»Og det kom i avisen, og det blev trykt, og det er ganske vist: En lille fjer kan nok blive til fem høns«. H.C. Andersens afsluttende ord fra eventyret ’Det er ganske vist!’ er vel en af de mest kendte vendinger overhovedet. Og det er der en grund til. Alle kan nikke genkendende til sladder – og menneskets evne til at overdrive en historie, så den til sidst ikke er til at kende igen. Som hønen i eventyret, der oprindelig havde mistet en løs lille fjer, og som hørte historien om de fem høns, der alle havde plukket fjerene af sig for at vise, hvem af dem der var blevet magrest af kærestesorg til hanen. Hønen kunne selvfølgelig ikke genkende sin egen historie. Vendingen er blevet til en kliche. Men det interessante ved en kliche er, at der altid er et gran af sandhed i den. Ellers har en vending ikke potentiale til at blive en kliche. Journalister hader selvfølgelig, når de bliver beskyldt for at blæse en lille historie op til et stort drama. Men hvad nu, hvis der kommer tvivlsomme oplysninger ud i mediekredsløbet? Hvor alle medier i god tro baserer sig på en bestemt udlægning af fakta, som viser sig ikke at holde. Så kan det være svært at få de fem høns tryllet tilbage til en lille fjer. Et eksempel er en artikel, der i sidste måned blev sendt ud til alle medier fra nyhedsbureauet Ritzau med overskriften ’Gymnasieelever stenede papbetjent’. Artiklen fastslog, at en idrætsdag for Det frie Gymnasiums elever »udviklede sig til noget, der mindede om træning i stenkast mod politiet«. Oplysningen kom fra en vagtleder hos Københavns Politi, der oplyste, at en politimand uden for tjeneste cyklede gennem Fælledparken og observerede en gruppe unge »autonome typer«, som øvede sig i at kaste sten mod en papfigur, der forestillede »en dårlig efterligning af en politimand«. Eleverne kom fra Det frie Gymnasium, og øvelsen gik ifølge politiet ud på, at eleverne maskerede sig med partisantørklæder. Herefter tog de sten fra en bunke, løb frem og kastede dem mod papfiguren. »Gymnasieelevernes stenkasteri i Fælledparken dannede en form for optakt til egentlige, men begrænsede uroligheder, som fandt sted på Nørrebro fredag aften«, konkluderede artiklen. Unægtelig en god historie. Men altså kun baseret på én kilde. Den centrale vagtleder hos Københavns Politi. Politikens netavis forelagde oplysningerne for formanden for Københavns Politiforening, Claus Oxfeldt, der erklærede: »Det er svineri af værste skuffe, hvis en lærer er med til sådan en seance. Det burde få konsekvenser for den pågældende lærer«. Den rystede formand stillede spørgsmålet: »Hvor er vi henne, når store børn bliver trænet i det her? Jeg forbinder idrætsundervisning med løb og boldspil, ikke med angreb på andre mennesker«. Men den kritiserede part – Det frie Gymnasium – var ikke med i den første artikel fra Politikens netavis. Trods flere forsøg var det ikke lykkedes at få fat i gymnasiets rektor. Det er et grundlæggende krav i Politikens etiske retningslinjer, at den anklagede part skal høres. Og det er et afgørende dogme i en artikel i den trykte avis. På netavisen er der dog også et ekstra krav om hurtighed, fordi der er deadline døgnet rundt. Derfor bliver historier løbende opdateret med nye kommentarer. Men inden for en rimelig tidsramme skal læserne præsenteres for den kritiserede parts version. I dette tilfælde var anklagerne fra Københavns Politis centrale vagtleder dog så opsigtsvækkende, at netavisen burde have indhentet gymnasiets version, før den første historie med den forargede politiformand kom på nettet. Men gymnasiets rektor Ejnar Ritterband kom senere samme dag til orde på Politikens netavis med sin version. Og den var noget mindre dramatisk. Han erkendte, at det ikke var »så klogt at kaste med sten hen ad græsset i Fælledparken«, men han afviste, at de blev kastet mod en papfigur, der forestillede en betjent. Ifølge rektoren gennemførte skolen en fælles idrætsdag. Og to af aktivitetsstandene var årsagen til postyret: I den ene kastede tørklædemaskerede elever brosten efter mælkekartoner, mens de i den anden kylede vandfyldte balloner mod en papfigur. »Det var ikke træning i vold. Det var godmodigt teater, en uskyldig aktivitet«, understregede han. Da politiet kom, tilbød lærerne at standse de to aktiviteter, hvis politiet fandt dem krænkende – men det mente politifolkene ikke var nødvendigt. »Hvis noget var stødende, ville vi have standset det omgående«, erklærede Ejnar Ritterband. Det viste sig, at de elever, der havde arrangeret de to aktiviteter, fik ideen som en joke. Det undrer mig dog, at gymnasiet ikke selv fandt aktiviteterne stødende og stoppede dem. Især med tanke på diskussionen om de voldsomme optøjer efter rydningen af Ungdomshuset på Nørrebro. Men historien var i hvert fald nu en ganske anden end versionen fra politiets vagtleder. Der var tale om en lille fjer. Ikke om fem høns, der havde plukket fjerene af sig. Men Ritzaus dramatiske version var nået at blive en del af mediebilledet. Først efter nogle dage begyndte medierne at undskylde den første version. Ritzaus Bureau beklagede over for gymnasiets rektor, at de bragte den kritiske historie uden at høre skolens version først. Og DR Nyheder beklagede at have viderebragt oplysninger, der var urigtige. På Politiken behandlede jeg som Læsernes Redaktør sagen, og netavisen offentliggjorde en berigtigelse, da der ikke var belæg for at skrive, at eleverne blev trænet i gadekampstaktik og kastede de omtalte sten efter en papfigur, som forestillede en politibetjent. Et lærestykke, ville H.C. Andersen nok have kaldt forløbet.