun omtalt i en note. Når man kigger på artikelarkivet Infomedia, tyder meget tværtimod på, at danske medieforbrugere bliver stoppet til kvalmegrænsen med den officielle videnskabelige linje end med truslen om en ny istid: Mængden af drivhusgasser skal ned. Ingen avislæser eller tv-seer kan være i tvivl om, at det bliver dyrt, og at vi må ændre en masse CO2-skabende vaner. Som Politikens klimaredaktør Martin Aagaard udtrykker det: »I Politikens artikler er udgangspunktet, at jorden bliver varmere, at denne udvikling helt overvejende er menneskeskabt og at menneskeheden er nødt til at gøre noget for at bremse verdenshavenes stigning. Det er de præmisser, vi bygger klimadækningen på. Men naturligvis kommer skeptikere og kritikere også til orde. Vi lader jo heller ikke være at skrive om Enhedslisten, bare fordi den kun får to procent af stemmerne«. Katherine Richardson har tidligere i Politiken skrevet, at »klimaforandringerne udgør en lige så stor trussel som krig«. I Kroniken udbygger hun det med følgende bemærkning: »Normalt, når vi står over for noget, som vil have katastrofale konsekvenser for samfundet, gør vi os umage for at formindske risikoen – selv hvis risikoen for, at det sker, er lille«. Ja, vandstanden i verdenshavene stiger og vil også i Danmark oversvømme lavtliggende områder, hvis ikke verdens politikere gør noget. Det er Politikens læsere på det rene med. De har i hvert fald fået det at vide. Mange gange. De seneste seks måneder har vi skrevet om klimaaftale 104 gange, klima og CO2 184 gange og klimatopmøde 84 gange. Klimaredaktion med tre reportere Men ret skal være ret. Læser man Politikens artikler, kan man godt få det indtryk, at det hele står og falder med miljøtopmødet i København. Vi har først lige taget hjul på muligheden for en fiasko. Vi har heller ikke systematisk skrevet om, hvad det betyder i praksis i landbruget, ude i parcelhusene, for ferievanerne og i trafikken. Nå jo, måske trafikken, men læserne sætter sig alligevel ind i deres biler. Naturligvis har Politiken som ’organet for den højeste oplysning’ pligt til at informere om hele dette kæmpekompleks. Derfor er der også en hel klimaredaktion. I øjeblikket beskæftiger to reportere sig ikke med andet, og de får inden miljømødet forstærkning af en rutineret klimareporter, der p.t. er på orlov. Hver søndag er der en hel side om klimaproblematikken, og emnet belyses rundt i avisen fra alle tænkelige vinkler. Politiken.dk har sit eget klimasite, hvor der næsten dagligt er nye artikler og indlæg. Medierne kan da sagtens bruge bedre og mere input fra forskningsverdenen. Men tag lige en medierådgiver til hjælp.