Læserne siver fra aviserne, og ingen kan rigtig forklare, hvorfor. Men i dag kan jeg sige med sikkerhed, hvorfor vi har fem abonnenter færre end i sidste uge. Det skyldes Signatur – den daglige kommentar nede under Dagens tegning på debatsiderne. Tirsdag 3. maj hed den ’Gymnasielærere skal spænde sandalen’ og var skrevet af vores analyseredaktør, Poul Aarøe Pedersen. Budskabet var, at landets gymnasielærere bruger deres tid forkert. De skal se at få lettet deres luksuslegemer fra stolene på lærerværelset og komme i gang med at undervise eleverne. NU! I store annoncer forklarede Gymnasieskolernes Lærerforening ellers for nylig, at Danmark har verdens bedste gymnasieskole. Poul Aarøe Pedersen konkluderede, at kampagnen havde virket: Lærerne fik held til at videreføre en uanstændigt gunstig overenskomst, der gør dem til alt for sjældne gæster i klasserne. »364 klokketimer bliver det til for en gennemsnitlig gymnasielærer på et år, eller hvad der svarer til blot 22 pct. af den samlede arbejdstid«, påpegede han med henvisning til tal fra OECD og mindede om, at gennemsnittet i OECD-landene ligger helt oppe på 661 katedertimer. »Bør man overhovedet ’forstyrre’ roen på lærerværelset? Er det ikke mere sikkert bare at lade lærerne hygge sig med flueben og urtete, frem for at give dem et skub? Svaret er nej, landets gymnasielærere har i den grad brug for et velplaceret skub, et af den slags, der får læsebrillerne til at glide helt ned på næsetippen, så der er fri udsigt til eleverne i undervisningslokalet«, stod der. Hvorefter helvede brød løs. 133 læsere skrev vrede kommentarer på nettet, 6 opsagde deres abonnement – men 1 fortrød – og skribenten selv blev bombarderet. Også min indbakke bar hurtigt præg af den Signatur. Det var mig en gåde, hvordan man kunne skrive til vores abonnementsafdeling, at »jeg har pr. dags dato opsagt mit abonnement, idet jeg beklager, at så useriøst og kritisabelt journalistisk arbejde har fundet vej til din redaktion« – mailen var sendt i kopi til chefredaktør Bo Lidegaard. Men pludselig gik det til min gru op for mig, at mange af klagerne ikke bare var uenige med skribenten. De troede, at der var tale om en journalistisk artikel! Så har vi et voldsomt problem. Reglerne i ’Politikens journalistik og etik’ siger klart, at: »Artikler, der ikke er skåret over den almindelige journalistiske læst – for eksempel kommentarer, ledere, anmeldelser og andre subjektive genrer – skal klart markeres grafisk eller placeres, så læseren ikke er i tvivl om genren. Journalister, der dækker et emne i nyhedsreportagen, må ikke skrive ledere eller kommentarer om samme emne samme dag«. Det er helt galt, når end ikke så læsevante og veluddannede folk som gymnasielærere kan skelne mellem vores genrer. Problemet er så alvorligt, at chefredaktionen bør sørge for, at vi får meget bedre styr på vores varedeklarationer: Hvornår er der tale om en nyhedsartikel, og hvornår er der tale om en kommentar. For læserne er åbenbart i tvivl: Hvad er news og hvad er views i vores avis? Vores journalistik skal være kritisk, saglig, korrekt og fair. Almindelige artikler i Politiken – og dertil hører også vores analyser – skal derfor være tilstræbt objektive. I den genre er skribentens egne holdninger og meninger uønskede. Derfor stejlede jeg i øvrigt også, da jeg i denne uge på forsiden af vores avis kunne læse, at Socialdemokraterne står klar til at møde et efterlønsforlig »med frådende retorik«. Det er muligvis sandt, men den slags værdiladede udtryk hører ikke hjemme i en nyhedsartikel. Vores forbavsende mange kommentarer og klummer, derimod, skal netop udtrykke skribenternes holdninger og være polemiske. Selvfølgelig skal argumentation og fakta helst være i orden, men der er et meget stort spillerum. Man må meget gerne sidde tilbage med den opfattelse, at skribenten er et tågehorn. En mindre vigtig genreforskel er, at journalisterne kan få ballade med mig, hvis artiklerne ikke lever op til de krav, der stilles i vores interne regler. Derimod skal jeg selvfølgelig ikke blande mig i, hvad der står i avisens meningsstof. I den konkrete sag opstod der muligvis forvirring, fordi Poul Aarøe Pedersens stillingsbetegnelse også stod øverst i klummen: ’analyseredaktør’. Det er han til daglig, fordi han har ansvaret for den særlige analyseside i 2. sektion, men nu var han pludselig klummeskribent. Det er jeg også i dag, så jeg må gerne udtrykke mine holdninger. Det gør jeg nu: Uanset eventuel genreforvirring fatter jeg ikke, at en gymnasielærer kan finde på at opsige sit abonnement, fordi hun eller han er uenig i et synspunkt i avisen. Gymnasieloven siger, at »Uddannelsen og skolekulturen som helhed skal forberede eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Undervisningen og hele skolens dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati«. Åndsfrihed betyder også, at man accepterer, at andre mener og siger, hvad de vil. Muligvis synes de ligefrem, at nogle faggrupper bestiller for lidt. Er man uenig, må man deltage i debatten. Det må selv gymnasielærere kunne indse. Når de har fået drukket urteteen og spændt deres sandaler.