Selv om jeg får masser af mail, og selv om mange læsere ringer, må jeg tilstå, at en af mine yndlingsklager over avisen slet ikke var stilet til Læsernes Redaktør. Jeg så den i hvert fald ikke, før den var sat op på opslagstavlen i redaktionssekretariatet. Den kom for et halvt år siden, og jeg håber, at læseren fik et pænt svar, for det fortjener han. Jeg må også tilstå, at jeg trækker på smilebåndet, hver gang jeg ser den – og det er bestemt ikke, fordi den har et specielt muntert budskab. De fleste klager går på avisens indhold, men her er der det modsatte i vejen: »Jeg synes Politiken er en lorteavis – I interessere jer jo ikke for spørgsmålet om telemetri. Med venlig hilsen ...«. Så få er ordene. Jeg har i anledning af denne klumme undersøgt sagen, og så vidt jeg kan se, har vor læser i hvert fald ret i, at ordet ’telemetri’ sidst optrådte i denne avis nytårsdag 2002. Telemetri betyder trådløs overførsel af måleresultater og bruges for eksempel til patienter på hjerteafdelinger, så de kan bevæge sig frit rundt med en lille sender om halsen og alligevel være sikre på, at personalet følger dem, og kan gribe ind, hvis det bliver nødvendigt. Jeg fornemmer, at læseren interesserer sig meget for telemetri og skal ikke kunne sige, hvorfor det åbenbart er snart ti år siden, vi har skrevet om emnet. Det ville dog undre mig meget, om det skyldes manglende interesse. Jeg ved, at ikke mindst sektionen Viden sørger for at komme rundt i alle forskningens kroge, og at medarbejderne der er interesserede i de særeste ting. I denne uge hørte jeg, at de planlagde at skrive om dna-analyse af kokosnødder. At vores beskedne telemetridækning ligefrem gør Politiken til en lorteavis, forekommer mig dog at være en bastant konklusion. De fleste klager går da også stadigvæk på, hvad vi rent faktisk har ladet komme i avisen. En del henvendelser handler om emner, som ikke falder i læsernes smag. Men jeg har med den journalistiske etik og med faktuelle fejl at gøre – ikke med god og dårlig smag. Man skal ikke forvente at synes om alt, hvad man finder i sin avis. Man er selvfølgelig meget velkommen til at sige fra, især hvis man gang på gang væmmes ved indholdet. Men man må også forstå, at andre kan have en anden smag. Det måtte jeg forklare flere læsere i denne uge, og derfor skal klummen i dag være en opfordring til læserne om oftere at opfatte avisen som et menukort, hvor man kan vælge sine yndlingsretter og lade andet være. Det er mig for eksempel en gåde, hvorfor nogle mennesker spiser koriander. Jeg synes, det smager af sæbe, men så kan jeg bare lade være med at bestille det – og glæde mig over, at de af mine artsfæller, der er så sært indrettet, at de synes om at spise sæbe, kan få deres lyst styret. På samme måde vil jeg opfordre til lidt rummelighed, hvad angår den måde, hvorpå man modtager avisens tilbud. Man kan næppe lide alt – men gør det noget? I denne uge fik jeg en klage, fordi politiken.dk’s reportere på Roskilde Festival skrev om den særlige fotoboks pikomaten, hvor de mandlige gæster kan fotografere deres lem. En pendant til den kendte kussomat, som også er til rådighed. Det var noget svineri, kunne jeg forstå på vor læser. Jeg svarede, at det efter min mening er avisens opgave at skildre virkeligheden, og at de specielle fotostudier nu engang er en del af den virkelighed, hvad enten man synes om det eller ej. Jeg ved godt, at det argument ikke altid holder, og jeg er også enig i, at vi til tider har en forbavsende intensiv dækning af alt syd for bæltestedet og et yderst ramsaltet sprog, men på den anden side: Hvis man ikke vil tage til Roskilde for at blive fotograferet, står det en frit for at lade være. En anden klage handlede om billedet på forsiden af sektionen Rejser sidste søndag, der henviste til en artikel om en spansk satsning på homoturisme. En læser skrev, at han kun så avisen sjældent, efter at han engang ved juletid »var blevet frastødt af et umotiveret provokerende bøssebillede«. Nu havde han købt avisen igen – og fundet endnu et billede af bøsser. »Man må undre sig over, om Politikens finansafdeling virkelig ser det store potentiale i netop det segment«, skrev den utilfredse læser, som efterlyste »en vis balance«. Jeg svarede, at det er redaktionen alene, der står for det journalistiske stof i avisen, og at homoseksuelle i forhold til deres andel af befolkningen formentlig er stærkt underrepræsenteret på billedsiden i vores avis – i det omfang man da overhovedet kan drage konsekvenser om folks seksualitet alene ud fra avisens billeder, naturligvis. Men nu vi er ved emnet, mener jeg til gengæld at have konstateret, at bøsser på billeder i medierne forbavsende ofte – som på forsiden af Rejser forleden – optræder i minimale læderbadebukser eller med et brus af strudsefjer ud af forskellige kropsåbninger. Det forekommer mig sandt at sige en kende ensformigt. Jeg forstår godt, hvis man ikke ønsker at læse en avis, hvor indholdet byder en voldsomt imod, og man må meget gerne klage over avisens indhold – det er mit klare indtryk, at redaktionen lytter. Men det står også en frit for bare at bladre videre og lade andre nyde de små badebukser. Christianias beboere har lige lagt stilen om og kan snart tale med om de rigtige tidspunkter for konvertering af realkreditlån. Hvis nogle læsere på samme måde kunne prøve at udvise lidt mere rummelighed, lover jeg at foreslå redaktionen at interessere sig for telemetri. bjarne.schilling@pol.dk