FOR SNART tre uger siden bragte vi en del artikler om boligportalerne på nettet. Redaktionen havde fået fingre i en intern mail fra RealMæglerne, hvor der stod, at alle landets ejendomsmæglere har besluttet at forhindre den uafhængige boligportal Boliga. dk i at bringe billeder fra mæglernes hjemmesider. Formålet er, at mæglernes egen portal, boligsiden. dk, kan udkonkurrere Boliga. dk, kunne man forstå. En lektor i konkurrenceret slog fast, at mæglernes koordinerede initiativ er ulovligt, vi citerede en politiker for, at »det skriger af karteldannelse«, og vi citerede Forbrugerrådet for, at det er dybt problematisk, at ejendomsmæglerne på den måde prøver at sætte den fri konkurrence ud af kraft til skade for kunderne. Mindre end tre uger senere indgik Politiken et samarbejde med mæglernes portal - med direkte adgang fra vores hjemmeside. Hvordan kunne det falde Politiken ind at alliere sig med boligsiden. dk, når vi nu netop havde skrevet stærkt kritisk om den og om ejendomsmæglernes forsøg på at bruge den til at tryne konkurrenten, spurgte en undrende læser i en mail. Underforstået: Taler man overhovedet ikke sammen på Politiken? Svaret er forhåbentlig nej - i hvert fald når det drejer sig om at koordinere mellem den kommercielle afdeling og redaktionen. Jeg forstår udmærket, at læseren undrer sig. For en udenforstående må det virke dybt besynderligt, at vi den ene dag kan have overskrifter som ' Mæglere vil kvæle fri boligportal' og ' Mægleres egen boligside anklages for lovbrud', hvorefter vi går i samarbejde med de selv samme mæglere - et samarbejde, der formentlig vil fjerne trafik fra den fri boligportal. BOLIGA. DK bringer blandt andet oplysninger om forholdet mellem udbudspriser og salgspriser, som er med til at skabe et gennemsigtigt marked. Dermed bliver det sværere at tage overpris for en bolig, fordi købere kan se, hvad lignende boliger er blevet solgt for. Netop hensynet til kunderne var ellers begrundelsen, da Politikens bladdirektør, Roy Bruhn-Petersen, forleden forklarede samarbejdet med skurken fra vores artikler. På netavisen skete det under overskriften ' Vælg mellem 75.000 boliger på politiken.dk'. Fordelen er selvfølgelig, at jo flere der klikker sig ind på politiken. dk - muligvis på boligjagt - jo mere kan vi tjene på annoncer på hjemmesiden. »Politiken og boligsiden. dk udgør et perfekt match. Politikens brugere er blandt de mest aktive på boligmarkedet, og boligsiden har Danmarks stærkeste marked for boligannoncer«, udtalte Politikens direktør, Roy Bruhn-Petersen. Det med det perfekte match kunne vor læser ikke forstå: »Som det fremgår af jeres egen artikel, er boligsiden.dk udtryk for et forsøg på karteldannelse, der skal skjule vigtige informationer for forbrugerne. Det kan godt være, I har brug for annoncepengene fra boligsiden. dk, men det er under al kritik, at I gør reklame for samarbejdet i en nyhedsartikel, der giver indtryk af, at dette samarbejde vil komme Politikens læsere til gode«, skrev han. Jeg sendte mailen videre til Roy Bruhn-Petersen. Samarbejdet med ejendomsmæglerne er et rent kommercielt initiativ, der intet har med redaktionen - og dermed Læsernes Redaktør - at gøre. »Vores samarbejde med boligsiden. dk er netop udtryk for det vandtætte skot, der er mellem kommercielle og redaktionelle interesser på Politiken. Noget, som vi værner om, og som jo kun styrker Politikens redaktionelle integritet og journalistiske kvalitet. Begge dele noget, vi aldrig vil gå på kompromis med. Således kan jeg da heller ikke se, hvad det er, der skulle være kritisk omkring vores nyetablerede samarbejde med boligsiden. dk - også fordi vi jo her blot giver vore husinteresserede læsere mulighed for at få direkte adgang til det sted med det største udbud af boliger. Som en ren læserservice. Intet andet«, lød hans svar. DET OVERBEVISTE ikke vor læser: »De eneste, der har gavn af det, er ejendomsmæglerne, der dermed vil kunne kontrollere, hvilke informationer om boligmarkedet der er tilgængelige for de potentielle boligkøbere. Konsekvenserne af et uigennemsigtigt boligmarked er mindre mobilitet og kunstigt høje priser, hvilket ikke blot er til skade for potentielle boligkøbere, men for samfundsøkonomien som helhed«, skrev læseren. Selv om vi kun omtalte det nye samarbejde i en note i avisen og en kort tekst på nettet, burde vi have stillet Roy Bruhn-Petersen det spørgsmål, som læseren efterlyste svar på: Hvorfor vil Politiken samarbejde med den portal, vi netop har kritiseret så kraftigt i spalterne? DER ER ET eksempel, jeg ynder at trække frem: en note på erhvervssiderne 5. februar sidste år. ' Positivt resultat for JP/Politikens Hus', lød overskriften, og i teksten kunne man læse, at vores koncern fik »et positivt driftsresultat på 123 millioner kroner« i 2008. Det var rigtigt, men som enhver, der har beskæftiget sig bare ti minutter med erhvervsjournalistik, vil vide, er der noget galt, når en virksomhed fokuserer på driftsresultatet. Faktum var da også, at når alt blev regnet med, var 2008 endt med et underskud på 136 millioner kroner. Ikke voldsomt positivt, må man sige. Der stod ikke et eneste forkert ord eller tal i den korte regnskabsartikel, men det var journalistik, som man skal til Nordkorea for at finde mage til. Og det var redaktionens ansvar. Hvilke samarbejdsaftaler Politiken indgår - det kommer til gengæld ikke redaktionen ved. bjarne.schilling@pol.dk