DER ER åbenlyse fordele ved at være en abonnementsavis. Når langt de fleste af læserne er så venlige at købe avisen op til et år i forvejen - og tak for det! - har vi ikke bare fået penge i kassen. Vi har fået arbejdsro og slipper for hver dag at skulle producere et produkt, der lokker befolkningen hen til avisstativerne. Vi kan slippe af sted med overskrifter på forsiden som ' Øget fokus på regionernes økonomistyring', mens formiddagsbladene skal sælge varen på en helt anden facon. Det har de stor erfaring i, så det er hos dem, man finder overskrifter i stil med ' Anbragte elskers lem i vaffeljern'. ULEMPEN VED at være en abonnementsavis kan til gengæld bestå i, at man mister den journalistiske gejst - at det kommer til at knibe med lysten til at rykke på en god historie, som det hedder i faget. Vi har det trygt og godt med vores meningsmålinger og rapporter, og ganske vist kan abonnenterne forlade os, men de gør det næppe alle sammen, og i hvert fald ikke fra den ene dag til den anden. Måske glemmer vi abonnementsaviser pressens klassiske rolle som vagthund. Eller sagt på en anden måde: Vi risikerer at blive en harmløs vovse, der snorksover inde i sit hundehus, mens samfundet begår overgreb på borgerne. Uskyldige kastes måske ligefrem i fængsel. Hvorfor skrev vi ikke, at den 48-årige Jan Lindholdt Mikkelsen var blevet anholdt og senere varetægtsfængslet, sigtet for mordet på den 20-årige Maria Møller Christensen nytårsmorgen i Herning, sådan som for eksempel Ekstra Bladet gjorde? Havde vi skrevet det, havde vidner blandt læserne måske meldt sig, så manden kunne blive renset. DER VAR ikke nedlagt navneforbud, og det viste sig netop, at den fængslede ikke havde det fjerneste med drabet at gøre. »Marias morder var uskyldig«, som metroXpress så mindeværdigt formulerede det. Hvorfor var Politiken så tilbageholdende i den sag - og hvorfor er der i det hele taget så langt mellem navne på sigtede, tiltalte og dømte i avisen? De uskyldige har en åbenlys interesse i at blive renset, og de skyldige har fortjent at blive hængt ud, hører man indimellem. Det nemme svar er, at vi bare følger vores regler på området, og vi har valgt at lægge stramme bånd på os selv: »Politiken nævner som hovedregel ikke navne og andre oplysninger, der kan identificere mistænkte, sigtede, tiltalte eller dømte, medmindre væsentlig offentlig interesse taler for det, og/eller vedkommende er idømt en fængselsstraf på fire år eller derover, vedkommende bærer ' gyldne kæder', altså er en offentlig person. Det vil sige en person, som er valgt til et offentligt hverv eller er en central beslutningstager i erhvervslivet, i en organisation eller i en offentlig instans, vedkommende kan forveksles med andre, og at hensynet til disse andre gør offentliggørelse nødvendigt«. Sådan er ordene. Er det af »væsentlig offentlig interesse«, at en uskyldig hurtigst muligt sættes på fri fod? Selvfølgelig. Det er intet i vores regler, som forhindrer os i at skrive om en sag, hvis der helt åbenlyst er ved at blive begået et justitsmord. Selvfølgelig ikke. Vores fine bestemmelser er ganske vist ikke formuleret særlig præcist - vi taler om, at vi »som hovedregel« håndterer den type stof på en bestemt måde. Og hvad angår »gyldne kæder«, risikerer man så at få sit navn frem, hvis man er statsminister? Selvfølgelig gør man det. Posten som revisorsuppleant i en grundejerforening rækker ikke til, at man kan tale om gyldne kæder. Derimellem er der rigelig plads til fortolkning. POLITIKERNE VAR forståeligt nok oprørte over den behandling, Ekstra Bladet gav Jan Lindholdt Mikkelsen. De troede ikke et øjeblik på forklaringen om, at avisen bare havde villet hjælpe. SF, S, K og DF mente, at avisen burde skamme sig, og Venstres Søren Pind bebudede i sin blog på berlingske. dk, at han vil tage sagen op i sin folketingsgruppe for at høre, »hvorledes vi kan forhindre kloakdelen i dansk dagspresse i at gentage den slags«. Søren Pind lod dog forstå, at en fyring af Ekstra Bladets ledende chefredaktør, Poul Madsen, ikke behøvede at afvente gruppemødet: »JP/Politikens Hus' øverste chef, Lars Munch, kan ikke være bekendt at se passivt til denne vanvittige eskalation af svineri, nu også rettet mod almindelige mennesker. Madsens vanvid på Ekstra Bladet må have en ende. Her og nu. Fyr manden. Hellere i aften end i morgen«, skrev Søren Pind. Venstres medieordfører, Ellen Trane Nørby, mindede partifællen om, at »sidst jeg tjekkede efter, da hverken ansatte eller fyrede vi folk på Ekstra Bladet i Venstres folketingsgruppe«, men hun gav dog udtryk for, at der er brug for at stramme medieansvarsloven og give Pressenævnet flere beføjelser. Spørgsmålet er, om det er nødvendigt. Ekstra Bladet har i hvert fald rettet ind. Den mand, der nu sidder fængslet i sagen, har ganske vist været på forsiden, men uden navn, og hans billede var sløret, så man kun kunne se en stribet skjorte. Læserne fik dog den tillægsoplysning, at »Han er sær og klam«. Politikens regler er ikke perfekte, men de tvinger os til at standse op og tænke os om i straffesager. Desuden medfører de, at risikoen for at blive hængt ud med navns nævnelse for noget, man ikke har gjort, er væsentlig mindre hos os end i andre aviser. Hvis det betyder, at nogle dybt skyldige slamberter slipper for at få deres navn og billede i vores avis, er det en pris, vi meget gerne betaler. Takket være abonnenterne har vi også råd til det. bjarne.schilling@pol.dk