28. januar: Hvilket medie vil ikke gerne interviewe popstjerner som Madonna eller Sheryl Crow? Eller skrive om et politisk besøg i udlandet. Og rapportere fra flygtningelejre i verdens brændpunkter. Svaret giver sig selv. Men er medierne rede til selv at betale reportagerejserne? Nej, det er de ofte ikke. En del af rejseomkostningerne kan være betalt af andre, som har interesse i at få omtale. Hvad enten det er et pladeselskab eller en nødhjælpsorganisation. Alligevel ved læserne, lytterne eller seerne som regel ikke, hvem der betaler gildet. Og det gælder også Politikens læsere. For bidragyderen nævnes tit ikke i forbindelse med artiklerne. Men det bliver nu ændret som følge af avisens nye, udvidede etiske retningslinjer. Her fremhæves det, at »hvis der er modtaget økonomisk støtte til reportagerejser, skal det altid fremgå i bunden af artiklerne, hvem der har givet den økonomiske støtte«. Samtidig slås det også fast, at »sponsorater, invitationsrejser og andre former for større gratis ydelser fra kilder og andre kan ikke accepteres uden godkendelse fra redaktionsledelsen, der i givet fald sikrer sig, at den journalistiske frihed ikke begrænses«. Politikens nye etiske regelsæt er det hidtil mest ambitiøse og omfattende i den danske mediebranche, og derfor har det også været logisk at nedskrive regler om invitationsrejser, som internt i branchen har fået mange lidet flatterende navne. Og ja, luderrejser er et af dem. Enkelte betalte rejser fører ofte til en intern diskussion om berettigelsen. Hvorfor er det for eksempel nødvendigt at rejse til Mallorca for at teste en svensk Volvo? Det skal kunne forsvares journalistisk. Under alle omstændigheder skal der være åbenhed om den økonomiske støtte. Det er journalistens lod at være den første til at kritisere politikere, embedsmænd, organisationsfolk og erhvervsledere for manglende åbenhed. Men det samme krav skal stilles til journalisten. Offentligheden har krav på at få at vide, hvis andre end avisen har været med til at betale flyveturen og hotelopholdet. Traditionelt har medier og journalister afvist at offentliggøre den slags med den begrundelse, at en invitationsrejse selvfølgelig ikke påvirker journalistikken. Journalister har nemlig integritet – og derfor har de ikke noget imod at bide den hånd, som fodrer dem, lyder argumentet. Det er i langt de fleste tilfælde rigtigt. Men det skal læserne selv have mulighed for at bedømme. Og hvis man har problemer med at sige højt, hvad man gør, er det bedst at lade være med at gøre det. Så enkelt er det. Ikke bare generelt i livet. Men også i journalistik. Selv har jeg som journalist også været på invitationsrejser. Med landbrugsministeren i Kina, med forsvarsministeren i Afghanistan og på besøg hos NATO i Bruxelles. Og det er endda kun de rejser, jeg lige kan komme i tanke om i skrivende stund. I de tilfælde skrev jeg aldrig, at en del af rejsen var betalt af andre end avisen. Der var nemlig ikke tradition for det på redaktionen. Og jeg var ikke selv bevidst om, at det var vigtigt. For jeg skrev jo kun noget, der var journalistisk relevant – og ofte skrev jeg meget kritiske artikler om de ministre eller organisationer, der betalte for en del af rejsen. Desuden har jeg aldrig oplevet pression fra bidragydere. Hvis jeg havde oplevet det, var jeg omgående rejst hjem. Men det er alt sammen irrelevant for pointen, som jeg gerne gentager: Læserne skal selv have mulighed for at bedømme, om en reportageartikel er påvirket af bidragyderen. Langt oftere har jeg dog været på reportagerejser, hvor det var avisen, der betalte hele gildet. Hvad enten det var som udsendt reporter til krigen i Kosova eller til Haag for at dække det hollandske valg. Men det er typisk rejser, hvor der er en aktuel begivenhed, krise eller krig, hvor avisen selvfølgelig rykker ud med kort varsel for egen regning. Den slags rejser kan være dyre. Senest kostede det omkring 80.000 kroner at sende en journalist og en fotograf to uger til Tchad for at beskrive ofrene for etnisk udrensning. Artiklerne og fotografierne var af høj klasse. Men koster altså en del. Derfor har medierne gennem mange år vænnet sig til også at tage mod invitationsrejser, hvis de er journalistisk relevante. Men bidragyderen med den store pengepung vil selvfølgelig som regel have noget for pengene. Hvad enten det er omtale af et nødhjælpsprojekt, en ny bil eller en ny film. Så redaktionen tager altid stilling til, om historierne er journalistisk relevante – og sikrer sig, at der er total journalistisk frihed til kritiske artikler. Derfor siger avisen også nej til invitationsrejser. Som da Care inviterede til Sydøstasien, hvor prins Joachim skulle besøge organisationens projekter. Eller da Danida ville betale flyrejsen, fordi udviklingsminister Ulla Tørnæs skulle besøge Mali. Begge rejser blev afvist, fordi redaktionen vurderede, at de journalistiske muligheder på rejsen var for ringe. Problemet opstår især, hvis der er krav om bestemte artikler som en modydelse. Derfor er det fast procedure at understrege, at Politiken ikke tager mod bestillinger på artikler. Avisen deltager gerne i en ideudvikling sammen med organisationen, men i sidste ende er det redaktionen, der bestemmer, hvilke artikler der skal skrives, og hvad indholdet skal være. Og hvis journalisten undervejs støder på kritisable forhold i organisationens arbejde, skriver vi det. Eller med andre ord: Organisationen får omtale af for eksempel flygtningelejre i et bestemt område. Men ikke nødvendigvis af deres egne projekter. Det er op til en journalistisk vurdering. Journalisten skal kunne leve op til sangen fra tegnefilmsklassikeren med Pinocchio: »Der er ingen bånd, der binder mig«.