I BEGYNDELSEN af mit journalistiske arbejdsliv øvede jeg mig ofte i at sige sivanofelet suaztir re reh. Stedet var Ritzaus Bureau, og nyhedsstrømmen var en anden dengang. Internet var der ikke noget, der hed, og bureauet tegnede sig for en meget stor del af de løbende nyheder, der blev læst op i Radioavisen eller endte som noter i landets aviser. Var vi ikke sendt i marken med redaktionens eneste mobiltelefon - en tung fanden, som man slæbte i en rem over skulderen - og var det for eksempel en dødsensstille søndag eftermiddag, var det, at vi sad og sagde sære ord inde i redaktionens lydtætte boks. Der indtalte vi den daværende telefonavis , og når man sagde forkert, kunne man ikke redigere fejlen væk. Man måtte spole tilbage til sidste pause og begynde forfra. For at kunne ramme det rigtige sted, hørte man optagelsen bagfra. Kunsten bestod så i at gå ind i boksen, sige sivanofelet suaztir re reh og spille det baglæns. Havde man drævet de rigtige steder, lød der på næsten magisk vis et tydeligt: »Her er Ritzaus telefonavis «. En af mine kolleger gjorde det perfekt. Nu kan man mene, at vi i stedet burde have gjort lidt nytte og sendt nogle nyheder ud. Jeg er enig - men kun delvis. For dagens pointe er, at hvis der ikke er noget at fortælle, bør man tie. Man kan bruge tiden på at få ideer, på research eller bare på at læse op på forskellige emner og blive klogere, men man bør altid overveje grundigt, om man vil sende en nyhed i hovedet på læserne. Man bør i særdeleshed tænke over, om det, man lægger frem som en nyhed, nu også er det - ikke mindst i dag, hvor nyhedsstrømmen er så voldsom, at især de elektroniske redaktioner hele tiden er under et kraftigt pres for bringe det samme som konkurrenterne. BJÖRN HÄGER er redaktør på TV4 i Sverige og har skrevet manifestet ' Sådan bliver journalistikken bedre' i antologien ' Journalistisk kvalitet?'. Et af hans 17 punkter er netop ' Se værdien i den relative nyhedsstilhed'. Pointen er, at læsere, lyttere og seere som regel bare gerne vil bekræftes i, at der ikke er noget nyt. Er der ikke sket noget, ønsker mange mediebrugere ikke at blive forstyrret. Skal det forhold kunne bestå, skal brugerne selvfølgelig kunne have tillid til, at nyhedsorganisationerne er på vagt, og at stilheden alene skyldes grundige journalistiske overvejelser. En anden af Björn Hägers fremragende pointer er, at vi medier skal droppe det gamle trick med at gøre noget til en tilsyneladende dramatisk nyhed ved at lade to synspunkter støde sammen, hvorefter vi lader det være op til læserne at fundere over, hvad der mon kan være det rigtige. Tillad mig at citere på originalsproget: »Lämna pingpong-träsket. När A säger bu, går journalisterna till B som får säga bä - og publiken får gissa vad som är rätt«. Journalister får som regel en så fornuftig løn, at man ikke kan fortænke deres arbejdsgivere i at anlægge det synspunkt, at de som modydelse skal producere en masse linjer. Men her har arbejdsgiverne og læserne ikke nødvendigvis sammenfaldende interesser.Meget af tiden bør gå med ikke at skrive noget som helst og med at sige nej til al landsens henvendelser fra folk, der gerne vil i medierne. ANGSTEN FOR at sige nej til de forkerte lurer hele tiden, og organisationen Wiki-Leaks har før vist sig at være leveringsdygtig i interessante oplysninger. Derfor er den selvfølgelig en stærkt interessant kilde. Men når man bebuder, at man vil frigive 251.288 dokumenter, der er lækket fra USA's udenrigstjeneste, kan medierne ikke konkludere, at de får serveret 251.288 nyheder. I den forløbne uge har vi efter min mening så nogenlunde magtet at skelne mellem vigtigt og uvigtigt i sagen, og jeg er glad for, at vi har understreget, at man bør være opmærksom på, at WikiLeaks styrer offentliggørelsen nøje. Selv den mindste organisation herhjemme ved, at hvis man vil have spredt et synspunkt, kan man med fordel pakke det ind i noget, der ligner en undersøgelse og tilbyde den til en journalist, idet man husker at sige det magiske ord ' solo'. Hvis man samtidig anbefaler, at overdragelsen af undersøgelsens konklusioner sker lidt diskret og ude i byen, tilføjer man mystik og øger chancen for, at journalisten bider på.Det spil kan WikiLeaks tilsyneladende også, for enkelte store medier fik lunser på forhånd, og alle vi andre fulgte så trop. DET HAR IKKE ændret mit verdensbillede at få at vide, at Berlusconi er en festbanan, at Angela Merkel kan virke ideforladt, og at den britiske prins Andrew opførte sig lovlig kækt ved en brunch i Kirgisistan i 2008. Hvad angår de danske afsløringer, er de allerede begyndt at pible frem. Det har dog næppe hensat læserne i chok, at USA's daværende ambassadør i Danmark, James P. Cain, indrømmer, at han i 2007 skrev hjem til Washington, at han ikke ville være vild med en valgsejr til Socialdemokraterne. Det var sikkert også en klog melding at sende over Atlanten, eftersom George W. Bush og Anders Fogh Rasmussen var så rasende gode venner. Jeg ved godt, at der pågår et intenst researcharbejde i disse dage, mens vi alle skriver og læser om Berlusconi, Merkel og prins Andrew, og at der også er kommet vigtige sager frem - som for eksempel Saudi-Arabiens store appetit på at få USA til at bombe Iran. Det ændrer dog ikke ved dagens morale: at vi ofte gør læserne en tjeneste ved at lade dem være i fred. bjarne.schilling@pol.dkKilde: Torbjörn von Krogh ( red.): Journalistisk kvalitet? Stiftelsen Institutet för Mediestudier, Stockholm, 2010.